I dette afsnit ser vi nærmere på, hvem den typiske frivillige i folkekirken er. 
Vi møder blandt andet Karsten, der hver onsdag tager på cykeltur med plejehjemsbeboere i Hjallerup. Vi skal med i køkkenet i Folkekirkens Dagligstue i Ikast, og på Nibe Festival sørger Susanne for, at de unge får fyldt vanddepoterne op.

Det altafgørende fællesskab

I Folkekirkens Dagligstue i Ikast er der travlt i køkkenet. Her er Kai Rasmussen i gang med dagens ret - stegt lever.

-Jeg er ikke fast involveret her, men jeg står til rådighed, og så kan jeg sige ja eller nej til at komme, siger Kai Rasmussen, frivillig i dagligstuen.

Kai er som langt størstedelen af de kirkefrivillige. Han er over 65 år og hjælper med at løse praktiske opgaver. Og det er netop på de to områder, hvor kirkefrivillige adskiller sig markant fra de generelle frivillige.

-67 procent af de kirkefrivillige er over 65 år. Hos de generelle frivillige er det tal på 18 procent. Og så er der en opgave, der skiller sig helt vildt ud på skalaen, og det er de praktiske opgaver, siger Birgitte Graakjær Hjort, leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Når det kommer til køn, så er 65 procent af de kirkefrivillige kvinder og 35 procent er mænd. Blandt de generelle frivillige er 52 procent mænd, mens 48 procent er kvinder.

- En af forklaringerne kan være, at når det kommer til den generelle frivillighed, er idrætten den helt store sluger. Det tiltrækker frivillige, og her er der aktiviteter, der appellerer mere til mænd end kvinder. Og så tror jeg også, der er en ”Rip, Rap og Rup effekt” over det, dvs. man vælger nogle, der ligner dem, der er der i forvejen. Når der er flest kvinder, er det også dem, man får øje på og glemmer måske mændene. Man får efter, hvordan man spørger, og her er det vigtigt også at henvende sig til mændene, siger hun.

Motivation og fællesskab

Når det kommer til motivation blandt de kirkefrivillige, så er den forskellig, alt efter om den frivillige bor på landet eller i byen.

-Vi kan se, at bor man på landet, er dét at blive en del af lokalsamfundet en meget stor motivationsfaktor. Det gør sig derimod ikke gældende i byen. Det tæller simpelthen ikke som en afgørende motivation, siger Birgitte Graakjær Hjort.

Der er til gengæld noget, der tæller for alle kirkefrivillige – uanset bopæl.

"De kirkefrivillige elsker det sociale fællesskab og vægter det meget højt. Endda også højere end de generelle frivillige"

Birgitte Graakjær Hjort, Leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter

Og for Kai Rasmussen er det netop også fællesskabet, der gør, at han bliver ved med at hjælpe til i Folkekirkens Dagligstue.

-Du har fællesskabet, som du falder ind i. Du får et måltid mad, og når du får det, så går snakken. Selvom vi ikke må snakke med mad i munden, så gør vi det jo alligevel, siger han.