Projekt ”Vandring mod forandring og nyt livsmod”
"Vandring mod forandring og nyt livsmod” er overskriften for det tema, jeg har ønsket at undersøge i min bevilgede studieorlov af Viborg Stift.
Jeg ville gerne undersøge:
- Hvordan kan man bruge pilgrimsvandringen med henblik på at skabe flere muligheder, der kan hjælpe mennesker til at genoprette fodfæstet i tilværelsen efter nogle af de svære situationer, som livet byder på?
- Gør det noget ved et menneske, når det er i følge med Kristus på en vandring?
Inspirationen til mit projekt er hentet gennem mine personlige erfaringer med at vandre på de sydeuropæiske Camino-strækninger i Spanien, Portugal og Frankrig og gennem de erfaringer, jeg har høstet gennem mit arbejde som sogne- og fængselspræst i de seneste 12 år.
Det er min erfaring at vandring og samtale kan føre til forandring hos det enkelte menneske på forskellig vis, og jeg er af den overbevisning, at en vandretur sammen med en eller flere personer, der på en eller anden måde er nået til et vendepunkt i deres liv vil være et godt supplement til Folkekirkens eksisterende tilbud til sorggrupper med henblik på at give mennesker nyt livsmod.
En længere vandretur, har jeg selv erfaret, kan medvirke til at give fornyede kræfter og mod på tilværelsen, også når livet ikke flasker sig, som man kunne ønske det
En længere vandretur, har jeg selv erfaret, kan medvirke til at give fornyede kræfter og mod på tilværelsen, også når livet ikke flasker sig, som man kunne ønske det. Søren Kierkegaards opfordring til ikke at tabe lysten til at gå tror jeg er meget relevant for de fleste af os, ikke mindst i det moderne samfund, hvor der lægges så megen vægt på hurtighed og resultatorientering, så der ikke bliver tid til at finde velbefindende gennem langsomhed og eftertænksomhed. Og det tror jeg har en negativ virkning både for det enkelte menneskes trivsel og for vort samfund som helhed.
En længere vandretur sættes i gang
Det har været min hensigt gennem min orlov at nærstudere forskelligt litteratur omkring sjælesorg m.m. og tilbyde en længere vandring af 14 dages varighed ad den portugisiske Camino fra Porto til Santiago de Compostela (ca. 240 km) med sjælesorg for øje.
Mit fokus har været at få kontakt til særligt udsatte mennesker, her iblandt tidligere kriminelle, og tilbyde dem en længere vandretur med henblik på bruge vandreturen som et middel og hjælp til at nedsætte risikoen for at vende tilbage til det kriminelle miljø (recidiv risikoen) efter løsladelsen fra Kriminalforsorgen.
Men jeg har også søgt kontakt til andre mennesker, der kunne have lyst til at komme ud at vandre for at få nye input i tilværelsen, måske i forbindelse med tab af nær familie, skilsmisse, ensomhedsfølelse eller pga. andre grunde. Forud havde jeg lavet en aftale om assistenbistand på vandreturen med en dreven pilgrimsvandrer og rejseguide.
Jeg begyndte at søge økonomiske midler til finansiering af en vandretur på 14 dage allerede længe før min studieorlov trådte i kraft. Det var min tanke, at jeg kunne finde økonomisk støtte både til rejseudgifter og til vandreudstyr, fordi jeg forudså, at den målgruppe, jeg havde fokus på, ikke selv havde de nødvendige midler til at deltage i sådan en vandretur.
På anbefaling kontaktede jeg et fundraiser firma som skulle hjælpe mig med at finde fonde målrettet mit projekt og derpå hjælp til at lave relevante ansøgninger. På trods af gode anbefalinger af projektet både
fra biskop, Henrik Stubkjær i Viborg Stift og fra Café Exit, som er en organisation, der støtter ekskriminelle gav mine ansøgninger ikke positive resultater, men der imod en udgift til fundraising på omkring 8.000,- kr for egen regning. Herefter søgte jeg selv midler hos forskellige fonde, men uden held, undtaget en enkelt fond, som gav et beskedent bidrag. Der blev således ingen midler at tilbyde de interesserede vandrere, som jeg havde kontakt til.
Et andet problem jeg stødte ind i var, at nogle af de interesserede ikke var berettiget til at holde ferie på grund af deres tilknytning til Jobcentre mm. i det offentlige system.
