Fastholdelse af de frivillige
I dette afsnit ser vi nærmere på, hvordan det går med at fastholde de frivillige i folkekirken.
I Kjellerup er der frivillighedsfest, mens der i Aalborg holdes lærings- og sparringsdag. Og i Salling bliver den samme gruppe frivillige ved med at sætte nye projekter i gang for at hjælpe flygtninge fra Ukraine.
Få kirkefrivillige overvejer at stoppe
Der bliver trådt i pedalerne, når Niels Peder Bjærre fra Kjellerup cykler rundt med søndagens gudstjeneste på cd til dem, der ikke har mulighed for at komme i kirken.
-Det giver mig meget. Nogen spørger, om det ikke er besværligt at cykle rundt, men det er det ikke. Jeg møder rare mennesker, og det giver altid en glæde at kunne glæde andre, siger han.
Siden 2012 har Niels Peder cyklet rundt, og han har ikke på noget tidspunkt overvejet at stoppe som frivillig.
-Jeg vil ikke sætte en udløbsdato på. Så længe jeg har kræfter til det og er til gavn, siger han.
De kirkefrivillige fortsætter
Langt de fleste frivillige i folkekirken har det som Niels Peder. De har ikke lyst til at stoppe.
-Folkekirken er usædvanlig god til at fastholde frivillige. Det er kun 13 procent af de kirkefrivillige mod 26 procent af de generelle frivillige, der overvejer at stoppe, siger Birgitte Graakjær Hjort, leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.
Og ud af de 13 procent, der overvejer at stoppe, er der nogle konkrete grunde til det, som folkekirken ikke kan stille ret meget op med.
"Når vi så spørger, hvad årsagen er, kan vi se, at der er tre grunde, og der er ingen af de tre grunde, vi kan gøre noget ved"
Birgitte Graakjær Hjort, Leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
Det er mangel på tid, alderdom og sygdom. Det er meget få, der stopper, fordi de har negative oplevelser med folkekirken, siger hun.
Tilbage i Kjellerup er Niels Peder ved at gøre klar til frivillighedsfest. Her er kirkens frivillige inviteret, og det er en måde at anerkende og takke dem for deres indsats på.
-Vi er mellem 70-75 frivillige, og i aften varter kirkens ansatte os op med en god middag og underholdning, siger han.
En frivillig ildsjæl
Hjælp til ukrainere
Menighedspleje
Eksperten
Birgitte Graakjær Hjort
- Uddannet teolog
- Leder af viden og udvikling i Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
- Ansvarlig for en undersøgelse af frivillighed i folkekirken (2022)