Kirken kan genvinde sin relevans gennem diakonien

Frem til dannelsen af velfærdsstaten var kirken den vigtigste sociale aktør i samfundet. Den rolle kan kirken få igen på nye måder, mener tidligere professor Peter Lodberg.

Velfærdsstaten tager sig af sine svage gennem de sociale myndigheder og institutioner. Den anskuelse har været gældende i årtier og har været opfattet som en forudsætning for den måde, vi har indrettet vores samfund på. 

Men man skal ikke kigge langt tilbage i historien for at finde en anden samfundsorden – og man skal heller ikke skue særligt langt ud i fremtiden for at se, at velfærdsstaten ikke længere er, hvad den har været. Det kan give kirken en mulighed for igen at spille en hovedrolle i at løfte samfundets sociale ansvar.

– Det sociale ansvar har altid været kirkens kerneområde og er klart formuleret i Matthæus-evangeliets kapitel 25. Det er i kirkens forhold til næsten, til de udsatte og de sårbare, at man møder Kristus. Tidligere var det i klostervæsenet, at man tog imod de fattige, de syge og dem på flugt, men med reformationen nyfortolkede Luther budskabet og gjorde samfundet til det nye kloster. Det var et kalds- og standssamfund, hvor alle funktioner havde opgaver og dermed deres del af det sociale ansvar. Bageren skulle bage godt brød, så folk kunne blive mætte, og fyrsten skulle holde fred i sit fyrstedømme, så ingen led nød, fortæller Peter Lodberg, forhenværende professor i teologi ved Aarhus Universitet.

KVINDERNE DREV DIAKONIEN

Med industrialiseringen forsvandt det hierarkiske samfund, som Luther havde defineret den reformerte kirke i forhold til. Det betød også en forandring af kirkens sociale engagement – diakonien, som i slutningen af 1800-tallet i høj grad blev drevet af kvinder, der ikke havde plads på datidens arbejdsmarked.

– Det var kvinder, der med base i Indre Mission etablerede børnehjem, alderdomshjem, kvindehjem og mandehjem omkring 1900-tallet. Det var en nyfortolkning af Luthers tanker om at tage medansvar for en social udvikling. Mange af de forskellige hjem og senere også sygehuse var drevet for penge, der blev samlet ind i missionshusene rundt i landet. Med tiden begyndte kommunerne også at spæde til, og på den måde får vi hér det første fælles sociale arbejde mellem kommune og kirke, siger Peter Lodberg. 

NYE FORMER FOR SAMSKABELSE

Med tanken om velfærdsstaten og den omfattende sekularisering i efterkrigstiden tog stat og kommune det sociale ansvar i egen hånd, og dermed forsvandt kirkens diakonale rolle i samfundet. Men i disse år fattes velfærdsstaten både penge, personale og politisk vilje, og dermed kan kirken igen få en vigtig social rolle at spille, pointerer Peter Lodberg.

– Nu opdager vi, at velfærdsstaten er ved at miste energi, og derfor er det relevant at se på, om man kan lave nye former for samskabelse og blandingsøkonomi mellem kommune og kirke. Samtidig skal folkekirken finde sin plads i et sekulariseret og multireligiøst samfund, hvor kirken skal passe på ikke at komme for sent til fremtiden. Måske kan det sociale ansvar være en måde for kirken at genvinde relevansen på, og det kan måske også blive en tiltrængt saltvandsindsprøjtning til at give lægfolk en ny rolle i kirken. Men det er vigtigt at holde sig for øje, at man ikke skal engagere sig i de sociale opgaver for at skaffe flere medlemmer eller vinde anerkendelse. Man skal gøre det, fordi der er en opgave, der skal løses, siger han.

ET SPØRGSMÅL OM RESSOURCER

Peter Lodberg mener, at kirken kan hente inspiration til fremtidens diakoni i de store kirkelige organisationer som Folkekirkens Nødhjælp, Kirkens Korshær og Blå Kors, der har professionaliseret diakonien og er blevet vigtige samarbejdspartnere for de sociale myndigheder. Samtidig peger han på erfaringerne i Viborg Stift, som efter hans mening er langt foran de andre stifter i landet, når det handler om at definere kirkens sociale rolle. Men også i Viborg Stift venter en stor udfordring på at blive løst, for kirken har hverken munke eller store socialt engagerede kvindegrupper uden for arbejdsmarkedet at trække på i dag og i den nærmeste fremtid.

– Det helt store spørgsmål er, om man har ressourcerne rundt i de lokale menigheder. Det bliver meget interessant at se, hvilke former for sociale projekter, man kan etablere – og hvem der skal drive det. Skal det være kirke- og kulturmedarbejderen? Skal det være præsten? Skal det være de frivillige, eller skal man ansætte særlige diakonimedarbejdere? Den bliver den store udfordring, siger Peter Lodberg.