Ja, påsken gør noget ved alle, som har modet til at åbne sig. Svend Brinkmann valgte i år at sende en påske hilsen til alle på Facebook - her kort efter, han i et år havde forsøgt at leve med Gud, dog uden at finde ham som Gud. Han er stadig agnostiker.

I sin påske hilsen skriver Brinkmann:

”Det er ikke let at tro, at man kan opstå fra de døde. I hvert fald ikke for mig. Men måske er det centrale i påsken heller ikke denne overnaturlige fortælling, men derimod troen på, at tilgivelsen kan vinde over hævnen, sandheden over løgnen, barmhjertigheden over nådesløsheden og den ubetingede kærlighed over opportunismen.

På trods af alverdens svig, tab og skuffelse opstår hele tiden muligheden for at gøre det rette, selv når det ser sværest ud. Måske var det, hvad tømrersønnen fra Nazaret mente med, at man skal elske sine fjender, vende den anden kind til og drage omsorg for de foragtede og udstødte? Man skal ikke gøre det rette for at vinde beundring, men fordi det er det rette. Det kan ingen af os leve op til altid, men vi kan næppe heller leve uden at forsøge. Ellers er der kun kynismen, opportunismen og selvkærligheden tilbage. I mine øjne er dette påskens centrale budskab for troende såvel som hedninge. God påske til alle!” 

”Det er ikke let at tro, at man kan opstå fra de døde”. Deri har Brinkmann så evigt ret. Se blot på kvinderne ved graven - for slet ikke at tale om disciplenes reaktion. Det er heller ikke let at tro på kærligheden midt i en verden med krig, ondskab og brudte relationer. Eller at bevare tilliden i en verden, hvor vi så ofte oplever svigt og vores manglende evne og vilje til at sætte ind, der hvor det virkeligt er nødvendigt.

Men på trods af dette blev det påske igen i år! 

Gør for alt i verden ikke påsken for lille! Brinkmanns påske hilsen er interessant på mange måder. Han fanger jo spændingen, som er indlagt i påsken – den spænding, der gør, at tilgivelse kan overvinde hævn, sandhed over løgn og barmhjertigheden over nådesløsheden. Men påsken er mere end det. Påsken er ikke alene etik – den er proklamation: Livets sejr over døden! Og derved får etikken retning, og vi får fornyet kraft, hver gang vi fejler! 

Eller som nu afdøde teologiprofessor Theodor Jørgensen sagde det:

”Det afgørende er at fastholde Jesu opstandelse som en begivenhed. Det skete! Den er bare en begivenhed af en anden art end en historisk. Den er evighedens nedslag i tid og rum og kan som sådan ikke afledes af en historisk årsagssammenhæng. Den bryder med tid og rum, og den foregriber tidernes ende, både når tiden er slut for den enkelte og når den er slut for verden.”

Store Bededags afskaffelse som helligdag i Danmark

Så står vi foran fejringen af den sidste Store Bededag som officiel helligdag. En magtfuldkommen regering satte sin vilje igennem på trods af modstand fra alle retninger i folkekirken. Som Hans Jørgen Lundager skrev i en kronik, så har magthaverne altid udplyndret kirken – rigdomme og jord. Og nu, hvor vi ikke har mere af det, så går man efter det sidste, vi har: tiden. En helligdag er tid til fordybelse og refleksion. Men det er blevet en luksus, vi ikke længere har råd til ifølge regeringen. Måske er en befolkning, som får tid til fordybelse og refleksion også sværere at styre for et politisk system, som gennem de seneste år er blevet stadig mere lukket og topstyret. Hvor 70 % af befolkningen ifølge diverse meningsmålinger gik imod en afskaffelse af Store Bededag, gik 100% af politikerne i regeringen ind for afskaffelsen – de selvsamme politikere, der blot en måned tidligere var blevet valgt som repræsentanter for vores folkestyre. Man må sige, at dekoblingen til egne vælgere kan gå meget hurtig i dag. 

Afskaffelsen af Store Bededag rejser en række spørgsmål, som vi i bispegruppen og ved den samtaledag, vi afholdt sammen med Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Præsteforeningen og Provsteforeningen holdt i forbindelse med bispemødet i forrige uge, arbejder videre med:

Vi må se nærmere på Grundlovens § 4: ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Kan en ensidig fjernelse af en kirkelig helligdag rummes indenfor begrebet ”understøttelse”? Med definitionen af folkekirken som ”evangelisk-luthersk” vedkender staten sig det evangelisk-lutherske trosgrundlag. Her altså også Confessio Augustanas §28, hvor Melanchton udlægger Luthers 2-regimente lære. Her slås det fast om staten, at den ikke kan være forkyndende. Forkyndelsen er kirkens område. Kan staten så egenhændigt fjerne en helligdag, der er en del af kirkeårets forkyndelse? Den lutherske forståelse af tilsynet (episkopé) – kan det rumme, at en sekulært valgt kirkeminister hæver sig op til en form for ”ærkebiskop” og trumfer udlægningen af evangelisk-luthersk lære? Har vi stadig en skelnen mellem indre og ydre anliggender i den fælles forståelse af vores kirke mellem jurister og teologer? Og kan en ændring af en kirkelig helligdag begrundes med behovet for øgede militærudgifter og behov for øget arbejdsudbud - og fortsat betegnes som en ”understøttelse af folkekirken”?

