Fortsæt til hovedindholdet
Voksne
Morgenvandring

Morgenvandring

En gåtur, der er mere end bare en gåtur.

Karen Stubkjær på morgenvandring

Karen Stubkjær på morgenvandring

Vi begyndte i august 2018. Vi var 2 eller 3. Så 5 eller 6. Nu er vi 9 eller 12, der mødes fredag morgen kl. 7.45 i ulige uger og går 5,6 km rundt om Søndersø i Viborg.

Vi mødes på gangstien neden for Golfhotellet/Viborg Kunsthal. Vi hilser på hinanden, efterhånden som vi kommer. Når vi har hørt Domkirkens kvarterslag, samles vi i en rundkreds, hvor vi lige får sat et fornavn på, hvem hinanden er. Jeg siger et par ord (uden manuskript! – men godt forberedt) og knytter det til  årstiden eller kirkeåret. Fortæller måske ganske kort, hvilken søndag vi har foran os, og siger lidt ud fra en af søndagens læsninger. Jeg holder fast i en enkelt sætning. F.eks. op til Midfaste søndag: ”Jeg er livets brød”. Hvad mener Jesus, når han siger sådan? Hvad har vi brug for? – ud over det, vi putter i munden?

Stilhed undervejs

Så fortæller jeg, hvordan turen vil forløbe. At der vil være en stilhed undervejs, som jeg beder om vil blive overholdt – for hinandens skyld. Siger også, at vi vil vente på hinanden et par steder. Så ingen behøver skynde sig. Og så går vi. Vi holder godt ind til siden, for der er mange cykler på stien her før kl. 8.

Først taler vi sammen, som vi nu har lyst til det. Ved broen neden for ”Sønæs” standser vi og synger en salme, jeg har med i lommen. Her gentager jeg den sætning, vi hørte fra vandringens begyndelse. Herefter går vi stille – til vi når om på den anden side af søen, hvor vi samles ved broen der. Når gruppen er samlet, kan det måske være oplagt at spørge: er der nogen, der vil dele med os, hvad de gik med af tanker undervejs? Her op til Midfaste, hvor vi gik med spørgsmålet om ”livets brød” og ”hvad du har brug for”, sagde en: jeg har brug for håb. Men måske er vejret slet ikke til sådan at standse alt for meget op.

Så går vi igen, taler sammen – som vi nu vil eller ikke vil. Jeg går nogen gange efter at komme til at tale med en, jeg ikke har mødt før. Når vi er turen rundt, samles vi igen i en rundkreds og siger tak for i dag. Vi tager hinanden i hænderne og ønsker hinanden ”Fred og alt godt”. Og så er klokken blevet sådan lidt over 9.

Ikke bare en gå-tur

Når jeg begynder med at sige, at det ikke bare er en ”gåtur”, så er det fordi, jeg lægger et par ”gode ord”, en salme og en stilhed ind i vandringen. På den måde bliver den for mig en mini-pilgrimsvandring. En vandring, hvor vi kan blive bevidst om, at vi ikke går på vores livs vej alene, men har både Gud og hinanden at følges med. Og at det netop kan vise sig at være livets allermest fundamentale ”brød”.

Det er folk af mange slags, der deltager. Vi har indtil nu været højst 12 på en vandring, men omkring 20 forskellige har været med. Flest kvinder. Mest efterlønnere og pensionister, men også nogle, som har en fridag eller kan møde sent. Aldersgruppen har været 45-78 år, vil jeg tro. Jeg gør mig tanker om, at dette vandrefællesskab kunne blive til mere, så vi kan tage på længere vandringer sammen.

Fakta (TRyk + for at åbne)

Morgenvandring

Målgruppe: Alle, der har tid, lyst og ben til det (man skal ikke være nogen supervandrer)

Sogn: Udgangspunkt i Vestervang Sogn, men åben for alle

Provsti: Viborg Domprovsti

Kontaktperson: Sognepræst Karen Neergaard Stubkjær

Telefon: 21 30 38 40

E-mail: kjns@km.dk