Tilsyn 

Vi taler om "tilsyn" på forskellige måder, og når vi drøfter forholdet mellem biskoppens og provstens tilsyn er det vigtigt at skelne imellem de forskellige brug af dette begreb. På den ene side har man helt siden Ny Testamentes tid talt om tilsyn - "episkopé" - som en kirkelig funktion, der har til opgave at fastholde forkyndelsen og det kirkelige arbejde på sit kristne og bekendelsesmæssige fundament. På den anden side er "tilsyn" et anvendt begreb inden for offentlig forvaltning, hvor en overliggende myndighed fører et legalitets- og forvaltningstilsyn med underliggende myndigheders arbejde. 

Der er ikke i Danmark, som i katolsk kirkeret og i den tyske evangeliske kirkeret, nogen tradition for at udarbejde en syntese af jura og teologi. Derimod taler vi i Danmark tale om det såkaldte "dobbelte normsystem: på den ene side de kirkeretlige retskilder (love, anordninger, cirkulærer m.v.) og på den anden side de kirkelige adfærdsmotiverende normer. 

Dette dobbelte normsystem svarer til de to forskellige brug af "tilsyn". Det dobbelte normsystem findes i den såkaldte "generalklausul" i grundlovens § 4: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten". Ud fra denne generalklausul er politikeren og folkekirken nødt til at samarbejde.

Kirkeministeriets tidligere departementschef, Dr. jur. Preben Espersen formulerer grundlaget for dette samarbejde således: "Grundlovens § 4 ... (kan) siges at indeholde en retlig forudsætning om, at to regelsystemer, nemlig et kirkeligt regelsystem og et juridisk regelsystem, skal indgå i et samspil. Bestemmelsen i § 4 kan opfattes som en slags "generalklausul", der påbyder, at der i forbindelse med regelproduktion og regelanvendelse på det kirkelige område skal tages skyldigt hensyn til indholdet af den evangelisk-lutherske kirkes bekendelse. Bestemmelsen er således relevant i en argumentation over for Folketing og administration om, hvordan retsregler på det kirkelige område bør udformes eller administreres".[1] 

Derfor har især H. Gammeltoft-Hansen formet udtrykket "Retsteologi" der defineres som "det sæt af kirkelige regler, der er af betydning for udformning og anvendelse af retsregler på det kirkelige område". En nærmere beskrivelse af disse kirkelige regler, kan opdeles i "teologiske normer" og "andre kirkelige normer" (Espersen) 

Teologiske normer er den evangelisk-lutherske kirkes lære- og traditionsgrundlag i almindelighed og den danske folkekirkes bekendelsesskrifter og liturgiske traditioner i særdeleshed. Disse normer kan henføres til det, der sædvanligvis benævnes teologisk sagkundskab eller teologiske fagskøn. Andre kirkelige normer betegnes ofte som "folkekirkelig sæd og skik" eller "den folkekirkelige kulturtradition". 

Beslægtet med denne problemstilling er den ofte omtalte sondring imellem folkekirkens indre og ydre anliggender. Her er det en kendsgerning, at der ikke i den daglige forvaltning af folkekirken findes nogen klar retlig sondring mellem de ydre og de indre anliggender. Fordi Grundlovens "løfteparagraf (§ 66) om en kirkeforfatning aldrig blev opfyldt, kan Preben Espersen konkludere følgende: "Der er da også både i den hidtidige juridiske og teologiske teori overvejende enighed om, at nogen retlig sondring mellem kirkens ydre og indre anliggender ikke kan udledes af den gældende retsordning" [2]. 

Virkeligheden er således efter min vurdering den, at der rent faktisk findes indre kirkelige anliggender, men at der på grund af den manglende retlige sondring imellem ydre og indre anliggender, findes en gråzone imellem kirke og stat. Et nærliggende eksempel er tumulten omkring den nye salmebog i 2002 og diskussionen om folkekirken og det registrerede partnerskab 2010 / 11. 

På denne baggrund vil jeg nævne forskellige brug af tilsynsbegrebet inden for den folkekirkelige hverdag, med særligt hensyn til forholdet imellem biskop og provst. 

