Den kvalificerede og kompetente præst
[…] altid fuldkomnere at danne og dueliggøre mig til dette hellige embede
(Den danske folkekirkes præsteløfte)
Kompetencer og profession
Præsteembedet er sammen med læge og advokat en af de tre klassiske professioner. De klassiske professioner er blandt andet kendetegnet ved at have en særlig teoretisk basisviden, der er erhvervet gennem en længerevarende og anerkendt uddannelse, samt en særlig praktisk kunnen. Denne særlige viden og kunnen skal professionsindehaveren dernæst evne at sætte i spil i en given situation og i relation til nogen – hvorfor der til en profession også altid er knyttet en bevidsthed om til den professionen hørende professionsetiske værdisæt. For præstestanden kommer dette bl.a. til udtryk i såvel præsteløftet som kravet om decorum.
Uddannelsesplan og kompetenceprofil
Erhvervelse af kompetencer er en del af uddannelsesplanen for den forberedende og introducerende uddannelse af præster: NY PRÆST- Folkekirkens integrerede præsteuddannelse. Derfor følges uddannelsesplanen af Ny kompetenceprofil for præster. Kompetenceprofilen er retningsgivende på flere områder. Den er bestemmende for FUVs præsteuddannelsers to niveauer: 1. den indledende del af præsteuddannelsen, som finder sted på pastoralseminarieuddannelsen og den obligatoriske efteruddannelse; 2. FUVs frie og almene efteruddannelsestilbud. Kompetenceprofilen rækker således videre end det obligatoriske forberedende og introducerende efteruddannelsesforløb. Den beskriver kompetencer, som er nødvendige for enhver præst uanset embedsalder. Endelig giver kompetenceprofilen de folkekirkelige aktører og offentligheden et indblik i, hvad man med rimelighed kan forvente sig af præster, når de udøver deres profession.
Kompetenceprofilen tager sit udgangspunkt i den basale observation, at man godt kan have erhvervet sig en lang række kvalifikationer, viden og færdigheder, uden at kunne udfolde disse kvalifikationer i praksis. Hertil kræves kompetencer, som i ligefrem og ordinær forstand handler om den professionelles kapacitet og formåen i faglige situationer.
Kompetenceprofilen for præster sigter mod en så klar og operationel kompetenceforståelse som mulig for at sikre dens anvendelighed i forbindelse med tilrettelæggelse og evaluering af uddannelsen og til tydeliggørelse af, hvori et præsteembede overordnet består. Kompetenceprofilen er opdelt i en række basale embedsmæssige funktioner med udgangspunkt i en nutidig, folkekirkelig virkelighed. Til hver funktion beskrives de tilhørende kvalifikationer og kompetencer. Det gør kompetenceprofilen anvendelig i såvel en uddannelses- som i en arbejdsmæssig sammenhæng.
Det kirkelige embede
Folkekirkens præsteuddannelse uddanner teologer og andre, der får adgang til at søge embede som præst i folkekirken, til det kirkelige embede. Det særlige præsteembede er i evangelisk-luthersk sammenhæng bestemt af sin funktion. Det vil sige, at den embedsteologiske tyngde ikke ligger på embedsbæreren, men på den tjeneste, som embedsbæreren er pligtig til at yde. Embedet er med formuleringen i Confessio Augustana (CA) ”indstiftet til at lære evangeliet og meddele sakramenterne. For ved ordet og sakramenterne som midler gives Helligånden, som virker tro, hvor og når det behager Gud” (CA art. 5). Det betyder videre, at menigheden i frelsesmæssig henseende ikke er afhængig af embedsbærerens særlige kvaliteter men af, at Guds Ord forkyndes og sakramenterne forvaltes. Enhver døbt person kan i princippet udøve den særlige præstetjeneste, men kun den, der er fundet egnet og er rettelig kaldet dertil (CA art. 14) har både ret og pligt til at udøve det kirkelige embedes funktioner. Disse embedsteologiske grundantagelser er bestemmende for præstens øvrige og mangeartede funktioner.
Professionsuddannelsen til præst
Som profession betragtet består præstens faglighed af tre sammenhængende dele. Med de aristoteliske begreber besidder præsten for det første teologisk og anden faglig viden (episteme) og mestrer denne videns særlige aktivitet, som er at kunne anstille synspunkter og synsvinkler (theoria). For det andet besidder præsten særlige færdigheder, det være sig rituelle, retoriske eller lignende, (techne), som udfolder sig i konkrete frembringelser (poiesis). Og endelig har præsten opøvet den særlige kundskabsform at kunne agere skønsomt, reflekteret og dygtigt (phronesis) i en konkret situation (praxis). Præsten kan udvise teologisk dømmekraft og udøve et professionelt skøn, sådan at viden og færdigheder er til gavn for nogen i de konkrete situationer, hvor embedet udføres.
Ved at lægge et professionsfagligt syn til grund for præsteuddannelsen tydeliggøres det, at kvalifikation (viden og færdigheder) og kompetence (reflekteret og dygtig praksis) indgår som led i den dannende læringsproces, der finder sted både i selve præsteuddannelsen og i præstens fortsatte egenlæring. Dannelse forstået som en stadig udvidelse og uddybelse af viden og kundskaber og uddannelse forstået som oplæring i udøvelse af særlige funktioner supplerer tilsvarende hinanden.
At blive og forblive professionel er kort sagt et spørgsmål om livslang og kompleks læring. Det er, hvad præsteløftet beskriver med termerne dannelse og dueliggørelse.
Denne fortsatte faglige og personlige dygtiggørelse finder både sted gennem egne studier (ift. præsteløftet), FUVs præsteuddannelses to niveauer (den obligatoriske og den frie efteruddannelse), gennem andre uddannelses- og kursusforløb, deltagelse i supervision, netværk mv., og gennem det daglige virke som præst. I den obligatoriske uddannelse af kommende og nye præster sker det gennem undervisning, øvelser og praktik i spændet mellem kvalifikation og kompetence. Denne indledende del af præsteuddannelsen baserer sig på et fortløbende samspil mellem erhvervelse af viden, en omsætning af denne viden i praksis herunder indhentning af egen praksiserfaring og refleksion over denne, samt opøvelse af teologisk og personlig dømmekraft, der gør det muligt at vurdere, hvilken professionel indsats, der kaldes på i de konkrete situationer. De kommende og nye præster socialiseres hermed ind i en allerede eksisterende faglig, social, kulturel, konfessionel og samfundsmæssig orden. Herigennem udvikler de deres historie- og traditionsbevidsthed og får dermed en forståelse af at være en del af folkekirken som institution og organisation.
Den almene efteruddannelse varierer fra det obligatoriske uddannelsesforløb ved ikke på samme måde at være rettet mod opøvelse af praksis i overgangen mellem teologisk studium og embede. Der fokuseres i langt højere grad på præstens kritiske, diskuterende, søgende og reflekterende tilgang til sin funktion som præst og teolog. De præstelige funktioner kræver en stadig udvidelse af den allerede erhvervede viden, kunnen og dømmekraft. Og i takt med dette vokser behovet for at kunne forholde sig til sin funktion i større og mere komplekse sammenhænge, der også rækker ud over de strengt fagteologiske områder. En moden professionalisme bevæger sig udviklende i pastoralteologiens mange berøringsflader med andre professioner, fag og tænkemåder. På dette fortsætterniveau erhverver man sig nye kvalifikationer og kompetencer og integrerer dem i sin måde at være præst på.
