Fortsæt til hovedindholdet

Påskedag

En tom grav er omdrejningspunktet for præst Troels Laursens besøg i kirkerne i Selde og Råsted.

Tekst fra Bibelen, der passer til dagens afsnit

Jesu opstandelse

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.

Markus evangeliet kapitel 16, vers 1-8

Mødet

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild, og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne: »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.«

Mødet med den opstandne Jesus

Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Mattæus evangeliet kapitel 28, vers 1-8

Selde kirke

Erik Heide
f. 1934

En vigtig del af Heides værk består af udsmykninger i kirker. Blandt andet en række nye kirker landet over, hvor han har stået for en total udsmykning af kirkerummet med alterbord, prædikestol, døbefont, krucifiks osv. Han arbejder fortrinsvis i grove materialer som træ, granit og støbejern, og med en dyb forståelse og respekt for de kristne grundsymboler, som han omsætter til et enkelt og kraftfuldt moderne formsprog.

Ud over kirkekunsten har Erik Heide skabt en lang række skulpturer og relieffer af mere verdslig karakter, også her med grove materialer og forenklede former, ofte dyreformer som fuglen, fisken, hunden – eller mennesket. Hans værker findes på pladser og torve i mange byer landet over.

Råsted kirke

Paul M. Cederdorff
f. 1938

er dansk maler, grafiker, keramiker og billedhugger fra Holstebro, der siden starten af 1960'erne har haft talrige udstillinger i Danmark og i udlandet.

Efter at have uddannet sig på forskellige tegne- og maleskoler i Danmark rejste Cederdorff til Schweiz, hvor han fra 1960-1963 gik på kunstskole og mødte prominente internationale kunstnere som fx Henry Moore og Alberto Giacometti. Cederdorff vendte herefter tilbage til hjembyen Holstebro, hvor han bl.a. var initiativtager til Skolen for Experimentalkunst, og i en periode arbejdede han som fotograf for forfatteren og kulturhistorikeren Rudolf Broby-Johansen. I slutningen af 1960'erne udgav han efter en produktiv periode sit første grafiske arbejde i bogen Cyklus.

I 2002 færdiggjorde Cederdorff The Sherborne Crucifix, der er et keltisk inspireret krucifiks, der blev skænket som en bodsgave til The Lady Chapel i Sherborne Abbey i England, fordi Sherborne var blevet hærget af danske vikinger. Gaven blev skænket af Holstebro Kommune og blev afleveret med håbet om et kommende årtusinde med venskab, fred og fremgang for begge befolkninger.Samme år modtog Cederdorff en første plads på Leek Art Festival i England. I 2005 stoppede Cederdorff som lektor på Holstebro Gymnasium, hvor han siden 1969 havde været ansat som lektor i billedkunst.

I 2016 blev der i Thyborøn indviet en mindepark på 100-årsdagen for Jyllandsslaget i 1916. Mindeparken er udformet som et kunstprojekt bestående af 25 granitsten og 8.645 enkeltstående figurer, som er udført af Cederdorff.

Om serien Kom og se!

Påsken handler om alt det vi ikke kan se. 

Selv om der var nogen, der var med i de dage for længe siden og som så en del, er der ingen af os i dag, der så det. 

Der var ingen øjenvidner til det væsentligste i den kristne påsketro. 

Ingen så Jesus gå ud af graven, ingen så hvad der skete. Og alligevel er vores kirker fulde af billeder, der fortæller om det ingen så og som vi ikke kan se, men som vi tror på. Og som virkelighed i vores liv.

I syv afsnit besøger vi tolv kirker.  Nogle værker er hundrede år gamle, mens andre er hel nye og stadig dufter af maling og skinnende guld. 

Allesammen fortæller om det der skete i påsken for over 2000 år siden.