Der har været mellem 10 og 25 børn hver sæson, en sæson er 10-12 gange efterår og ligeså forår. Da det er små børn, vi henvender os til, skal de fragtes af forældrene, og tidspunktet er derfor sidst på eftermiddagen. Vi har haft det så sent som 16.45, men det optimale er som nu, hvor det er 16.00 – 17.00. Så kan forældrene lige nå det, og børnene er ikke for trætte.
Bevægelse
Selv om det hedder KOR, er det væsentligste formål ikke at optræde, men at have gode timer sammen, når vi øver. Vi har et bredt repertoire, vi laver opvarmning, vi øver rytmer for sjov og laver mange fjollede ting til sangene. De fleste sange handler om det kristne budskab, men vi bruger også andre sange, fordi de egner sig godt til aldersgruppen og til at børnene får bevæget sig meget.
Børnene synger med så godt, de kan – hvis en af dem er træt, sidder han eller hun blot og lytter, mens de andre synger, laver fagter eller danser. Man kan godt være med, selv om man ikke kan lide at være på hele tiden eller er lidt træt en dag.
Koret optræder ca. en gang pr. sæson til en spaghettigudstjeneste, men det er måske nærmere at være forsangere end decideret at optræde – vi kalder det ”medvirker”, og der kommer de glad og gerne og har familien og undertiden også bedsteforældre med. De er meget stolte af, at de så spiser gratis med bagefter.
Alle bliver set og hørt
I nogle sæsoner optræder de også for forældre, søskende og bedsteforældre eller på plejehjemmet eller til et andet arrangement, men det er langt fra reglen.
Vi gør meget ud af, at den enkelte bliver set og hørt – bl.a. med navnesange, og når vi spiser kiks midtvejs (to tuc kiks pr. barn og et glas saftevand). Vi har ingen optagelseskrav, holder dog fast på minimumsaldersgrænsen, så vi ikke pludselig har meget små børn med. Fra 3. klasse kan de være med i kirkekoret, så der har vi noget at tilbyde, hvis de gerne vil fortsætte.
På det seneste har vi indført en kort bibelgenfortælling, mest fordi vi fandt ud af, at de gerne vil sidde bare og lytte lidt også – så kobler vi historien sammen med en kendt eller en ny sang og laver også en lille kropslig aktivitet bagefter, hvor vi f.eks. leger, at vi leder efter den mønt, kvinden ledte efter.
Jeg har som sognemedhjælper, der ikke kan spille noget instrument, været den gennemgående ansvarlige gennem alle årene, og jeg har stået for logistikken og har også fundet mange af sangene, vi bruger. I perioder har jeg ikke haft nogen med på klaver, da det har været afhængigt af en frivillig, som har haft et par sygeperioder. Så har jeg brugt forældrehjælp for at have hænder nok, og jeg har benyttet playback eller har bare sunget løs. For et år siden fik vi ny organist, og det er nu med i organistens stilling, at denne skal være med til Rytmisk Børnekor.