Fortsæt til hovedindholdet
2024
Nyheder
katrine søbo andreassen

Taskforce skal sikre hurtigere og bedre vejledning i forbindelse med menighedsrådsvalg 2024

Har man som menighedsråd spørgsmål op til eller under valget i efteråret, vil man opleve, at det er bedre og hurtigere svar, man får i år. Det skyldes, at stifterne samarbejder på tværs.

Af Asger Nørkær Nielsen

Op til efterårets menighedsrådsvalg står spørgsmålene i kø hos medlemmerne rundt om i landet. Både praktiske, juridiske og tekniske spørgsmål. Derfor er stifterne i Danmark gået sammen om oprettelsen af en taskforce, som skal kvalificere stifternes rådgivning af menighedsrådene. Taskforcen er sammensat af personer, som er stærke i jura og kommunikation, og som har styr på valgsystemet.

- I taskforcen koordinerer vi de svar, som stifterne giver menighedsrådene, når de modtager spørgsmål. På den måde får alle det samme at vide. Tidligere har folk fået forskellige svar på de samme spørgsmål. Ved at gå sammen kan vi desuden sørge for, at spørgsmålene fra stifterne sendes i én henvendelse til By-, Land- og Kirkeministeriet, i stedet for at de bliver overdynget med den samme henvendelse fra mange forskellige, siger Katrine Søbo Andreasen, chefkonsulent i Viborg Stift og tovholder i taskforcen.

Da der for to år siden var valg til de menighedsråd, som har en funktionsperiode på to år, afprøvede man ideen med en taskforce. Men dengang var kun fem stifter med, og erfaringen viste, at de resterende fem ikke fik noget ud af samarbejdet. Derfor er taskforcen nu udvidet, så samtlige ti stifter har repræsentanter med i gruppen. På den måde letter taskforcen arbejdet frem mod valget for alle, både menighedsråd, stifter og ministeriet.

Må man lave sin egen stemmeseddel?

Det vil stadig være ens eget stift, man går til, hvis man har spørgsmål op til menighedsrådsvalget 2024. Hvis stiftet ikke på stående fod har et godt svar parat, vil det tage spørgsmål med til taskforcen, der sender en samlet henvendelse til Kirkeministeriet for at få et endeligt svar, som kan gives til alle, der spørger om det samme. Og gemmes til senere tilfælde. Dermed bliver hele arbejdet med at rådgive og assistere op til menighedsrådsvalg mere effektivt, og de enkelte råd og medlemmer kan opleve, at det går hurtigere at få den hjælp, man har brug for.

Katrine Søbo Andreasen

Spørgsmålene kan være mange og kan dreje sig om spidsfindigheder, man først bliver bekendt med, idet man står i valgprocessen. Det kan være spørgsmål om sognebåndsløsning, om frister, om hvorvidt man må lave sine egne stemmesedler, om hvordan valgsystemet fungerer og så videre.

- Der er et stort behov for rådgivning, oplever vi. Nogle menighedsråd er totalt selvkørende, men medlemmerne af menighedsrådene er jo frivillige og har ofte hverken den juridiske eller tekniske viden, vi har. Derfor er der tit brug for hjælp af den ene eller den anden art. Og vi har i taskforcen også en repræsentant for stifternes kommunikationsmedarbejdere, som i dagligdagen beskæftiger sig med kommunikation. Derved sikrer vi, at information fra taskforcen bliver formuleret ordentligt, så alle forstår, hvad vi skriver, siger Katrine Søbo Andreasen.

Læs mere om menighedsrådsvalget 2024 på siden menighedsrådsvalg.dk

Der er orienteringsmøde 14. maj.

Stifternes valg-taskforce

  • Stifternes valgtaskforce koordinerer og videndeler, så rådgivningen af menighedsrådene er opdateret og kvalificeret.
  • Rådgivningen foregår stiftsvis, så menighedsrådene skal kontakte deres eget stift, hvis de behøver rådgivning.