"Vi kommer her i vores magtesløshed, for vi har brug for hinanden"

Her kan du læse biskoppens tale:

Vi er kommet her i kirken i aften, fordi vi er urolige og bange. En krig er brudt ud i Europa. Og millioner af almindelige mennesker lever i frygt, for det næste angreb. Mennesker søger under jorden, for at beskytte sig imod fjendens raketter, og unge russere bliver beordret i en krig de ikke har ønsket.

Vi kommer her i vores magtesløshed for vi har brug for hinanden, når vanviddet raser.

Vi kommer her for at vise solidaritet, med dem der nu sidder i frygt og mørke. Vi kommer her for at vise dem, at vi er med dem – at de er set og husket. 
Vi har brug for at handle, vi har brug for at jage ligegyldigheden ad helvede til. For Ligegyldigheden er det værste, når mennesker lider. Sådan som den jødiske forfatter, journalist og nobelfredsprismodtager Elie Wiesel sagde det i en tale han holdt i Det Hvide Hus i 1999, om det vi skal lære og huske fra det udrindende årtusinde:

Millioner af ukrainere er under angreb – men denne krig rammer ikke alene Ukraine – nej krigen sender chokbølger langt ud over landets grænser. Her i Danmark – her i vores stift befinder i tusindvis af ukrainere sig. De er kommet frivilligt – de arbejder her på gårde, og i gartnerier eller i andre vigtige positioner. De er her for at sikre dem og deres familier en bedre fremtid. Og pludselig er alt forandret. Og krigen i Ukraine rammer også dem og går lige i hjertet, på en måde som ingen af os andre nogensinde vil fatte. Deres familier sidder tilbage i Ukraine i beskyttelsesrum og frygter hvad det næste døgn vil bringe. Og de sidder her – magtesløse og bange og forsøger at holde kontakten med deres kære.

Vi kommer her i dag, for at holde fast på vores menneskelighed – den gudskabte iboende værdi – som hvert eneste menneske bærer med sig. Bag alle de kølige tal af døde og sårede, må vi aldrig glemme, at der gemmer sig et gudskabt menneske – en bror, en mor en søster eller ven – og derfor må vi handle og hjælpe hvor vi kan for derved bevarer vi også vores menneskelighed

Vi kommer her midt i vor afmagt – for at hente styrke og mod bag kirkens tykke mure, der i generation efter generation har kunnet rumme vor fortvivlelse. Vi kommer til dette hus, for at se et glimt af håb midt i al det håbløse. Vi kommer her for at bede Helligånden ned over dem, som sidder med ansvaret for denne krig – at de må få åbnet deres øjne, så de ser den lidelse, som de har udløst og så de får åbnet deres horisonter imod andre veje – fredens og sameksistensens veje.

I Ole Wivels sang: ”Der truer os i tiden” som han skrev i atombombens skygge efter 2. verdenskrig sætter han ord på angsten og frygten – men peger også på et håb som er større end os mennesker:

Der truer os i tiden

en ond, usynlig magt:

vor egen sikre viden,

som sprængte med foragt

den skænkede natur

og nedskrev Adams billed

til skyggen på en mur.

En frygt på vore øjne

er lagt som ild og is.

Afmægtige og nøgne

vi ser alt livs forlis;

vor jord forladt af sol,

de stærke bjerge smuldret

fra nedbrudt pol til pol.

Og dog er vi i live.

Forpint samvittighed

vil troligt hos os blive

og nægte os vor fred.

Vort hjerte banker tungt

og søger i sin feber

mod håbets vendepunkt.

I ordet overvintrer

den sandhed, vi forlod,

og ingen magt kan hindre

den i at fæste rod

selv i en fattig jord,

hvor frøet som et under

og skjult for alle gror.

I ordet skabtes verden

som kloderne i lys.

I ordet skal vor færden

fra dag til dag fornys,

så vi alligevel

får ærligt mod til sammen

at vedgå arv og gæld.

Ole Wivel er fuldt bevidst om syndefaldets konsekvenser. At vi i vor egen selv-overvurdering ville være Guder selv, men blev grebet af egoisme og misundelse, hvilket førte til at vi blev fremmede for vores bestemmelse og for hinanden. Blot 4 kapitler inde i Bibelen udarter den menneskelige egoisme og misundelse sig i brodermordet, hvor Kain svigtede det ansvar vi havde fået givet for hinanden og for hele den vidunderlige jord. Og historien har gentaget sig. I dag står vi igen ansigt til ansigt med et brodermord. To broderfolk overfor hinanden, hvor det ene nu har åbnet krig mod det andet. Men Ole Wivel finder håb ved at søge tilbage til Guds skabelse, hvor Gud skabte verden som kloderne i lys. Og denne skabende Gud skal også i dag minde os om, at ondskaben og døden og mørket ikke skal få det sidste ord. For Gud skabte lys i verden og han er her ganske nær hver eneste af os i sin søn Jesus Kristus, som kom for at jage mørket på flugt, og holde os fast på, at vi mennesker er gudskabte – at vi rummer en gudbilledlighed og er kaldede til at leve i fællesskab. Han kom for at pege på at selv ud af dødens mørke kan livet opstå – og holde os fast på at selv midt i krigens løgne, der vil ingen magt kunne hindre sandheden i at fæstne rod og gro som frøet, der selv i en fattig jord, som et under skjult for alle gror.

Om lidt vil jeg opfordre alle til at gå op og tænde et lys for dem vi har kær og for dem som skal træffe svære beslutninger og symbolsk derved bærer skabelsens lys ind i det mørke som har sænket sig over Ukraine og hele verden – OG lad os alle bede til, at lyset må oplyse og varme så freden igen vil komme til verden og friheden og respekten igen må sejre, som det var tænkt.

Men inden vi går op og tænder lys, vil jeg læse et digt skrevet af den norske digtet Sindre Skeie, skrevet til de mange ofre for krigens rædsel i Ukraine – og for at holde os faste på menneskeligheden midt i alt det umenneskelige.

Jeg tænker på alle de unge,

som måske blir nødt til at gi

det største, de ejer, til krigen:

det fine og sårbare liv.

I kamp blir de kun kaldt soldater,

men alle som en har et hjem,

der findes et gabende tomrum,

som netop kun fyldes af dem.

Jeg tænker: hvor mange mon frygter,

at nogen, de elsker, skal dø?

hvor mange, mon skælver, om natten,

når himlen blir flammende rød?

Hvor mange forsøger at flygte,

men har intet sted, de kan gå?

Mens de, der begyndte på krigen,

er trygge og rige - og få.

Jeg tænker på dem, som må kæmpe

for et liv, lissom dit og mit:

hvor mennesker lever i tryghed,

i fred, i et land som er frit.

Og hvem, der vil sejre, ved ingen,

vi skimter, blot svagt, hvad vandt:

at frihed og værdighed findes,

er afgjort og endelig sandt.

Det er ingen lindring af sorgen,

men hvisker i hjerterne at:

Der er ingen krig, som er evig,

og ingen er kun en soldat.

(Sindre Skeie, oversat til dansk af Tine Illum)