Fortsæt til hovedindholdet
Familier og par
Pilgrimsvandring fra kirke til kirke

Pilgrimsvandring fra kirke til kirke

Ved Aars Kirke arrangerer vi korte pilgrimsvandringer fra kirke til kirke.

Opstartsstedet er Aars Kirke. Herfra vandrer vi ud til en nabokirke. Geografisk ligger vi et godt sted til at kunne gå korte pilgrimsvandringer ud til andre kirker i provstiet. Vores koncept er, at vi går ud og bliver kørt hjem. Kilometerantallet på vores pilgrimsvandringer ligger mellem 5 og 15 km.

Aars Kirke har også etableret et pilgrimslaug. De personer, der er med i pilgrimslauget, har forskellige opgaver i forbindelse med pilgrimsvandringerne:

  • Deltage i pilgrimsandagten i Aars Kirke
  • Sende pilgrimsvandrerne godt afsted
  • Stifinder, der har styr på kort og vejen på selve pilgrimsvandringen
  • Medvandrere på pilgrimsruten
  • Bage brød eller kage
  • Tage godt imod pilgrimsvandrerne ved den kirke, der vandres til
  • Kaffebord ved den kirke, vi vandrer til
  • Stille bil til rådighed, når vi skal hjem

Pilgrimsvandringen starter med, at vi synger pilgrimssang i Aars Kirke. En kort andagt med en bibeltekst, et par salmer og et tema for dagens vandring. Udgangspunktet for temaet kan være bestemt af kirkeåret, pilgrimsvandring eller noget af kirkens historie/inventar fra den kirke, hvor vandringen går til.

Når vi ankommer til bestemmelseskirken, bliver vandrerne taget imod af Aars Kirkes pilgrimslaug, som er kørt ud i forvejen og har dækket op med vand, kaffe/te og kage. Er vejret til det, sidder vi uden for kirken og ellers indenfor. Kirkerne er låst op efter aftale, så vi har mulighed for at kigge indenfor.

Efter kaffen slutter vi pilgrimsvandringen af med at stå op og synge pilgrimssangen ”Må din vej gå dig i møde”.

Om foråret og efteråret ligger pilgrimsvandringerne om eftermiddagen på lørdage eller søndage kl. 13.00. I sommerperioden ligger vandringerne om aftenen kl 18.30.

Fakta (TRyk + for at åbne)

Pilgrimsvandring fra kirke til kirke

Målgruppe: Børn, unge, voksne, ældre (der kan vandre det givne antal km)
Kirke: Aars
Provsti: Vesthimmerland
Kontaktperson: Kirke- og kulturmedarbejder Marianne Klausen
Telefon: 20 21 79 06
E-mail: kirkeogkulturmedarbejder@aarskirke.dk