Palmesøndag
Indtoget i Jerusalem
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger:
Sig til Zions datter:
Se, din konge kommer til dig,
sagtmodig, ridende på et æsel
og på et trækdyrs føl.
Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte:
Hosianna, Davids søn!
Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!
Hosianna i det højeste!
Mattæus kapitel 21, vers 1-9
Hans Berg
1938-2010
Han var mag. art. i etnografi og har været på arkæologiske ekspeditioner og ophold i Bahrain, Pakistan, Indien, Nepal, Grønland, Italien og Frankrig. Som maler og grafiker er han autodidakt med debut i 1960. Hans Bergs lavede kubistiske og abstrakte billeder i form af bemalede collager ofte med indhold fra antikken og renæssancen. Samme teknik brugte han i sine vellignende og symbolladede portrætter. Han var en flittig udstiller på Charlottenborg og kunstmuseer og i forskellige gallerier. Han har fået en del priser og legater i 1980erne. Han er opkøbt og ophængt adskillige steder i landet.
Inger Marie Jørgensen
1915 - 2014
var en dansk billedhugger og grafiker. Og blev først uddannet på Kunsthåndværkerskolen med afgang i 1936 som keramiker og studerede derefter på Kunstakademiet i København hos professor Einar Utzon-Frank 1938-44.
Hun arbejdede både med skulptur i sten, keramik og træ. I en forenklet naturalisme skildrede hun ofte børn i leg eller fugle, og hun satte ofte mange figurer sammen til nye figurative mønstre. Hun eksperimenterede med sammensætningen af glas og stentøj i skulpturer og relieffer, og arbejdede meget med gennembrudte dobbeltrelieffer, der, for de keramiske skulpturers vedkommende, ofte var udfyldt med polykromt glas i hullerne. Træskulpturerne var ofte med forgyldte flader eller bemalede.
Hendes motiver var ofte børn, bibelske motiver, planter og, især i de senere år, fugle. Hun hentede ofte fuglemotiverne fra Søerne i København, hvor hun boede, og de blev til dobbeltrelieffer i træ med grupper af fugle. Med tiden arbejdede Inger Marie Jørgensen også med grafik, både i form af raderinger og linoleumstryk, og også her var motiverne ofte fugle, men også motiver fra hendes mange rejser. Hun rejste meget i Irland, men også en hel del i Grækenland, Italien, Japan, Frankrig, Færøerne, Island, Tyrkiet og Mexico.
Om serien Kom og se!
Påsken handler om alt det vi ikke kan se.
Selv om der var nogen, der var med i de dage for længe siden og som så en del, er der ingen af os i dag, der så det.
Der var ingen øjenvidner til det væsentligste i den kristne påsketro.
Ingen så Jesus gå ud af graven, ingen så hvad der skete. Og alligevel er vores kirker fulde af billeder, der fortæller om det ingen så og som vi ikke kan se, men som vi tror på. Og som virkelighed i vores liv.
I syv afsnit besøger vi tolv kirker. Nogle værker er hundrede år gamle, mens andre er hel nye og stadig dufter af maling og skinnende guld.
Allesammen fortæller om det der skete i påsken for over 2000 år siden.