Kender du stiftets bedste initiativ og sejeste ildsjæle? Nu kan du indstille dem til initiativprisen
Viborg Stift er igen i år på jagt efter de bedste og mest iderige initiativer i stiftet. Nu er der åbnet for, at du kan indstille de mest ihærdige ildsjæle og deres kirkelige initiativ.
Af Anika Thorø Weber
Kender du nogle ildsjæle i kirke-regi, der har tænkt helt ud af boksen? Eller måske nogen, der har nået en masse mennesker med deres indsats eller projekt?
Så er det nu, du skal til tasterne og indstille vedkommende eller gruppen til Viborg Stifts initiativpris, Hans Tausen Prisen.
Prisen uddeles med netop det formål at hylde de gode initiativer – og øge kendskabet til de mange projekter, der er rundt i Viborg Stift.
I 2023 uddeles prisen for fjerde gang, og derfor er det nu tid at råbe højt om de projekter, der ikke må gå dommernes næse forbi.
- Mit håb er, at vi med prisen kan få en masse spændende projekter op til overfladen, så vi får indblik i, hvad der sker rundt i stiftet. Og så er håbet selvfølgelig at finde nogle gode kandidater til selve prisen, som har gjort en særlig og bemærkelsesværdig indsats med deres initiativ – enten ude i lokalområderne eller til gavn for endnu flere, siger Carlo Nørby Hald, der er formand for Viborg Stiftsråd, som uddeler prisen.
En kilde til inspiration
Hans Tausen Prisen blev uddelt første gang i 2017, og siden da har den været med til at hædre initiativrige projekter i stiftet hvert andet år i ulige år.
Gennem årene er prisen blevet tildelt til alt fra lokale projekter som folkene bag integrations-projektet ’Fix a Bike’ ved Brandstrup Kirke til projekter med mere bredde som storylineprojektet for konfirmander ’Martin Luther og Reformationen’, som er udviklet af Edith Mark og Niels Peter Lund Jacobsen.
Men selvom gode projekter har fået tildelt prisen, så er langt flere blevet indstillet. Helt siden den første uddeling af Hans Tausen Prisen har der nemlig været stor opbakning rundt i stiftet, hvor mange har været flittige til at indstille de kandidater, de synes fortjener et særligt skulderklap for deres arbejde og nytænkning.
- Det glæder mig, at så mange bakker op om prisen og indstiller deres lokale ildsjæle med gode ideer. Det er skønt at få indblik i alt det gode arbejde, der sker rundt omkring, og jeg bliver taknemmelig, når jeg erfarer, hvor mange der yder en stor indsats rundt i stiftet, siger Carlo Nørby Hald, der også håber, at indstillingerne vil strømme ind igen i år, så han og resten af stiftsrådet kan få indblik i det arbejde, der sker rundt i sognene.
Og ikke mindst håber han, at opmærksomheden omkring nogle af de gode initiativer i stiftet kan åbne øjnene hos andre:
- Når vi skaber den her opmærksomhed omkring initiativerne, så er det jo også en oplagt inspiration til os alle om at gøre noget lignende i egen baghave, siger han.
Ændringer i reglerne
Selvom Hans Tausen Prisen endnu ikke har mange år på bagen, så sker der i år nogle få ændringer i forbindelse med vilkårene for uddelingen.
Ligesom vanligt kan prisen tildeles frivillige, præster, menighedsrådsmedlemmer samt andre ansatte og menighedsråd eller organisationer, der arbejder for folkekirken i Viborg Stift, men som noget nyt kan mere end én prismodtager modtage diplomet sammen med den økonomisk erkendtlighed på 10.000 kr. Tidligere har det beløb været delt mellem prismodtagerne, hvis flere grupper skulle modtage prisen.
- Hvis der er flere gode projekter, der fortjener prisen, så vil vi ikke holde os for gode til at honorere flere på én gang med det fulde beløb. Jeg glæder mig til at modtage alle indstillinger og se, hvad der sker rundt omkring, siger Carlo Nørby Hald.
Hans Tausen Prisen uddeles i forbindelse med stiftsmenighedsstævnet. I år er det fredag 8. september.
Sådan indstiller du et initiativ til Hans Tausen Prisen
Hvis du har kendskab til et godt initiativ i Viborg Stift, som du mener bør modtage Hans Tausen Prisen, skal du sende en indstilling til stiftet.
Det gør du på mailadressen kmvib@km.dk. Indstillingen skal være motiveret og på maks to sider.
Indstillinger skal ske senest 15. juni kl. 15:00.
Læs mere om prisen her.