Hilsen til ukrainere fra folkekirken i Viborg Stift
I torsdags holdt vi en forbønsgudstjeneste for ofrene for krigen i Ukraine i Domkirken i Viborg. Vi kom til kirken fordi vi er urolige og bange. En krig er brudt ud i Europa. Og millioner af almindelige mennesker lever i frygt for det næste angreb. Mennesker søger under jorden, for at beskytte sig imod fjendens raketter og unge russere bliver beordret i en krig de ikke har ønsket.
Vi kom i vores magtesløshed fordi vi har brug for hinanden, når vanviddet raser.
Millioner af ukrainere er under angreb – men denne krig rammer ikke alene Ukraine – nej krigen sender chokbølger langt ud over landets grænser. Her i Danmark – her i vores stift befinder i tusindvis af ukrainere sig. De er kommet frivilligt – de arbejder her på gårde, og i gartnerier eller i andre vigtige positioner. De er her for at sikre dem og deres familier en bedre fremtid. Og pludselig er alt forandret. Og krigen i Ukraine rammer også dem og går lige i hjertet, på en måde som ingen af os andre nogensinde vil fatte. Deres familier sidder tilbage i Ukraine i beskyttelsesrum og frygter hvad de næste døgn vil bringe. Og de sidder her – magtesløse og bange og forsøger at holde kontakten med deres kære.
Vi kom for at vise solidaritet, med dem der nu sidder i frygt og mørke. Vi kommer her for at vise dem, at vi er med dem – at de er set og husket.
Vi kommer her midt i vores afmagt – for at hente styrke og mod bag kirkens tykke mure, der i generation efter generation har kunnet rumme vor fortvivlelse. Vi kommer til dette hus, for at se et glimt af håb midt i al det håbløse. Vi kommer her for at bede Helligånden ned over dem, som sidder med ansvaret for denne krig – at de må få åbnet deres øjne, så de ser den lidelse, som de har udløst og så de får åbnet deres horisonter imod andre veje – fredens og sameksistensens veje.
Blot 4 kapitler inde i Bibelen udarter den menneskelige egoisme og misundelse sig i brodermordet, hvor Kain svigtede det ansvar vi havde fået givet for hinanden og for hele den vidunderlige jord. Og historien har gentaget sig – I dag står vi igen ansigt til ansigt med et brodermord. To broderfolk overfor hinanden, hvor det ene nu har åbnet krig mod det andet.
Men vi må lade Gud, som skabte jorden som klodernes lys, minde os om, at ondskaben og døden og mørket ikke skal få det sidste ord. For Gud skabte lys i verden og han er her ganske nær hver eneste af os i sin søn Jesus Kristus, som kom for at jage mørket på flugt, og holde os fast på at vi mennesker er gudskabte – at vi rummer en gudbilledlighed og er kaldede til at leve i fællesskab. Han kom for at pege på at selv ud af dødens mørke kan livet opstå – og holde os fast på at selv midt i krigens løgne, der vil ingen magt kunne hindre sandheden og retfærdigheden i at fæstne rod.
Vi vil invitere alle jer ukrainere til at bruge vore kirker, hvis I har brug for et rum til at bede eller tænde et lys. Og vi vil invitere jer til at kontakte vore menigheder, hvis I har brug for hjælp eller får brug for hjælp til at modtage flygtninge fra jers land, som vil komme til har til os.
Må Gud velsigne jer og bevare jer. Må han lade sit lys skinne over jer og give jer fred!
Henrik Stubkjær
Biskop over Viborg Stift