Fortsæt til hovedindholdet
Børn
Spætten

Spætten

Spætten begyndte september 2007 og følger skoleåret med sæson fra januar til maj og fra september til december.

De frivillige i Spætten

De frivillige i Spætten

Tanken er, at det er godt at mødes på tværs af generationer. Derfor falder det også naturligt at få hjælp fra ældre, frivillige hjælpere.

Spætten har pt. fire trofaste frivillige hjælpere i alderen fra 50 og opefter. Det er en gruppe, der ikke længere er på arbejdsmarkedet, og som har tid til at komme i Spætten om eftermiddagen.

Spætten mødes hver torsdag kl. 14.30 - 16.00. For børn i institution i sognet er det muligt at benytte taxa til Spætten (menighedsrådet har godkendt en sådan ordning på lige fod med kirkebil). Forældre skal selv hente barnet i kirken, når Spætten er slut. Der er udarbejdet blanketter vedrørende taxatilladelse, så der er en klokkeklar aftale mellem Spætten og forældrene.

Det faste program i Spætten er sang, bibelfortælling, forfriskning og aktivitet.

Vores organist står for Gospel Kids samme ugedag kl. 15.30 – 16.30. Vi samarbejder, og når klokken er 15:45 sendes flere af børnene fra Spætten videre til Gospel Kids – på denne måde får børnene en afvekslende eftermiddag, og forældrene henter så først børnene kl. 16.30.

I samarbejde arrangerer vi også Messy Church, som også ligger i forlængelse af Spætten og Gospel Kids – på den måde kan familien slutte en travl dag i kirken. Det er vigtigt, vi tænker kirke ind i nutiden.

Bibelfortællingen i Spætten understøttes af flonellograf, egentlig en gammel opfindelse, men den er super til nutidens børn, fordi fortællingen på den måde bygges op og giver naturlig anledning til dialog med børnene. Vi lærer også om bøn, så det bliver naturligt og trygt for børnene. Aktivitet er planlagt, om muligt så den understøtter bibelfortællingen. Menighedsrådet støtter Spætten økonomisk.

Vi vægter sund forfriskning – typisk brød og frugt. Vores kirketjener køber ind, og de frivillige sørger for anretning.

 

Tove B. Jessen

Børnene får et kryds hver gang, og hver 7. gang udløser det præmie – en af de frivillige er ansvarlige for præmieuddelingen. Gavekufferten virker som en magnet – flere ser med, når en opnår præmie. Flere børn har igennem årene været i Spætten mere end 100 gange.

En gang om året går vi sammen med Gospel Kids på besøg på det lokale plejehjem. Det arrangerer vi samme eftermiddag, som Kirkens Besøgsgruppe har samlet beboere til kaffebord og fællessang. Spættebørnene har forud gennem aktivitet fremstillet en lille hilsen til hver enkelt ældre, og så synger børnene flere sange. Sådan en eftermiddag er meget vellykket.

Hver anden uge er der Aktion Børnehjælp i kirkens lokaler. Hvis Spættens program passer, går vi på et lille besøg hos dem, f.eks. kan ”Skatten” gemmes i deres strikkekurv ved løb. På den måde mødes generationer på tværs, hvilket også er et værdifuldt møde i den lokale kirke.

Spætten er også medarrangør af Lucia og går hvert år Luciaoptog for Danmission, Kirkens advents/familiearrangement og tager ud på Rehabiliteringscenter for at sprede glæde.

Spætten - Sct. Johannes Kirkes Børneklub

Målgruppe: Piger og drenge i alderen 4 – ca. 8 år
 Kirke: Sct. Johannes Kirke
Provsti: Herning Søndre
Kontaktperson: Kirke- og kulturmedarbejder Tove B. Jessen
Telefon: 40 35 65 53
E-mail: tbj@sctjohannes.dk