Fortsæt til hovedindholdet
Seniorkonventet
Kommissorium

Kommissorium 

Seniorkonventet for pensionerede præster, ægtefæller og præsteenker i Viborg Stift

FORMÅL

Seniorkonventet blev stiftet den 25. november 1997 under navnet Stiftskonventet for pensionerede præster, ægtefæller samt præsteenker i Viborg Stift.

Forud for dette møde var der rettet henvendelse til biskop Karsten Nissen for at drøfte, om det var muligt at etablere et sådant konvent i lighed med et tilsvarende konvent i Aarhus Stift. Biskoppen var meget imødekommende, hvorefter Stiftskonventet blev oprettet.

Det blev besluttet at afholde 2 konventer årligt i Viborg som eftermiddagsmøder med et foredrag primært af teologisk eller kirkekunstnerisk art eller med et præstefunktionsrelateret indhold. Desuden blev konventet tillige etableret for at værdsatte det sociale samvær, idet flertallet kendte hinanden fra den aktive præstetid.

De 2 årlige konventer har fortsat ovenstående formål, men er ændret til, at konventet i maj er et heldagsmøde med biskoppen som medarrangør, og hvor det sociale samvær er udvidet. Konventet i oktober er et eftermiddagsmøde primært bestående af foredrag.

Ved konventet i oktober afholdes der hvert andet år (ulige årstal) tillige en kort ”generalforsamling” med valg af 2 medlemmer til et udvalg valgt af konventet. Udvalget, der primært tilrettelægger konventerne, består i alt af 4 udvalgsmedlemmer, der vælges for 4 år ad gangen. Man vælges og afgår på skift 2 ad gangen (se Kommissorium).

Seniorkonventet er efter biskop Henrik Stubkjærs forslag omdannet til et stiftsudvalg under Viborg Stiftsråd, godkendt af Stiftsrådet den 26. august 2021.

Det er glædeligt, når nye tilkomne fra målgruppen ønsker at deltage i konventet. Selv om der hver gang er en god flok samlet, er der altid plads til flere deltagere. Der er ikke udgifter forbundet med at deltage. Det er ikke et medlemskab med kontingent, og stiftet betaler fortæringen.    

Man kan sikre sig at modtage indbydelse ved at sende sin mailadresse (ikke KM-adressen) til Aage Nielsen (konventets sekretær): aatn1941@gmail.com

LEDELSE

Konventet ledes af et udvalg på 4 medlemmer, valgt i og af kredsen, der er defineret under pkt. 1.

Valgperioden er normalt 4 år, dog kan et udvalgsmedlem når som helst bede sig fritaget for hvervet, når vedkommende skønner det nødvendigt. Et nyt medlem kan vælges for resten af det udtrådte medlems periode.

Valget finder normalt sted ved konventet i oktober måned på alle ulige årstal. Man vælges og afgår på skift 2 ad gangen.

Seniorkonventet indgår som et stiftsudvalg under Viborg Stiftsråd.

 

ØKONOMI

Til dækning af Seniorkonventets udgifter ansøger udvalget årligt om tilskud fra Viborg Stiftsråd.

Udvalgets bogholderi føres af Viborg Stiftsadministration i samråd med Seniorkonventets økonomiansvarlige.

 

Vedtaget af Viborg Stifts Seniorkonvents udvalg den 17. marts 2021

Godkendt af Viborg Stiftsråd den 26. august 2021

 

Karl Georg Pedersen                                                      Vagn Ove Høgild

Formand for Viborg Stiftsråd                                        Formand for Viborg Stifts Seniorkonvent

 

Se det underskrevne kommissorium