1. Tilsyn som overordnet begreb i den liturgiske ramme 
I forbindelse med sin bispevielse svarer den nye biskop ja til følgende som en del af ritualet (bispeløftet): "Når nu Herren stadig betror dig denne hellige tjeneste og desuden sætter dig til at øve en tilsynsgerning, så vil han, at du skal være årvågen i dit kald og agte vel på dig selv og de menigheder, som er betroet dig, vandre i troskab for hans åsyn som en ret Herrens tjener, holde fast ved den sunde lære, som findes i de profetiske og apostolske skrifter og er bevidnet i vor kirkes symbolske bøger, og i alle måder tage vare på din tjeneste, ikke efter personsanseelse, men med retsind, Guds navn til ære og hans menighed til opbyggelse. Vær en støtte for præster og menigheder i dit stift, styrk de svage, opsøg de vildfarne, vær barmhjertig uden at tåle det onde, irettesæt uden at glemme barmhjertigheden. Og når verden foragter evangeliet, skal det være din trøst, at det er Guds gerning, du øver, ikke din egen, og at vor Herre Jesus Kristus har lovet at være med sin menighed alle dage indtil verdens ende, så hans tjenere kan røgte deres kald frimodigt og fuldende løbet med glæde. Lover du mig da for Guds åsyn, at du således trofast og retsindigt efter den nåde, Gud vil give dig, vil varetage den tilsynsgerning, du er valgt og kaldet til?" [3] 

Her defineres det biskoppelige tilsyn som at 
o være årvågen i sit kald, og agte vel på sig selv og de menigheder, som er betroet 
o holde fast ved den sunde lære og udøve tjenesten med retsind uden personsanseelse 
o være en støtte for præster og menigheder ved at styrke de svage og opsøge de vildfarne 
o irettesætte uden at glemme barmhjertigheden 

Forståelsen af det biskoppelige tilsyn i denne liturgiske ramme er en helhedsforståelse, som omfatter alle dele af den præstelige tjeneste og menighedslivet. 

I forbindelse med indsættelsen (kreeringen) som provst ved landemodegudstjenesten svarer den nye provst ja til følgende (provsteløftet): "Så lægger jeg dig på sinde med troskab og retsind at øve gerningen som provst i Den danske Folkekirke, at være biskoppen en tro medarbejder, at føre tilsyn med kirkernes og præsteembedernes ejendom og midler og påse, at de for kirken, dens præster og alle ansatte medarbejdere gældende love og bestemmelser overholdes, at rådgive og vejlede præster og menighedsråd, og i alle ting foregå præsterne i dit provsti med et godt eksempel. Lover du mig, at du, efter den nåde, Gud vil give dig, samvittighedsfuldt vil gøre dette?" [4] 

Her defineres det provstelige tilsyn som at 
o være biskoppen en tro medarbejder 
o føre tilsyn med kirkernes og præsteembedernes ejendom og midler 
o påse at gældende love og bestemmelser for præster og alle ansatte medarbejdere overholdes 
o rådgive og vejlede præster og menighedsråd 

Sammenholder man det syn på biskoppens og provstens tilsynsopgave i denne overordnede liturgiske ramme kan følgende konkluderes: 
o Biskoppens oveordnede opgave gælder tilsynet med læren, forkyndelsen og menighedslivet, og rammerne herfor. Provsten skal i dette tilsyn være biskoppens tro medarbejder. 
o Provsteløftet taler specifikt om de dele af provstens tilsyn som er regelregulerede: love og bestemmelser vedr. præster, ansatte, ejendomme og midler. 
o I det gejstlige tilsyn er provstens tilsyn i relation til præsterne og menighederne afledt af biskoppens tilsyn, og delegeret fra ham / hende, medens tilsynet med ansatte, ejendomme og midler er et legalitetstilsyn i henhold til de love og bestemmelser, der taler om provstens og provstiudvalgets kompetence og myndighed.

2. Det gejstlige tilsyn - et samarbejde imellem provst og biskop 

For mig kan det gejstlige tilsyn i folkekirken samles under de tre overskrifter: Inspirere, opmuntre og vejlede. At øve tilsyn betyder ikke at være inspektør. 

At inspirere betyder at give muligheder for at præsterne kan tilegne sig nye viden, nye holdninger, nye færdigheder. Det indebærer at og etablere efteruddannelsesmuligheder og andre tiltag, der kan hjælpe præsten til at bevare glæden ved at være præst, og medvirke til at menigheden fortsat kan holde ud at høre på præsten. I en evangelisk-luthersk kirke, som lægger vægt på det almindelige præstedømme, er det menighedsrådets opgave at samarbejde med præsten også om den kirkelige opgave, og det er tilsynets opgave at inspirere menighedsrådet til sammen med præsten at erkende og løfte denne opgave. 

