Fortsæt til hovedindholdet
Familier og par
Tidsmaskinen

Tidsmaskinen

– selvhjælpsgrupper til enlige mødre og deres børn

Illustraton på en tidsmaskine

Tag en pause fra hverdagen, hvor tiden er din, og hvor du, sammen med andre, kan skrue tiden tilbage og sammen med andre se frem i tiden mod nye muligheder og ideer.”

Tidsmaskinen er et projekt, der er skabt og rammesat af Samvirkende Menighedsplejer, og projektet startede i 2017. I Holstebro gik byens tre menighedsplejer sammen om at starte tilbuddet op. Siden da har Tidsmaskinen været et tilbud hvert efterår.

Rammen 

Tidsmaskinen forløber over syv hverdagsaftener, én aften hver anden uge. Her mødes op til syv familier, mødre og deres børn, sammen med en gruppe frivillige: gruppeledere til voksengruppen og børneledere til børneaktiviteter. Derudover er der også et frivilligt madhold, der hver gang forbereder et dejligt aftensmadsmåltid. I forløbet er der også invitation til en aktivitetsdag for alle: nogle gange en udflugt, andre gange en hverdagsaften med et anderledes program. I år blev aktivitetsdagen en gensynsfest med pizza og aktiviteter for børnene. Det foregik 1,5 måned efter Tidsmaskinens officielle program egentligt var afsluttet; det var også en rigtig fin måde at mødes på igen.

Indholdet

Hver aften starter kl. 17.00; i år holdt vi til i Ellebæk Kirke. Først lød tonerne fra vores faste fællessang, Alberte Vindings Nydningen, kendt fra Bamse og Kylling. Det var en dejlig måde at lande på i fællesskabet igen fra hver vores respektive hverdagsliv til  aftensmåltidet for alle, både børn og voksne. Det at møde op til et hjemmelavet, varmt måltid, var en særlig luksus for os alle; dejligt nemt at komme direkte fra børnehaver, skoler og arbejde til Tidsmaskinen. Efter aftensmaden delte vi os op: mødre og gruppeledere for sig og børn og børneledere for sig.

Børnene var i år fire skønne drenge, der aldersmæssigt matchede fint to og to, hvilket gav en god balance i forhold til at forberede aktiviteter og lignende. Der er selvfølgelig meget forskellige opgaver stillet børnegruppelederne, alt efter hvilke børn og hvor mange, gruppen er sammensat af.  Hos os i år fungerede det godt  med små løb med poster, en skattejagt for eksempel rundt i hele kirken og menighedslokalerne. På den måde var gruppen af børn og børnegruppeledere hele tiden samlet, men posterne kunne stadig differentieres mellem børnene alt  efter alder og interesse. Ofte sluttede drengenes  aftenprogram af med nogle lidt roligere aktiviteter; spil/mobilspil for de store og tegning, puslespil for de yngste.

Imens var mødrene og gruppelederne samlet, hvor en oplægsholder hver gang var inviteret til at tale om et emne, der kunne være relevant for mødrene i deres situation.

Temaerne, metoderne og programmet var meget forskellige fra gang til gang: betydningen af netværk, børnekultur og tilbud på biblioteket, sorgen over at far ikke er en del af familien, livsfortællinger, mindfulness-øvelser og børneopdragelse. Oplæggene blev afholdt af fagpersoner inden for forskellige områder: socialrådgivere, psykoterapeuter, en bibliotekar og så videre.  Mødrene fik hurtigt et særligt og fortroligt forhold til hinanden, så samtalerne og spørgsmålene flød frimodigt og engageret. På den måde bliver oplæggene i kombination med erfaringsdelingen mellem mødrene en art hjælp til selvhjælp.

Det er selvfølgelig håbet, at de enkelte mødre har taget nogle nye perspektiver, en følelse af anerkendelse eller i det mindste en følelse af forståelse med sig hjem. Om ikke andet så var det i hvert fald fornemmelsen, at mødrene i løbet af den tid, de var samlet til Tidsmaskinen, nød hinandens selskab og et pusterum fra deres hverdag. Det primære formål med Tidsmaskinen er at invitere til fællesskab og vise, hvor stor betydning et godt netværk har.  

Ressourcer og planlægning

De tre menighedsplejer, der stod bag projektet i Holstebro, var Måbjerg-Ellebæk Sogns Menighedspleje, Holstebro Sogns Menighedspleje og Nørreland Sogns Menighedspleje. Vores opgave var først og fremmest at rekruttere de tre grupper frivillige (gruppeledere, børneledere og madholdet), at finde lokaler (det går efter tur i vores sognekirker), at finde familier og at lave aftaler med oplægsholdere til de pågældende aftener.

Da Tidsmaskinen blev tilbudt første gang i 2017, bistod en konsulent fra Samvirkende Menighedsplejer med diverse  vejledning og sparring og også økonomisk hjælp. Siden da har menighedsplejerne i Holstebro selv betalt udgifterne.

Forud for opstarten mødtes de frivillige ledere, både for at lære hinanden at kende og for at planlægge aftenernes forløb nærmere. For eksempel blev det  delt ud, hvem af gruppelederne, der  var ansvarlig for aftenen: denne rolle kom til udtryk ved at byde velkommen, være ordstyrer under samtalen med oplægsholder og holde øje med tiden. Børnelederne kunne også på dette møde fordele opgaver og aktiviteter imellem sig.

 

Ud af de syv aftener Tidsmaskinen forløb over, var der kun oplægsholder på fem gange, da forløbet indledtes med en opstartsaften og sluttede med en (jule)afslutning. Opstartsaftenen indledtes for voksengruppens vedkommende med et oplæg om projektet og tankerne bag dette.

Derudover skulle der denne aften være god tid til præsentationsrunde af familierne og en forventningsafstemning om gruppens interne aftaler og hensigter.

Christine Linde Najbjerg

Afslutningen, som i vores tilfælde faldt i december, bar i højere grad præg af fælles hygge for børn og voksne; her var der løb med poster rundt i kirken, hvor børnene var på hjemmebane, julehistorie og julekonfektværksted for alle. Det var tydeligt at mærke, at både mødre og drenge  nød hinandens selskab, og at de alle var kommet hinanden nær i løbet af efteråret. Som sagt mødtes vi så igen i slutningen af januar til en gensynsfest, hvor mødrenes samtale især bar præg af evaluering af Tidsmaskinen, og status på, hvordan deres liv og situationer nu så ud. Drengene  var på tur til klokketårnets top, hvorefter de så en film og spiste slik.

Fakta (TRyk + for at åbne)

Tidsmaskinen

Målgruppe: Voksne og familier 
Sogne: Nørreland, Måbjerg-Ellebæk og Holstebro
Provsti: Holstebro
Kontaktperson:  Christine Linde Najbjerg
Telefon: 23 10 96 75 
E-mail: cln@noerrelandskirken.dk