To priser til det gode initiativ i Folkekirken
For anden gang uddelte Viborg Stiftsråd “Hans Tausen initiativprisen”. Det skete i selskab med over 200 festglade mennesker der var samlet fra folkekirken i hele Viborg Stift til stiftsmenighedsstævne.
Folk har kunnet indstille enkeltpersoner, menighedsråd, grupper og organisationer der arbejder for folkekirken i stiftet. I år var valget svært, og endte med at man delte prisen til to ildsjæle. De fik hver 5000 kroner og motiverende ord med fra stiftsråd og biskop.
SPIL I KIRKEN
Sognepræst Carsten Riis Jensen fra Møborg fik prisen for sit projekt: ”Gamificering af kirkelig undervisning”
-Gamificering, er at gøre undervisning til en leg, forklarer prisvinder Carsten Riis Jensen.
Det er elementer vi kender fra brætspil og computerspil som jeg har overført til læring. Det gør at unge bliver motiveret.
En glad Carsten Riis Jensen fik samtidig disse ord på vejen af biskop Henrik Stubkjær:
-Du har vist vovemod og iderigdom overfor en målgruppe hvor kirken står svagt. Du har i årevis udvist vilje til at tænke kirken ind i moderne sammenhænge. Med projektet Gamificering af kirkelig undervisning, giver du næste generation en stemme og en platform ind i kirken, og giver samtidig kirken et nyt sprog.
EN HOPPEKIRKE
Fonnesbæk menighedsråd havde indstillet deres kirke og kulturmedarbejder Tina Bøcher Fogdal til prisen, for hendes ihærdige arbejde og især et projekt faldt i øjnene hos priskomiteen; en oppustelig hoppekirke.
-Det er jeg rigtig beæret og taknemlig over, fortæller Tina Bøcher Fogdal. Især fordi det var menighedsrådet der indstillede mig til prisen.
-Kirken har brug for noget der kan synliggøre os i bybilledet. Vi vil så gerne være der, men det bliver ofte bare plancher.
Projekt hoppekirke, fascinerede priskomiteen og Henrik Stubkjær forklarede hvorfor.
-Kirken er her tænkt ind i et legende univers. Tina Bøcher Fogdal formår at placere kirken i lokalsamfundet på nye måder. Med noget så almindeligt som en hoppeborg, finder man kirken på en ny måde, igennem en leg alle kan forstå. I dette univers introducerer hun en hoppekirke, som er gennemtænkt ned til mindste detalje.
Tina Bøcher Fogdal havde sendt hendes menighedsrådsformand til at tage imod prisen, da hun selv fejrede sin 50 års fødselsdag på dagen.
FOKUS PÅ DET GODE INITIATIV
Med Hans Tausen-Prisen ønsker Viborg Stiftsråd at skabe interesse for og øge kendskabet til de mange gode kirkelige initiativer og ideer, som findes i folkekirken i Viborg Stift. Initiativerne kan på den måde blive til fælles inspiration og gavn for alle i hele stiftet.
Hans Tausen-Prisen blev uddelt første gang i 2017 og uddeles hvert andet år. Prisen består af både et diplom og 10.000 kr, som modtageren kan anvende frit efter eget ønske.
Projekt Gamificering af kirkelig undervisning
Projekt Hoppekirke
FAKTA
Viborg Stiftsråd består af menighedsrådsmedlemmer udpeget af hvert provsti. Desuden udpeget 1 provst og 3 sognepræster. Biskoppen og domprovsten er fødte medlemmer.
Stiftsrådet har blandt andet til opgave at inspirere menigheder og biskop.