At opmuntre betyder at erkende og tage alvorligt de vanskeligheder, mange præster møder i deres arbejde. Udviklingen i det senmoderne samfund har medført en frisættelse af det enkelte menneske. Udviklingen er kommet med nødvendighedens kraft, og har både positive og negative elementer. Hvis præsten oplever at han eller hun skal være både præst og menighed, samtidig med at familien også kræver sit, så kan der godt være behov for opmuntring. Det senmoderne eller postmoderne menneske kan føle en længsel efter det, der i en fragmenteret verden kan give identitet og personlig forankring. Dette er folkekirkens store mulighed og forpligtelse. Som danskernes flertalskirke er folkekirken forpligtet på at dele det evangelium, som i mere end tusind år har været en del af vor fælles kulturarv, med det folk vi er kirke for. Men det kræver præster, hvor embede og person på én gang er integreret og adskilt. Derfor skal præsterne opmuntres af et lyttende tilsyn. 

At vejlede kan i nogle situationer betyde at gå foran for at vise vejen, og i andre situationer at gå bagerst for at samle alle med op. Det kan også betyde at udøve myndighed når det er nødvendigt. At vejlede betyder ikke at banke folk på plads, men at fastholde dem i deres kald og i deres bevidsthed om at være teolog og præst. Provsten er en del af det gejstlige tilsyn, men på biskoppens vegne og på hans ansvar. Derfor må såvel indholdet af, som rammerne for det gejstlige tilsyn, fastlægges i et samarbejde imellem provst og biskop. Dette kan for eksempel ske i forbindelse med den årlige lederudviklingssamtale mellem provst og biskop. Samtidig må det fastholdes, at provsten, som alle andre sognepræster i stiftet, står under biskoppens gejstlige tilsyn. 

3. Det forvaltningsmæssige tilsyn 

Den kirkelige lovgivning indeholder en række bestemmelser om, hvilke kompetencer der er henlagt til de forskellige kirkelige myndigheder: 
præst / menighedsråd, 
provst / provstiudvalg, 
biskop /stiftsøvrighed / stiftsråd 
kirkeminister / kirkeministerium 
Der sker jævnligt ændringer i disse kompetencer. Afgørelser, der tidligere skulle træffes af stiftsøvrigheden (f.eks. opførelse og restaurering af præstegårde, sognegårde og konfirmandhuse m.v.) træffes nu af provstiudvalget. Og afgørelser, der tidligere skulle træffes af kirkeministeren (f.eks. iværksættelse af tjenstlige sanktioner over for præsterne og oprettelse / nedlæggelse af pastorater samt placering af præstestillinger inden for det enkelte stifts kvote) træffes nu af biskoppen. Nogle af disse afgørelser kan ankes til den overliggende myndighed, andre kan ikke ankes. Som hovedregel gælder, at alle spørgsmål, som vedrører præsternes arbejde: forkyndelse, arbejdsmiljø, arbejdsvilkår, konflikter, klagesager m.v. skal behandles af biskoppen. 

Det er vigtigt at biskoppen anerkender provstens og provstiudvalgets selvstændige kompetence, ligesom det er vigtigt, at provsten anerkender provstiudvalgets selvstændige kompetence. En sådan anerkendelse er en af forudsætningerne for et respektfuldt samarbejde imellem provst og biskop. Samtidig er det forvaltningsmæssigt nødvendigt at biskoppen ikke søger at udøve selvstændig kompetence på en provsts eller et provstiudvalgs forvaltningsmæssige afgørelser, fordi biskoppen og stiftsøvrigheden i en række sager er ankeinstans. 

På det overordnede forvaltningsmæssige plan træffer såvel provsten som biskoppen afgørelser i de sager, hvor de har kompetencen dertil. Sager, der skal indsendes fra præster og menighedsråd til afgørelse af biskoppen eller stiftsøvrigheden, skal af provsten eller provstiudvalget forsynes med påtegninger og bemærkninger, der kan hjælpe biskoppen eller stiftsøvrigheden til at træffe gode afgørelser. Og biskoppen skal, når præster indsender ansøgninger af forskellig art direkte til biskoppen, som hovedregel anmode præsterne om at indsende ad tjenestevejen, eller selv indhente provstens bemærkninger. 

Endelig udøver biskoppen og stiftsøvrigheden også et forvaltningsmæssigt tilsyn med provstens embedsførelse og provstiudvalgets virksomhed. 

Karsten Nissen 12/01/2010