Orgelet bruser, mens de sidste rollatorer placeres ude ved siden. I korbuen er 12 stole sat op i en rundkreds, og der sidder nu seks beboere fra det lokale plejehjem, fem ressourcepersoner samt undertegnede. Salmebøgerne bliver delt ud, og jeg byder velkommen ved at give hånd til hver enkelt med ordene ”Velkommen Birthe”. Så er ”stjernestunder” i gang.
Arrangementet foregår ca. hver tredje uge, hvor to af ressourcepersoner kører bussen med max seks beboere fra Kildehøj ind til Vildbjerg Kirke, hvor vi andre er klar. Det er vigtigt, at det foregår i kirkerummet, for sammen med orgelets musik sætter det rammen og frembringer minder.
Let og fornøjelig
Flokken i korbuen er ikke så stor, men det er netop bevidst for at bevare nærværet for at give en god oplevelse. I de ca. 30-35 min., stjernestunden varer, synges ca. seks salmer – kernesalmer og årstidssalmer. Mellem salmerne har jeg min kurv med, der er fyldt med diverse afgrøder fra naturen, eller noget der passer til de forskellige højtider. Hver ting bliver vist rundt, og der bliver duftet, rørt og snakket. Vendingen ”Kan du huske?” bliver tit brugt, når der f.eks. tales om at flette stjerner til jul, sylte rødbeder eller hjælpe i marken som barn. Og tit kan der huskes, og ofte kan der ikke, men så snakker vi om, at det er jo også mange år siden… Stemningen er let og fornøjelig med dyb respekt for beboerne, der har et langt og rigt liv bag sig.
Ofte sidder en beboer i ”sin egen boble” - men den brister, når vi istemmer ”I østen stiger solen op”, og der synges med. Af og til fældes en tåre, og én, hvis øjenlåg er meget trætte, vågner pludselig og svarer ”Julerose” – da en sådan bliver vist rundt.
Lene H. Hansen
Glimt af liv
Om de kan huske noget, når de kommer tilbage på Kildehøj? Det er ikke sikkert. Men i kirken i nuet var der mange glimt af liv – levet liv og også liv i nuet. Og det er netop meningen med stjernestunder. Hver demensramt beboer har værdi, og vi kan som kirke, ansat og ressourcepersoner være med til at give stjernestunder i nuet til disse beboere. Og vi andre går også berigede hjem.
Stjernestunden slutter med versene ”Gå da frit”, og så findes rollatorerne frem, og vi taler om, hvor det nu er, vi skal hen, og at der jo snart er middag ude på Kildehøj. Bussen kører og måske er alt glemt – men det var værdifuldt, mens det var.
