Henrik Dahlin, sognepræst i Christianskirken i Sønderborg
Af Lene Kjældgaard, Haderslev Stift
For Henrik Dahlin var tro og kristendom ikke en stor del af barndommen, men noget, der er kommet til gennem gradvis erkendelse og studier af de store tænkere og teologer. Først ville han være ornitolog, sidenhen statskundskaber og endnu senere jurist. En tur forbi historiestudiet på Aarhus Universitet blev det også til, før han fandt sig til rette i teologien.
- Da jeg først fik tanken om at blive præst, faldt den mig egentlig ret naturlig, men jeg kæmpede nogle år med at formulere min kristne tro for mig selv og for andre, da jeg ikke kom fra et hjem, hvor kirke og kristendom fyldte meget. Jeg fik bl.a. hjælp til at formulere mig ved at læse Kierkegaard, Johannes Sløk og Jakob Knudsen og ved at komme til Tidehvervs sommermøde og i Studenterkredsen, fortæller Henrik Dahlin.
Han blev uddannet som teolog fra Aarhus Universitet og færdig ved Pastoralseminaret i samme by i 2021. Efter en deltidsstilling som præst i Aarhus Stift blev han i 2022 ansat som sognepræst i Sønderborg.
Hvilke tanker havde du gjort dig om, hvilket type præsteembede du ville gå efter?
- Jeg sad i menighedsrådet i Vor Frue Kirke i Aarhus, mens jeg læste. Derfor var jeg præget af et storbymiljø og gik efter at blive præst i en større, dansk provinsby. Jeg kiggede b.la. på Haderslev og Fyens stifter, dels fordi min partner kommer fra Fyn, dels fordi Sønderjyllands historiske miljø og kultur tiltalte mig.
Hvilken type stillingsopslag var attraktive for dig som ansøger?
- De bedste opslag, jeg læste, var ikke nødvendigvis korte, men de var meget præcise og konkrete omkring de opgaver, menighedsrådet syntes, præsten skulle tage sig af. Der blev fremhævet nogle bestemte indsatser blandt de opgaver, som man forestillede sig, at præsten kunne lægge vægt på. Det gjorde et godt indtryk på mig, at menighedsrådet havde tydeliggjort i opslaget, at man f.eks. fokuserede på arbejdet med børn og unge eller søgte en meget teologisk kyndig præst, der ville arbejde med prædiken og arbejde for, at gudstjenesten blev noget, man kunne tale med menigheden om bagefter.
- Det betød noget, at man havde gjort sig umage med at klarlægge, hvilke indsatser der især var vigtige. Jeg tror, det er en stor fordel i en rekrutteringsproces, at menighedsrådet alvorligt har overvejet, hvad de gerne vil have, en præst først og fremmest skal kaste sig over. Hvad enten det er arbejdet med børn og unge, de ældre, voksenundervisning eller højmessen. Og også, at menighedsrådet forsøger at identificere, hvem de er teologisk, og hvilken forkyndelse de godt kan lide. Det giver ansøgeren noget at forholde sig til. Og det gør jobbet mere spændende for os, der går efter at passe sammen med vores menigheder.
- Til slut synes jeg også altid, det er attraktivt, når menighedsrådet skriver, at det vil give præsten udfoldelsesrum og frie hænder til at definere sit virke. På den måde signalerer menighedsrådet både, at det vil noget, men også at den rigtig kandidat til embedet vil nyde en stor grad af tillid.
Var der nogle opslag, der skræmte dig væk i din jobsøgningsperiode?
- Jeg var til flere samtaler, før jeg landede i Sønderborg. Derfor har jeg læst en del jobopslag. Nogle gange kunne jeg godt mærke, at man forventede, præsten ville gå ind i samtlige udvalg. Det lød alt for stressende. Det i sig selv var afskrækkende for mig. Omvendt syntes jeg, det var positivt, hvis menighedsrådet afsatte plads til at beskrive sit samarbejde og miljøet i kirken. Jeg ved fra min tid som menighedsrådsmedlem, at der ER problemer mange steder. Så jeg ville synes, det var betænkeligt, hvis der slet ikke stod noget om miljøet i kirken eller samarbejdet i et opslag.
Hvor meget betød præsteboligen for dig?
- Den betød meget, og jeg ville gerne bo i præstebolig. I den forbindelse var det vigtigste for mig, at menighedsrådet var udførlig i beskrivelsen af præsteboligens stand og specifikationer. Men også meget gerne tilkendegav, at de er lydhøre: At man som menighedsråd er åben over for en ny præstefamilie og deres individuelle ønsker til ændringer. Det gav mig som ansøger en tryghed at vide, at der er mulighed for at rykke på nogle ting, så man ikke skulle føle sig forlegen ved at spørge, om tingene eventuelt kan laves på en anden måde.
Hvordan var ansættelsesprocessen omkring dit nuværende embede i Sønderborg?
- Jeg faldt for Sønderborg på grund af beliggenheden ved vandet og det historiske miljø. Kirken ligger meget smukt og mindede mig med sine gule mursten om Aarhus Universitet, hvor jeg boede på campus i studietiden. På den måde var det æstetikken og rammen, der drog mig mere end selve stillingsopslaget. Opslaget var ret tilforladeligt. Jeg var glad for, at jeg havde set kirken på forhånd og haft en uformel samtale med menighedsrådet, for under selve samtalen var der ikke udarbejdet spørgsmål på forhånd eller udpeget en tovholder til at styre samtalen. Nu er jeg selv glad for at snakke, men det kan godt være et pres, at man som ansøger selv har bolden og ansvaret for at sige noget i et rum med 16 mennesker.
Er der ellers noget, der har overrasket dig positivt eller negativt i din ansøgningsproces?
- Jeg har observeret, at det at være præst i et flersognspastorat sjældent er uden problemer, fordi der er stærke, lokalpatriotiske strømninger i de sogne, der er blevet tvunget til at dele præst, men fortsat beholder individuelle menighedsråd. Derudover oplever jeg i mit nuværende embede, at der er blevet gjort rigtig meget for at få mig godt i gang. Det har været i særklasse godt. Menighedsrådet har vist mig velvilje hele vejen igennem. Det har mødt op til alle de forskellige dele, der var en del af min ansættelsesproces, kommet til min indsættelse, spurgt ind til mig i det daglige og virket interesserede. Der er jeg som ansøger blevet bekræftet i, at menighedsrådet synes, det har valgt den rigtige præst og glæder sig til samarbejdet.
