Af Malene Bjerre, Helsingør Stift
Klummen er et godt sted at vise, at folkekirken har endnu mere at byde på end højmesser, babysalmesang og spaghettigudstjenester. Folkekirken er en ressource i samfundet, der tilbyder et andet blik på mennesket end det rationelt-økonomiske og altid hævder den enkeltes absolutte værdighed. Det kan være præsten, der skriver klummen, men også alle andre i kirken, fx organisten eller menighedsrådsformanden.
Genren: Smal og bred betydning
Ordet klumme bruges både i en smal og en bredere betydning. I den smalle betydning er klummens vigtigste opgave at ”behandle hverdagens fænomener eller trivielle hændelser på en sådan måde, at læseren opdager nye sider ved tilsyneladende velkendte ting – gerne lidt skæve og morsomme”, står der i Mediehåndbogen. Men ordet bliver også brugt bredere som en samlebetegnelse for de hverdagsagtige klummer og så debatindlæg og kommentarer til den politiske samfundsdebat.
Her er der en række eksempler på forskellige typer klummer, der forsøgsvis er placeret under forskellige overskrifter:
Den polemisk-debatterende: Sørine Gotfredsen: Dyrkelsen af frihed kan føre til angst
Den analytisk-debatterende: Tine Maria Vinther: Skal der ananas på alt?
Den causerende: Kåre Gade: Kåre Gades kamp med farfarkroppen
Den personlige: Anders Legarth: Jeg løber, Anne Sophia Hermansen: Når Adele retraumatiserer mig
Den spiddende: Marie Høgh: Kære Joy Mogensen: Guds kirke tilhører folket – ikke ministeren, Eva Selsing: Sikke en multikulturel solstrålehistorie, hvad?
Det kan være godt at huske, at klummer kan se meget forskellige ud, så man kan finde en stil, man godt kan lide, og som passer til indholdet.
Emnet: Talk of the town
Hvis du skriver om personlige og eksistentielle emner, kan du skrive om de ting, du oplever, når du oplever dem. Men det er aldrig dumt at forholde dig til den samtale, der i forvejen er i gang i samfundet, og hvis din klumme skal have et analyserende eller debatterende præg, er det helt nødvendigt. Til det kan du bruge årshjulet. Og hvis du vil skrive analyserende, debatterende og spiddende klummer, er det helt afgørende at forholde dig til tidens talk of the town. Vis, at kirken er relevant og kan tale om det samme som resten verden.
Pointen: En påstand om verden i én sætning
Du skal vide, hvad du vil med dit klummeindlæg. Hvis du ikke selv er klar over det, skal du ikke regne med, at læseren velvilligt sætter tid af til at finde ud af det – der er nok af artikler i avisen eller på nettet, man kan springe videre til.
Prøv at formulere pointen i én sætning. I Tine Maria Winthers klumme kunne det eksempelvis være ”Højmessen skal være klassisk og traditionel”, og hos Anders Legarth er den overordnede påstand gennem klummeindlæggene: ”Det hjælper på sorgen at løbe”.
Formidlingen: Veksl mellem det konkrete og det abstrakte
Men der skal mere end en pointe til et klummeindlæg; den skal også have en form. Og mens pointen i en klumme er noget forholdsvis abstrakt, er det nødvendigt, at du også får skabt nogle billeder hos læseren.
I journalistik er Don’t tell it, show it en god grundregel. Vis os det i stedet for at fortælle det – eller måske snarere: Gør begge dele.
Anders Legarth viser os sin sorg og lader os selv mærke den, når han indleder et af klummeindlæggene sådan her:
Vi sidder om bordet og spiser aftensmad, og Alices mor fortæller en historie om nabodrengens forældre. De fyldte hele deres altan med stearinlys, da Ellen døde. Så lyste altanen op for lille lysende Ellen, der åbenbart havde passet godt på deres dreng, da han begyndte i hendes børnehave. Jeg skal nok vise dig alle tingene, havde hun sagt. Min Ellen havde gjort indtryk på forældrene.
Tænk engang. Første dag i børnehaven. Alt den usikkerhed. Hvordan vil han klare det? Og så står der en lille pige med store øjne klar til at passe på deres dreng.
Tårerne drypper stille ned på bordet og lægger sig. Først et par stykker, der som adskilte og gennemsigtige buler på bordet gør træets årer mere tydelige og mørke på samme tid. Så begynder jeg at hulke. En pyt på bordet, simpelthen. Jeg begraver ansigtet i hænderne. Forsøger først at dæmpe lyden og skjule den for Alice, men opgiver.
Først derefter fortæller han:
Selv om det er mere end to år siden, at Ellen døde, har jeg stadig svært ved minderne om hende. Det er, som om jeg på den ene side drages mod dem og længes efter at genopleve hvert sekund af hele den oplevelse, som mindet repræsenterer.
Og det er indlevelsen, Anders Legarths showing, der gør klummen så stærk.
Tine Maria Winther bruger et andet virkemiddel til at billedliggøre sin pointe og gøre den levende for læseren – hun sammenligner højmessen med en pizza:
En Margherita er klassikeren i ethvert ordentligt pizzeria. Kerneværdien, kan man sige – et enkelt og ærligt produkt på et ofte alt for fantasifuldt menukort. En ur-pizza, som ikke giver sig ud for andet end det, den er: Sprød bund, tomatsauce, ost og oregano. Og hvis den laves rigtigt, er den er helt og aldeles fantastisk.
Uden sammenligning i øvrigt forholder det sig lidt på samme måde med søndagens gudstjeneste, højmessen: En fast bund af liturgi, salmer, prædiken, nadver og velsignelse. Ikke andet. Og det er helt og aldeles fantastisk. For ligesom en pizza ikke bliver bedre af ananas, kebab og spejlæg, vinder en søndagsgudstjeneste sjældent ved trommeslagning, børnekor og pølser på bål.
Med andre ord: Den gode klumme kræver både en pointe og en velvalgt, gennemarbejdet form.
Platform: Egne eller andres medier
Mange lokalaviser vil gerne stille spalteplads til rådighed for den lokale præst. Der er også adskillige netmedier, der gerne vil bringe analyser og kommentarer, se fx eksemplerne her fra POV, Kforum og Altinget.
Og så kan I også selv oprette en blog på kirkens eller provstiets hjemmeside og dele indlæggene på Facebook eller LinkedIn.
