Fortsæt til hovedindholdet
Nyansatte præster
Nyheder

Sara Marie Søgaard Jensen er ansat som ny sognepræst i Thorning-Grathe-Vium Pastorat, Ikast-Brande Provsti

Sara Marie tiltræder embedet den 1. december 2024

Sara Marie kommer fra en stilling som sognepræst i Fyens stift.

Viborg Stift ønsker Sara Marie velkommen til Viborg Stift, ønsker tillykke med ansættelsen, og ser frem til et godt samarbejde.

Sara Marie Søgaard Jensen

Sara Marie fortæller lidt om sig selv og sin baggrund

Jeg er opvokset i Silkeborg, Alderslyst-området, i en familie bestående af to forældre og to storebrødre. Begge forældre har erhvervsuddannelser som henholdsvis elektriker og ernæringsassistent. Hvor mine brødre er journalist og ejendomsmægler. Så en længere akademisk uddannelse lå ikke nødvendigvis i kortene for mig, især ikke med min lettere ordblindhed og min talblindhed, men ikke desto mindre var det sådan en jeg fik. Jeg begyndte på Aarhus Universitet i 2014 på teologiuddannelsen og det var som hånd i handske. Da jeg havde færdiggjort pastoralseminariet, tiltrådte jeg mit første embede på Fyn. Nu er jeg så endelig tilbage i den gode jyske muld og glæder mig til mit nye virke i Thorning-Grathe-Vium sogne. 

Hvorfor blev du præst? 

Det var lidt af en tilfældighed jeg blev præst. Det var et fag der længe havde haft min interesse, faktisk helt tilbage til fjerde klasse, men det var ikke et fag jeg troede det var mig muligt at læse. Man skulle have tysk på gymnasialt niveau og det vidste jeg, at jeg ikke skulle have. Da jeg havde færdiggjort gymnasiet og haft et sabbatår, så var det tid til at finde en uddannelse. Og teologi blev ved med at spøge. Så jeg søgte ind, for nu havde de åbnet op for at man kunne komme ind både med spansk og fransk, og jeg kom ind. Og med det var jeg landet på den helt rette hylde og så var der ikke længere nogen tvivl om at jeg skulle være præst. Jeg skulle være præst fordi jeg gerne ville være der for folk. Både i livets gode stunder, men også de svære. Jeg ynder at være et lyttende øre og en støtte man kan læne sig op ad. Ligeledes ville jeg gerne have mulighed for at tale kristendommen ind i det moderne menneskes liv. Vise at Jesu visdomsord også er relevante for os den dag i dag. 

Hvad holder du mest af i dit virke som præst? 

Jeg holder meget af kerneopgaverne. Gudstjenesterne, dåb, konfirmation, vielser, bisættelser. Dog er det mest de to yderpunkter, dåb og bisættelser, der rammer mig. Begyndelsen på livet og afslutningen på det. En god start og et smukt farvel. 

Hvad mener du er folkekirkens vigtigste opgave i dag? 

At være der for det enkelte menneske. At være til stede og være synlig. At kunne tale ind i det moderne menneskes liv. At kunne være en ramme for alle livets store følelser som kan være svære at rumme inde i sig selv. Nogle gange er det rart at vide at man har et sted at gå hen med de følelser, at kunne tale om dem, at nogen lytter uforbeholdent. Det er folkekirkens vigtigste opgave i dag.