Sognepræst: - Jeg vil bare gerne være ’præsten’, uden at folk skeler til mit køn
I år er det 75 år siden, at de første kvindelige præster fik embede i folkekirken. For sognepræst Inge Marie Kirketerp Hansen er det en påmindelse om, at forskellighed er en vigtig styrke.
Af Anika Thorø Weber
Inge Marie Kirketerp Hansen var ikke engang begyndt i skole, da hun erklærede over for sin far, at hun ville være præst ligesom ham.
Som datter af sognepræsten i Assing i det midtjyske havde hun oplevet, hvordan ikke blot faderen men også hendes mor, der arbejdede ved kirken, viede hele deres liv til arbejdet i Assing Kirke – og det gjorde indtryk på den unge Inge Marie Kirketerp Hansen; også når det betød et højt arbejdspres for forældrene:
- Jeg har helt fra start oplevet, at det, der skete i kirken, var vigtigt, og allerede som teenager fik jeg lov til at bidrage med det, jeg kunne i kirkens arbejde - både i de kirkelige foreninger og i kirkens aktiviteter. Kirken er på den måde blevet en del af mit DNA, siger 39-årige Inge Marie Kirketerp Hansen, der i dag er sognepræst i Gjellerup Kirke øst for Herning.
Men til trods for, at de fleste præster i Inge Marie Kirketerp Hansens barndom var mænd, så var det aldrig en overvejelse for hende, om hendes køn skulle blokere for, at hun en dag også ville tage både præstekjole og præsteembedet på sig.
Hun skulle være præst. Det var der egentlig ikke rigtig noget, der kunne ændre på. Det var hendes kald.
- Det, jeg lærte gennem min opvækst, var, at al kirkens arbejde har sit centrum i forkyndelsen af Jesus Kristus, og når blot det er udgangspunktet, så er ens køn underordnet, siger Inge Marie Kirketerp Hansen, der derfor begyndte på teologistudiet på Aarhus Universitet tilbage i 2004.
Forskelligheden er en styrke
Det, at det er forkyndelsen og ikke præstens køn, der er det afgørende, har udviklet sig til et helt naturligt fundament for Inge Marie Kirketerp Hansen.
Til juni deltager hun som oplægsholder i Viborg Stifts markering af, at det i år er 75 år siden, at de første kvindelige præster fik embede i folkekirken – men for Inge Marie Kirketerp Hansen handler markeringen om meget mere end ligestilling mellem kønnene.
Inge Marie Kirketerp Hansen oplever sjældent fordomme og ubehageligheder, fordi hun er kvindelig præst. Når det sker, mærker hun opbakning og støtte fra præstekolleger – også dem, der ikke mener, at kvinder bør være præster. Foto: Henrik Helms
- For mig er 75-året for kvindelige præster selvfølgelig en anledning til at glæde mig over, at jeg og mange andre kvinder før og efter mig fik og får muligheden for at blive præst, men mest af alt er det en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at vi har forskellighed og bredde i kirken. Og med det mener jeg ikke blot en forskellighed mellem mænd og kvinder, siger Inge Marie Kirketerp Hansen, der sjældent forholder sig til sit køn i sit daglige virke som præst.
I stedet er hun optaget af, hvad hun og hendes kolleger kan give til sognebørnene, netop fordi de kommer med hver deres erfaringer og personlighed i bagagen.
- Alle mennesker træder ind i et job som dem, de er. Det gælder selvfølgelig også præster, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en styrke for kirken, at der er både mænd og kvinder, liberale og konservative, nyuddannede og dem, der har årevis af erfaring med i bagagen, siger Inge Marie Kirketerp Hansen, der til dagligt oplever, hvordan hun sammen med sine præstekolleger i Gjellerup får lov at være præster for hele menigheden, mens de også hver især når ud til forskellige grupper i sognet.
Eksempelvis arrangerer hun selv julekor og meditative gudstjenester, mens kollegaen Mikael Grønhøj Skovgård har været med til at opstarte et brætspilsfællesskab.
- Vi kommer som dem, vi er – både i forhold til teologi, fokus og interesser. Som kirke skal vi være ét, men vi skal ikke være ens. Det er i forskelligheden, at vi finder styrkerne og udfordres og fastholdes i konstant at tænke teologi og tro. Præster er lige så forskellige som mennesker er forskellige. Jeg vil bare gerne være ’præsten’, uden at folk skeler til mit køn, siger Inge Marie Kirketerp Hansen.
- Hvis alle i folkekirken var ens, så ville samtalen dø – og det samme med kirken, tilføjer hun.
Et meningsfuldt virke
Med sin kærlighed til forskellighed sætter Inge Marie Kirketerp Hansen derfor også stor pris på sit varierede arbejdsliv og en hverdag med kontakt til mennesker i alle aldre og situationer.
Særligt nyder hun højmessen om søndagen, at fordybe sig i prædikenskrivning samt de dybe samtaler menneske til menneske.
Inge Marie Kirketerp Hansen er særligt glad for søndagens højmesser, hvor hun kan dele evangeliet med alle sine sognebørn. Foto: Henrik Helms
- Jeg kan ikke forestille mig at lave noget andet. Jeg føler mig enormt privilegeret over at have et så meningsfuldt arbejde, hvor jeg igen og igen og på så mange måder får lov til at række trøsten og håbet i evangeliet om Jesus Kristus videre til mennesker, siger sognepræsten, der nu har haft sit virke i Gjellerup Kirke i 11 år.
Hun bliver derfor også ved med at holde fanen højt for bredden og forskelligheden i folkekirken – med afsæt i de værdier, hun tager med sig fra sin opvækst.
- Evangeliet er det ældste, vi har, og alligevel oplever jeg igen og igen, hvordan det er det, der er det allermest nyskabende. Evangeliet siger det, vi ikke kan sige os selv. At fortsætte den forkyndelse, som en gruppe kvinder begyndte en påskemorgen for 2000 år siden, er en stor opgave og en stor glæde, siger Inge Marie Kirketerp Hansen.
Kvindelige præster i 75 år
I 2023 er det 75 år siden, at de første kvindelige præster blev ordineret til deres virke som præster i folkekirken. Det skete, da tre kvindelige præster blev ordineret i Odense i april 1948 under massive protester.
I Viborg Stift markeres jubilæet 11. juni, hvor Inge Marie Kirketerp Hansen blandt andet indtager talerstolen for at fortælle om sit virke som kvindelig præst og dele ud af sine refleksioner om emnet. Det sker under titlen ”En dag er ’kvindelige præster’ også bare ’præster’ ”.
