Barselsvikar ansat i Rind-Kollund og Arnborg-Fasterholt Pastorat
Dorte Bille tiltræder stillingen den 20. december 2023
Dorte Bille er pr. 20. december 2023 ansat som konstitueret sognepræst, barselsvikar i Rind-Kollund og Arnborg-Fasterholt Pastorat, Herning Søndre Provsti.
Viborg Stift ønsker Dorte Bille stort tillykke med ansættelsen, og ser frem til et godt samarbejde.
Ordinationsgudstjenesten er åben for alle, og alle skal være hjertelig velkommen til at deltage.
Dorte Bille fortæller lidt om sig selv og sin baggrund
Jeg hedder Dorte Bille. Jeg stammer fra Randers, hvor jeg er vokset op i et kulturkristent hjem. Kirkegangen i min opvækst var relativt begrænset. Den kristne barnetro fik jeg med mig hos min Farmor, som tog mig med i kirke og og lærte mig på sin egen stilfærdige måde, hvad kristendom er og hvad det vil sige at være et kristent menneske.
Den kærlige opdragelse, hun gav mig ved ikke at tale om, men at leve kristendommen, kom til at sidde dybt i mig og har fået betydning for, at jeg er blevet den, jeg er.
I min barndom og ungdom var jeg aktiv som folkemusiker og spillede på festivaler og til koncerter. Derfor var det naturligt for mig at forfølge musikervejen, selvom teologien også trak i mig. Da jeg mødte min mand Mads, som er kirkemusiker, faldt tingene
Jeg har en baggrund som musiker, i det jeg er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium som Almen Musikpædagog i 1986. Efter endt uddannelse har jeg undervist igennem mange år. Helt fra babyer og småbørn og deres forældre over skolebørn, unge og voksne. Både i skole- og musikskolesammenhæng. Desuden også som lektor i musik på læreruddannelsen, hvor jeg har uddannet voksne til at forestå musikundervisning i folkeskolen.
Udover det har jeg samlet mine erfaringer i en række bogudgivelser.
Jeg har haft et langt liv med musik, dels som udøvende dirigent for MidtVest Pigekor, og dels som underviser i skole- og seminarieverdenen og som medstifter og leder på Den Jyske Sangskole i Herning.
Jeg har igennem hele mit voksenliv gået med overvejelser om at blive præst, men først i 2021 blev jeg opmærksom på §2-ordningen, som er den vej, jeg er gået for at blive præst i den danske folkekirke.
Jeg er dybt optaget af hvordan man kan forkynde evangeliet og oversætte evangeliets budskab, fra for 2000 år siden til nutiden.
Vores liv er fragmenteret, vi lever i en individualiseret verden, som også er stadig mere sekulariseret.
Der er forvirring, ensomhed, angst og afmagt hos mange. Krige raser, klimaet er under pres og fællesskaberne, som for en generation stod stærkt, er i opløsning mange steder.
Heroverfor har evangeliet og kristendommen et stærkt bud på, hvordan vi kan være i verden som mennesker. Både som individer og i fællesskabet, som menigheden omkring en kirke udgør.
Folkekirkens opgave er at pege på, hvor håbet findes og at vise, at nåden og frelsen er for alle og ikke kun for nogle få udvalgte.
Den styrke og det håb, der ligger i evangeliet, er livsnødvendigt for os som nutidsmennesker. Her finder vi ro i troen og i håbet om nåde og frelse.
Folkekirkens vigtigste opgave i 2023 er efter min mening at være tilstede i sognet og i civilsamfundet.
Gennem afholdelse af de ugentlige gudstjenester, gennemførelse af andre kirkelige aktiviteter i sognet for alle aldre og gennem det diakonale arbejde.
Jeg ser frem til at virke i folkekirken, gennemføre gudstjenester og andre kirkelige handlinger og til at være med til at skabe og udvikle fællesskaber.