Jubilæumsgudstjeneste i Viborg Domkirke
Søndag den 10. April 2022 kl. 14.00
I 2022 fejrer Folkekirkens Nødhjælp 100-års jubilæum.
Det markerer vi i Viborg med en jubilæumsgudstjeneste.
Biskop Henrik Stubkjær, som er tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, prædiker. Domkirkens kor medvirker, ligesom den nye jubilæumssang vil blive sunget.
”I kristendommen er næstekærligheden helt central. Folkekirken har gennem Folkekirkens Nødhjælp nu hjulpet mennesker i nød i hele verden i 100 år. Det har reddet liv og givet mennesker en ny chance for at tage ansvar for eget liv. Det er værd at fejre”, fortæller biskop Henrik Stubkjær.
Efter gudstjenesten er der en lille uformel reception med lejlighed til at mødes og samles omkring Folkekirkens Nødhjælp, og hvor engagementschef Lars Lindholm vil give et aktuelt indblik i Nødhjælpens arbejde.
Håb og handling
Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder kan Folkekirkens Nødhjælp i 2022 markere 100 års arbejde med håb og handling.
Og det er er historiens grumme ironi, at vores 100 års erfaring med nødhjælp nu igen bliver bragt i spil i en europæisk konflikt med millioner af ofre fra krigen i Ukraine.
“Jeg havde aldrig troet, at Folkekirkens Nødhjælp igen skulle engagere sig med humanitær hjælp til millioner af ofre for krig i Europa. Men med den russiske invasion er det ikke desto mindre den virkelighed, vi nu opererer i sammen med vores lokale partnere i Ukraine," siger Folkekirkens Nødhjælps generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.
“Vi står med en humanitær katastrofe i Europa og et anslag mod de principper om menneskerettigheder og demokrati, der blev nedfældet i kølvandet på første og anden verdenskrig. Det er de grundprincipper, Folkekirkens Nødhjælp kæmper for i verden.”
Folkekirkens Nødhjælps historie begyndte efter Første Verdenskrig. Sult og fattigdom hærgede Europa, og mange søgte til kirkerne for at få hjælp. Opgaven var derfor påtrængende, da kirkefolk i 1922 mødtes i København for at organisere en fælles hjælp. Kort efter var den første internationale nødhjælpsindsats i gang.