Kl. 14.00 Allehelgens søndag samles mennesker, der har det til fælles, at de har mistet et barn i familien - ikke nødvendigvis inden for det sidste år, men på et tidspunkt.
Arrangementet er blevet til i samarbejde med Landsforeningen Spædbarnsdød, men er et tilbud til alle familier i hele regionen, der har mistet børn og unge.
Det går ikke bare over!
Vi pynter et sandbord med lidt blomster og sætter et alterlys midt i.
I våbenhuset står vi klar med små kort og fyrfadslys.
De, der har lyst, kan så tænde et lys for den, de har mistet, og evt. skrive navnet og måske data på det lille kort.
Efter prædikenen læses navnene højt, og der bedes en bøn.
Nogle familier kommer år efter år - for sorgen ændrer sig måske, men den forsvinder jo ikke bare, og for nogle kan det være den dag om året, hvor det er legalt at tale om det, der var, og det, der aldrig blev. At dele tankerne om, at det var i år, hun kunne være begyndt i skole, og al den slags.
Efter gudstjenesten er der samvær for dem, der har lyst og magter det. Det er vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er alle deltagere, der gør det - og at andre igen kan have brug for at blive meget længe og evt. hjælpe med at vaske op osv. Det lyder måske underligt, men nogle gange kan det være lettere at tale om det virkeligt svære, hvis man laver noget sammen - og derfor ikke kan se hinanden i øjnene.
Lotte Martin Jensen
Annoncering og presse
Her har vi haft nogle udfordringer, fordi aviser i den bedste mening har villet bringe budskabet videre. Desværre ikke altid i den mest nuancerede form.
Det værste var den lørdag morgen ved 6-tiden, hvor jeg blev vækket af en både vred og grådkvalt kvinde, der hævdede, at jeg havde udtalt, at det værste i hele verden er at miste et spædbarn - hendes afdøde barn havde holdt fødselsdag!
Og nej, det havde jeg ikke udtalt, og det kunne jeg ikke drømme om, men en uheldig journalist havde sammenklippet en annonce, jeg havde skrevet, med noget Landsforeningen Spædbarnsdød havde udsendt og tilsat nogle af sine egne tanker!
