Fortsæt til hovedindholdet
2021
Nyheder

Stort idekatalog til små og store fællesskaber

Det er utroligt, hvor mange små og store fællesskaber, folkekirken tilbyder børn, unge, familier og seniorer.

Hænder med rød maling der danner et hjerte

Bogen ”Diakoni som kirkens omsorgstjeneste” beskriver knap 100 forskelligartede diakonale tilbud og vidner om stor kreativitet og mangfoldighed i diakonien i Viborg Stift. Nu er bogen også blevet til et hjemmesideunivers, hvor du kan gå på opdagelse i samtaleforløb for gravide, barselscafé og babysalmesang for de mindste. Der er samtalegrupper, børnefødselsdagsfond og fortællehjørne for børn. Der er forældrevenner, pilgrimsvandringer og valentin i kirken for voksne, og for seniorer er der besøgstjeneste for ensomme, stjernestunder for demensramte og vågetjeneste for døende blandt meget andet. Tusinder i Viborg stift har hver uge glæde af folkekirkens diakonale arbejde.

Steen Andreassen sammen med konfirmander

Stiftspræst Steen Andreassen sammen med konfirmander

Mennesket har værdi

Det er stiftspræst for diakoni, Steen Hedemann Andreassen, der står bag bogen, og han er selv initiativtager og tovholder på flere af bogens initiativer, lige fra samtalegrupper for mænd med fødselsdepression til pilgrimsvandringer for veteraner og diakonidage med konfirmander, hvor de kan få erfaringer med sig, som de ikke får i konfirmandstuen. I sin indledning skriver han:  Livet begynder med Jesus Kristus, og det ender med næsten. I nutidens konkurrencestat, hvor princippet om ”noget for noget” gælder, betoner det kristne menneskesyn, at mennesket altid har værdi i sig selv” Det er en fin overskrift for, hvad diakoni er, og hvad bog og hjemmeside handler om, fortæller Steen Andreassen.

Mangfoldighed af gode ideer

Bog og hjemmeside rummer en mangfoldighed af gode idéer og initiativer. Her kan man lade sig inspirere og plukke en idé eller to eller mange flere. Det er Viborg Stift og Samvirkende Menighedsplejer, der i samarbejde har udgivet bogen og lavet hjemmesideuniverset.

Biskop Henrik Stubkjær

Biskop Henrik Stubkjær

Biskop Henrik Stubkjær bifalder denne unikke ide-samling:

-Det er unikt af sin art, for det er ideer og konkrete projekter, som alle er afprøvede. De er fortalt og beskrevet af personer, der selv har stået midt i deres virkeliggørelse og høstet uvurderlig erfaring. Det skal være mit håb, at nærværende udgivelse vil blive et værktøj, der hjælper os til at gøre tro til handling.