Fortsæt til hovedindholdet
Børn
Klub Fisken for ex-minikonfirmander

Klub Fisken for ex-minikonfirmander

”Åh nej, er Minikonfirmand slut??”
”Kan vi ikke bare fortsætte? - nu er vi lige så godt i gang!”

Børn leger

Sådan lyder ordene altid, når vi er færdige med vores 12 uger med Minikonfirmander. Samtidig er der børn på holdet, som tænker, ”Godt det er forbi – det har været sjovt, men fint med mig, det slutter”

Og så var det, at der kom to minikonfirmander og sagde: ”Kan vi ikke blive hjælpeledere for de næste minikonfirmander?” – Se, det var jo en hel ny indgang til en aktivitet i kirken!

Udsagnene ovenover + et ønske fra menighedsråd og ansatte om at fortsætte den røde tråd med tilbud til børn i alle aldre i Ikast Kirke - og med et ønske om at bygge bro til klubber i byens kirkelige børneorganisationer - opstod ideen til ”Klub Fisken”.

Hvorfor stoppe, når der er børn, der gerne vil mere i kirken – børn, der ønsker at bygge videre på en god relation i kirken - og når der stadig er gode fortællinger at hente i Bibelen - og sjove aktiviteter at byde på?

Ja, det er svært at finde modargumenter, så på den måde opstod kirkens nye børneklub – ”Klub Fisken”.

Børneklubben er for alle børn på 3. og 4. årgang. Alle børn på de to årgange bliver invitereret til at være med. De børn, der har været med i minikonfirmandforløbet, får en personlig indbydelse – de øvrige børn på årgangen en no-name indbydelse.

Vores minikonfirmander, som deltager om efteråret, får ved afslutningen en flyer om, at ”Klub Fisken” starter, når forårsholdene afslutter forløbet.

Det har vist sig, at der er ligeså mange børn fra efterårsholdet som fra forårsholdet, der deltager.

Navnet på klubben: ”Fisken” er valgt ud fra, at det er det ældste tegn for kristendom. Alle klubgange tager udgangspunkt i en fortælling i Bibelen, og den efterfølgende aktivitet tager dernæst igen udgangspunkt i dagens aktuelle fortælling. Og de fleste gange indgår ”fisken” som en del enten af fortællingen eller aktiviteten.

To tidligere minikonfirmander er med som ”medledere.” De møder ½ time før klubben starter, gør forfriskning klar og krydser børnene af, når de kommer. Derefter deltager de på lige fod med de øvrige deltagere.

Britta Hald Vestergaard

Britta Hald Vestergaard

Skabelon for klubdag, 1 ½ time i forlængelse af skoletiden.

  • Samles omkring et måltidsfællesskab – med god tid til at snakke sammen og ”se hinanden”
  • Bibelfortælling
  • Aktivitet – udendørs så ofte som muligt
  • Rundkreds med fadervor og farvelsang.

Det er gratis at deltage i klubben – og klubben kører otte gange, hvorefter børnene opfordres til at fortsætte i byens eksisterende tilbud i de kirkelige børne- og ungdomsorganisationer. Lederne i organisationerne deltager i klubben i det omfang, det er muligt - for at lette overgangen til organisationernes tilbud og for at være de kendte ansigter fra kirken til klubberne.

Fakta (TRyk + for at åbne)

Klub Fisken

Målgruppe: Ex-minikonfirmander + andre børn på 3. og 4. årgang

Ikast Sogn

Ikast-Brande Provsti

Kontaktperson: Britta Hald Vestergård

Telefon: 23 88 53 03

E-mail: sognemedhjaelper@ikastkirke.dk