Havet bruser, marehalmen vejer i den barske vestenvind og store lyngarealer breder sig ud over hedelandskaberne.
Naturen har en central plads i det midt- og vestjyske - og det gælder også ved kirker og kirkegårde, der tager form efter det landskab, de er en del af.
Det mærker man i helt nye filmoptagelser fra kirker og kirkegårde over hele stiftet. Siden august 2024 har vi været rundt itl 25 forskkelige steder i landsdelen med det mål at kunne vise de smukkeste natur- og kulturoplevelser ved kirkerne i Midt- og Vestjylland. Udstyret med en iPhone, en drone og et såkaldt timelapse kamera, som har filmet dag og nat i 10 dage på hvert sted, prøver vi at vise det liv, der lever og ånder på de særligt udvalgte steder. Til sammen giver det nogle smukke optagelser af årets gang i Viborg Stift, der sætter tanker og nervesystem i ro. Tag med på en rejse rundt i stiftet, der leder dig fra Trans Kirke ved Vesterhavet til storslået arkitektur ved Baunekirken i Tjørring og smukke skovområder ved Vejrum Kirke i øst.
Midt- og Vestjylland taler med naturens stemme. Mellem kirker og kirkegårde folder årstiderne sig ud stille, storslået og sanseligt. I et år har vi fulgt denne fortælling.