Samtidig kalder en afskaffelse af Store Bededag på en kirkelig besindelse på det, som er det egentlige anliggende: nemlig det at kalde til bøn. Store Bededag blev indført i 1684 som en samling af flere mindre bededage. Kongen lagde den her i begyndelsen af maj, fordi han på den tid drog ud på sit sommertogt rundt i riget. Og det ville så være passende, at man i alle kirker kunne bede for kongens rejse!

Store Bededag har haft mange accenter. I krisetider - f.eks. under de to verdenskrige - blev det en dag, hvor man særligt bad for landet, folket, friheden og freden. I de senere år er Store Bededag i mange kirker blevet den store konfirmationsdag. Men netop i denne tid, hvor rigtig meget er i forandring, hvor vi igen oplever krig i Europa, og hvor mange oplever en stadigt mere presset hverdag, er der brug for sådan en dag, hvor der sættes fokus på bøn, refleksion og fordybelse. 

Bønnen er helt grundlæggende i vores liv. Dagligt beder vi hinanden om hjælp. Idet vi gør det, anerkender vi den andens værdi og vores egen afhængighed af andre. Og når vi i bønnen retter os imod Gud, så gør vi verden større. I bønnen åbner vi os for underets mulighed, håbet næres, og vi sættes i en større virkelighed - med Gud og den øvrige skabning. Hvor har vi brug for bønnens rum, ikke mindst som præster. Det rum, hvor vi slipper os selv som altings centrum og åbner os imod en større virkelighed – mod Guds tiltale. ”Det er ikke let at tro, at man kan opstå fra de døde”. Det skal vi tilsiges, og denne tilsigelse sker i bønnens rum.  I bønnen dannes vi som mennesker. Her forenes det splittede. Herfra sendes vi ud i verden med et større perspektiv end os selv. 

Det var, hvad nyligt afdøde biskop Martin Lönnebo brugte sit liv til at fordybe sig i – han, der både blev ophavsmanden til Kristuskransen og lysgloben. I en nekrolog skriver Peter Halldorf således om Martin Lönnebos bøns forståelse:

”Enhet förblev det viktigaste ordet av alla för Martin Lönnebo: ”Kyrkans inbördes enhet, Kyrkornas enhet, Gudssökande människors enhet, Människans enhet, Livets enhet, Varats enhet, Guds enhet.” Allt i kristendomen, sa han, syftar till enhet med Fadern genom Kristus i den helige Ande. De olika språkens isolering från varandra såg han som ”det onda mönstret i kristenheten”, och därför kyrkosplittringens främsta orsak. Alla som förunnats att slå följe med Martin Lönnebo har lärt sig att, växelvis, tala olika språk: handlingens, liturgins, lärans och framför allt erfarenhetens. För att till sist trevande börja stava på den mogna människans språk, hon som finner anknytningspunkter hos alla, blir någon att identifiera sig med för alla, eftersom hon talar enhetens språk. Visionen av evangeliet som den sanna universalismen var Martin Lönnebos stora gåva till oss. Vid hans fötter skedde tillvänjningen till det språk han själv behärskade intill fulländning. Så var han, i sin person, tecknet på framtidens kyrka, ”där man inte behöver orda om ekumenik därför att den är självklar”, som han uttryckte det. På vägen mot den framtiden lärde fader Martin oss att be: ”Herre, låt mitt hjärta bli en härd för visdomens och kärlekens eld.”

Klik på videoen og se præst Troels Laursens tanker om bønnen, der kommer som et bonus afsnit til dette års påskekalender som er produceret af Viborg Stift.

Store Bededag er fjernet som helligdag. Men jeg vil opfordre alle sogne til at fortsætte fejringen af Store Bededag. Det kunne være i form af en aftengudstjeneste torsdag eller fredag med efterfølgende fælles kaffebord med varme hveder. 

Et jubilæum

Og så vil jeg her til sidst blot gøre opmærksom på, at vi her i Viborg Stift også markerer 75 året for de første kvindelige præster. Da Helga Jensen blev ansat som præst i Skive, var hun den første kvindelige præst i Jylland. Og hvor har det beriget vores kirke, at mange flere fulgte efter. Flere – særligt kvindelige præster – har spurgt, om det nu også er noget at fejre. Vi fejrer jo heller ikke jubilæum for de første kvindelige læger eller advokater. Men personligt mener jeg, at det er noget at fejre, og som mange kirker i andre lande misunder os. At både mænd og kvinder kan være præster, styrker den kristne embedsteologi, og det er en velsignelse for vore menigheder. 

Når det så er sagt, så er jeg enig med Carsten Haugaard Nielsen fra Christianskirken i Aarhus, når han på Facebook spørger, om tiden ikke er inde til, at vi stopper med at tale om kvindelige og mandlige præster - og blot taler om præster!

Fejringen af 75-års jubilæet i Viborg Stift er den søndag den 11. juni med gudstjeneste i Domkirken kl. 10.00 og efterfølgende oplæg, der perspektiverer begivenheden (Se program og tilmelding her: 75 års jubilæum for kvindelige præster | viborgstift.dk)

Med ønsket om alt godt

Henrik Stubkjær