Fortsæt til hovedindholdet

Selvfølgelig vil jeg fordybe mig i verdens vigtigste bog

Jørgen og vennerne kan ikke få nok af bibel-nørderi:
Tekst: Anika Thorø Weber. Foto: Henrik Helms 

Ventelisten er årelang til kurset Teologi for voksne, der år efter år trækker kursusdeltagere til Viborg fra store dele af det midtjyske.

 

- Ti lige stille, så vi har ro til at læse!

En flittig elev på en af de forreste rækker i undervisningslokalet på Katedralskolen i Viborg mærker en trang til at markere sig. 

Eleven sidder dybt begravet i sine bøger og vil ikke forstyrres af sin lærer, der ikke helt kan holde inde med sin talestrøm, efter hun har sat eleverne i gang med en opgave – og det får hun at høre som en kæk bemærkning, der får hele klassen til at fnise, hvorefter de ligesom deres studiekammerat igen fordyber sig i bøgerne foran dem. 

Og det er da heller ikke en helt almindelig gymnasieklasse, der denne lørdag i oktober sidder bænket på stolerækkerne i de historiske lokaler på Gl. Skivevej foran provst Betty Grønne Ahrenfeldt.

I stedet har omkring 30 kursusdeltagere fundet sig til rette i de slidte træstole på gymnasiet. Deres alder afsløres af de grå stænk i håret, fraværet af computere og de mange briller. 

Kursisterne er nemlig alle en del af Viborg Stifts omfattende kursus Teologi for voksne, hvor deltagerne otte lørdage om året i tre år lærer om alt fra Israels historie til trosbekendelsen og sjælesorg - og de kan ikke få nok. 

- Jeg synes det er rigtig spændende. Jeg bliver udfordret på en god måde, siger 68-årige Grethe Bjerregaard, der begyndte på kurset ved årsskiftet. 

Grethe og Jørgen Bjerregaard kendte deres underviser Henning K. Thomsen i forvejen. Han var årsag til, at de valgte kurset i Viborg Stift fremfor kurset deres eget stift. 

Hendes mand Jørgen giver hende ret:  

- Bibelen er jo verdens vigtigste bog, så selvfølgelig vil jeg gerne fordybe mig i den. Nu hvor jeg er blevet pensionist, har jeg også fået tiden til det, siger den 69-årige bibelnørd, der sammen med konen har taget turen helt fra Vejle-området for at deltage i kurset i Viborg.

Et populært tiltag

Grethe og Jørgen Bjerregaard er langt fra den eneste, der suger til sig af undervisningen på Katedralskolen i Viborg. 

I alt har Viborg Stift lige nu tre teologihold på hver deres årgang, og endnu flere kursister tripper efter, at det bliver deres tur til at deltage. 

Men faktisk er Teologi for voksne blevet så populært, at ventelisten dækker helt frem til 2025. Det fortæller teologisk stiftskonsulent Henning K. Thomsen. 

Stiftspræst Henning K. Thomsen er en af de faste undervisere på Teologi for voksne.

- Det er helt vildt, at vi har så mange på venteliste. Jeg tror det skyldes, at det er et tilbud, som mange har svært at finde andre steder. Tidligere blev der holdt en del lignende foredrag rundt i folkekirkerne, men det gør man ikke så meget længere. Nu foregår det mere i forskellige kirkelige foreninger, og hvis man ikke kommer der, møder man ikke de her teologiske tilbud, siger Henning K. Thomsen, der udover at undervise kursisterne også er en af tovholderne på projektet.   

Han oplever, at mange af deltagerne sætter lørdag efter lørdag af, fordi de vil dykke ned i den bibel, de har bygget deres liv på. Men i stedet for blot at lytte til deres lokale præst vil de nu have biblen i egne hænder. Det genkender Jørgen Bjerregaard. 

- Bibelen har haft stor betydning for mig i mange år, men jeg har aldrig sat tid af til at få læst den i en sammenhæng. Det gør jeg nu. Det har stor værdi for mig, siger han. 

Barnetroen rives væk 

Selvom kursisterne på Teologi for voksne nyder at suge ny viden til sig, så sker det også med en vis ærefrygt. 

I undervisningslokalet med Henning K. Thomsen er der en del kursister, der flere gange spærrer øjnene op til dagens undervisning. Det gælder ikke mindst, da Henning K. Thomsen introducerer dem til muligheden for, at Jesus måske ikke blev født i Betlehem, og at lignelserne i biblen først og fremmest handler om netop Jesus Kristus – ikke om os mennesker. 

Deltagerne i Teologi for voksne er dybt engageret i kurset og bruger lørdag efter lørdag på at studere bibelen. 

- Man får jo rokket lidt ved sin barnetro af det her – eller måske ligefrem ødelagt den. Men det er jo en god ting. Jeg bliver klogere på den bibel, jeg har kendt i mange år. Jeg får nogle nye perspektiver og flere nuancer, siger Arne Mølgaard, som deltager i kurset sammen med sin hustru Inge Marie. 

For år tilbage deltog de begge i et lignende kursus. Alligevel er de ikke blevet færdige med at dykke ned i biblen: 

- Jeg fatter egentlig ikke, at vi kunne holde til det, da vi deltog i Teologi for lægfolk for 20 år siden. Dengang havde vi så meget andet at se til, så vi fik heller ikke altid lavet hjemmearbejdet ordentligt. Den tid har vi nu, hvor vi er pensionister. Jeg tror, vi får mere ud af det nu, siger Inge Marie Mølgaard, der ligesom vennerne Grethe og Jørgen Bjerregaard har taget turen fra Vejle til Viborg for at deltage i kurset. 

Engagementet fortsætter 

Der er ingen tvivl om, at Inge Marie og Arne Mølgaard samt alle de øvrige kursister nyder at modtage teologiundervisning – endda i så høj grad, at deres iver efter at lære næsten er ustoppelig. 

Arne Mølgaard har ligefrem sagt ja til at være med i planlægningsgruppen for en seks dages tur til Wittenberg, hvor deltagerne på alle tre Teologi for voksne-hold er inviteret. 

Her skal de blive klogere på Martin Luther og dykke ned i den danske kirkes lutherske rødder. 

Inge Marie og Arne Mølgaard føler sig udfordret af teologiundervisningen – men på en god og sund måde.  

- Det er jo en god måde at få undervisningen ind under huden. Samtidig vil vi også gerne skabe et godt sammenhold på holdene, og det kan sådan en tur være med til, siger Arne Mølgaard, der også tidligere har været med til at arrangere en lignende tur til Wittenberg for sit lokale sogn. 

Ligesom flere af de øvrige deltagere hæfter han sig ved, at han primært deltager i teologiundervisningen og studieturen, fordi han selv får en masse godt ud af det. Alligevel er hans underviser Henning K. Thomsen overbevist om, at interessen er til gavn for mange andre. 

- Mange af deltagerne er så opslugte af emnet, at de slet ikke kan lade være med at fortælle det, de har lært, videre til børn og børnebørn. På den måde bliver deres kendskab til kristendommen givet videre til næste generation. Det er vigtigt, hvis kirkens kulturarv skal leve videre, siger stiftskonsulenten. 

 

Læs mere om Teologi for voksne (og tilmeld dig ventelisten) her.