Fortsæt til hovedindholdet
Børn
Kirkens børneklub

Tirsdagsklubben

Tirsdagsklubben er et af kirkens tilbud til dåbsoplæring. Her kan børnene synge sange om Gud, høre Bibelhistorier, bede fadervor og lave noget kreativt eller lege. 

Tirsdagsklubben

Børnene kommer fra kl. 16.30 til 17.30, og de fleste kommer uden forældrene. Jeg er ansat som ansvarlig for klubben, men får rigtig god hjælp af to frivillige, to ungledere (8.-10. klasses unge) og to bedsteforældre. Den rigtig gode normering gør, at vi kan tage os ekstra af børnene, så de føler sig sete. Der er plads til de stille, som skal holde en voksen i hånden, og til de mere vilde, som bliver set, inden de når at lave ballade for at blive set. Denne tid til det enkelte barn er rigtig vigtig. Når vi har børn fra andre kulturer, så er der også en voksen til at hjælpe dem og evt. forklare det indforståede, så de også er med.

Lave noget sammen

Det er gratis at komme i Tirsdagsklubben og det gør, at alle har råd til at være med. To gange om året har vi fest for hele familien. Her er der betaling for maden. Ved forårsfesten er der ”Pitabrødsløb” (minder om lagkageløb), hvor familierne er sammen med andre familier og løser nogle sjove eller praktiske opgaver sammen. Ved hver post får man en ting til aftensmaden. Jeg lægger vægt på, at familierne laver noget sammen, og at det er nemt for dem. Samtidigt er det også vigtigt, at de bidrager ved at lave maden undervejs. Pitabrødsløb er en rigtig god måde at bespise eksempelvis 60 mennesker på. Ved efterårsfesten er der hotdogs og aktiviteter, som familierne kan vælge.

Gammel opfindelse

Tirsdagsklubben er en meget gammel opfindelse. Den begyndte som en søndagsskole, så lørdagsskole, men blev flyttet til tirsdag i september 1981. Da jeg var barn, gik jeg i klubben, og da jeg kom fra efterskole, blev jeg leder i to år. Da jeg senere blev ansat som sognemedhjælper, blev jeg ansvarlig for klubben. Det interessante er, hvorfor den stadig fungerer, og hvorfor forældre sender deres børn af sted uge efter uge, år efter år. Jeg tror, det skyldes, at når en ansat er ansvarlig, bliver det nemmere at finde frivillige til at hjælpe. Og når der bliver skabt en god stemning blandt lederne og god støtte til unglederne, får børnene lyst til at komme, fordi de føler sig velkomne, bliver sete og oplever, at programmet er spændende.

Lisa Bjærre Olsen

Klubben rummer børn fra mange forskellige familier. Der er ressourcestærke forældre, som synes, børnene har godt af at høre Bibelhistorier og være i et værdibaseret fællesskab, hvor alle er på førsteholdet. Der er også familier, hvor det er den klub, de har råd til, og hvor børnene føler sig godt hjemme. Vi har også børn med diagnoser, som finder sig godt tilpasse og rummet. Her bliver diakonien omsat til praksis.

Fakta (TRyk + for at åbne)

Tirsdagsklubben – Kirkens børneklub

Målgruppe: 4 år til 2. klasse

Sogn: Hørup Sogn, Kjellerup

Provsti: Ikast-Brande

Kontaktperson: Lisa Bjærre Olsen

Telefon: 24 88 53 58

E-mail: sogn@kjellerupkirke.dk