Fortsæt til hovedindholdet
Biskoppens nyhedsbrev
Nyheder
Henrik Stubkjær på talerstolen

Et vigtigt valg venter

Nyhedsbrevet for juni måned er et sammendrag af biskop Henrik Stubkjærs tale til dette års stiftspræstestævne.

Af biskop Henrik Stubkjær

Trivsel 

Folkekirken har været igennem den store trivselsundersøgelse, som viste både godt og skidt. Især slog vi voldsomt negativt ud i forhold til en arbejdskultur med mobning.  

Undersøgelsen viste, at der var stor tilfredshed med ansvaret og friheden i ens arbejde i folkekirken. Og et stort antal ville anbefale kirken som arbejdsplads. Det er positivt. 

Og så slog vi negativt ud på mobning, der var endda omkring 20 indberetninger om seksuel- eller anden form for chikane eller overgreb. Undersøgelsens resultater bliver taget meget alvorligt politisk og af vore s ministerium. Man har henvendt sig til alle dem, som har indberettet overgreb, hvis de har tilkendegivet deres navn. Et stort antal viste sig at være fejlindberetninger. Men de resterende er der fulgt op på. Man følger indsatsen i stifterne tæt.  

Desværre kan man ikke se resultaterne for de enkelte stifter. Men vi har her i stiftet allerede fulgt op på det: 

Vi har gennemført en anonym undersøgelse blandt præster i samarbejde mellem tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og provster og stift (med hjælp fra Rambøll). Der er fulgt op i hvert enkelt provsti, og der er kommet positive evalueringer. 

Stiftsudvalget for psykisk arbejdsmiljø har lavet flere kursus aftener om samarbejde, det gode møde m.v. på tværs af ansættelseskategorier 

På stiftspræstestævnet inviterede vi alle menighedsrådsformænd og kontaktpersoner for   sammen at få taget hul på arbejdet med at udvikle vores trivsel. 

I september/oktober, når vi ved, hvem der kommer til at sidde i de nye menighedsråd, vil vi invitere alle de nye menighedsråd, præster og ansatte til et webinar, hvor der vil blive givet oplæg og lagt op til samtaler om trivsel i de enkelte sogne – og så kan man vælge at lave noget socialt sammen lokalt bagefter, som for eksempel at spise sammen.  

Trivslen i sognene kan kun forbedres i et teamwork mellem både menighedsråd, præster, ansatte og frivillige. 

Menighedsrådsvalg 

Vi står overfor et af de vigtigste menighedsrådsvalg i folkekirkens historie – for første gang hører vi fra rigtig mange steder, at generelt kniber at finde kandidater til vore menighedsråd. Det er et problem for hele folkekirken. Hvis ikke menighedsrådene fungerer, går det ud over både evangeliet, arbejdsmiljø og vores kirker og lokalsamfund rundt i stiftet, for vi er en kirke, der er bygget op fra neden. Det er den sande forståelse af kirke i en luthersk sammenhæng. Vi skal myndiggøre lægfolket, for de er kirkens levende stene. 

Teologi for voksne 

I denne myndiggørelse gøres et fantastisk arbejde rundt i sognene – ved prædikener og ved forskellige kirkelige arrangementer. Vi har på stiftsplan systematiseret indsatsen gennem tilbuddet om teologi for voksne. Der er nu tre hold igennem og vi har startet et overbygningshold, som har en lidt mere foredragsagtig karakter. Ialt er der mere end 100 aktive studerende, som går til den! 

Jeg mener, at dette arbejde, kan ses i forlængelse af den nye strategi som Det Lutherske Verdensforbund har vedtaget på deres seneste rådsmøde, hvor man vil arbejde videre med Luthersk identitet. Her kunne vi som nordisk region gå sammen og udvikle netop undervisningen af lægfolk – til gavn for andre regioner. 

Studieorlovs rapporter 

Vi havde egentlig en ide om, at udgive præsternes studieorlovsrapport som et lille hæfte. Men har i stedet valgt at få de enkelte rapporter lagt op som et online bibliotek på vores hjemmeside. Her vil der være rigtig megen god læring at hente for os alle. 

Diakoniprojekt 

Udrulningen af Kirkens sociale arbejde til de udvalgte 6 kommuner og 8 provstier er i fuld gang. Det er spændende at følge og et nybrud for kirken. Samtidig er det også nyt, at så stor en fond støtter decideret kirkeligt arbejde. Stiftsrådet har afsat 1 mio. kr. til projektet over 4 år, og der er nedsat en styregruppe hvor også A.P. Møllers fond deltager med en repræsentant. Projektet skal hjælpe med at gøre tærsklen mellem kommuner og folkekirken lav, og er et pilotprojekt for hele landet. 

Udvalget vedr. ændringer til menighedsrådsloven

Spørgsmål og forslag til ændringer er sendt til præster og menighedsråd i e-boks. Det er nu man har chancen for at byde ind og få en reel debat om en mulig ændring. Også der, hvor I oplever forhindringer for nye initiativer. Bodil Abildgaard sidder med i styregruppen, så I er meget velkomne til at kontakte Bodil, hvis I har spørgsmål eller mangler lidt vejledning.  

Udvalget vedr. bæredygtig finansiering af folkekirkens fællesopgaver

Det er et udvalg som jeg sidder med i. Opgaven er at se på en bæredygtig økonomi for fællesfonden En ny finansieringsmodel, da fællesfonden ikke kan løfte opgaverne. Vi skal se på præstenormering, og skal lave en model for middelalderkirker, som menighedsrådene ønsker at tage ud af drift og afhænde - og så skal vi se på udligningsordningen. Det er store emner, som skal drøftes og der skal laves forslag til handling på dem inden et år.  

Vi mødes hver anden uge en hel dag i København og det siger sig selv, at det også vil kunne mærkes her i stiftet, at jeg deltager i dette arbejde, men jeg gør hvad jeg kan for at være til rådighed, også for akutte opgaver her.