Opsøgende arbejde samt forberedelser til vandreturen
Resultatet var, at jeg i den første del af min orlov brugte megen tid på opsøgende arbejde rundt omkring i landet, for at finde deltagere til vandreturen. Jeg henvendte mig dels til mennesker, der havde forbindelse til organisationen Café Exit, hvor jeg selv er en del af den frivillige arbejdskraft.
Jeg henvendte mig også til forskellige soldaterhjem for eventuelt at få kontakt til nogle af samfundets krigsveteraner. Her blev mit projekt godt modtaget, men tidsrammen for planlægning af turen var for snæver for de interesserede, så heller ikke i den gruppe lykkedes det mig af finde deltagere til den længere vandretur. Det lykkedes mig også at samle beskedne sponsorater ind gennem opsøgende arbejde i mit privatområde.
Ca. 3 uger før den planlagte periode for vandreturens afvikling lykkedes det mig at finde to deltagere uden for min målgruppe i mit lokalområde. Begge var uafhængige af økonomiske tilskud og af forpligtelser på arbejdsområdet m.m., og de havde begge lyst til at udfordre sig selv med en længere vandretur, som ingen af dem havde prøvet at deltage i. De to uerfarne vandrere havde jeg informationsmøder med omkring hvilket vandreudstyr, der var relevant at anskaffe sig og om vandring ad Caminoen i øvrigt. Jeg havde forud udarbejdet en rejseplan med dagsture på 15-20 km vandring, overnatningssteder på herberg og klostre og et program for, hvilke rammer jeg havde lagt for vandreturen, en pilgrimsvandring med plads til samtale med præsten, andagt og bøn. I forberedelserne var der også indlagt to-tre træningsvandreture af henholdsvis 3 timers og seks timers varighed. Derefter begav vi os afsted ud i det ukendte i 14 dage ad den Portugisiske Camino fra Porto til Santiago de Compostela med fuld oppakning på ryggen.
Afvikling af vandreturen
Det viste sig allerede ved ankomsten til vort første herberg, at på trods af gruppens lille størrelse, var det ikke uden problemer at få kemien mellem os fire til at stemme overens. En havde svært ved at tilpasse sig i gruppen og valgte derfor at gå for sig selv. En anden fik så mange smerter i fødderne undervejs, så hun måtte transporteres med taxi fra sted til sted de sidste fire dage, og det satte naturligvis sit præg på dagligdagen i gruppen.
På trods af de forskellige besværligheder har to af deltagerne udtalt sig positivt om vandringen både om afholdelsen af andagt samt mine fortællinger om mine informationer og om mødet med de smukke kirker undervejs, om de gode muligheder for dybere samtaler på selve vandringen og om mødet med andre pilgrimme og deres livshistorier samt om fornemmelsen af frihed og roen til eftertænksom.
De sidste fem uger af studieorloven
Allerede før afrejsen til Portugal havde jeg taget kontakt til nogle af kriminalforsorgens pensioner for at tilbyde beboerne på disse steder vandreture af et par timers varighed i deres lokalområde.
Også her blev tilbuddet modtaget positivt, og jeg blev derfor inviteret til at holde et oplæg for beboerne om mit tilbud, men pga.af juleforberedelser var det umuligt at få fastlagt en nærmere aftale for en vandretur. Det er så et kommende projekt, jeg ønsker at arbejde videre med her i foråret.
Fordybelse i litteraturen
I min litteraturliste til min orlov har jeg lagt vægt på fordybelse i sorgbearbejdelse og sjælesorg.
Især den norske forfatter Tor Johan S. Grevbo har inspireret mig med hans sjælesorgsforståelse udfoldet i praksis, som han kalder ”Viatorisk sjelesorg, (en mediativ vei å gå)” (Grevbo, Sjelesorgens Vei . 502). Grevbo fremhæver i sin beskrivelse af, hvad sjælesorg er, at et teologisk og kirkeligt engagement knyttes sammen med konkret liv og menneskelighed. En overskrift til definition af sjælesorg lyder sådan her: ”Sjelesorg er å vise omsorg for menneskets liv i relasjon til den treenige Gud, seg selv, medmennesker, naturen og materielle verdier, ett i en kulturell, sosial og kirkelig sammenhæng” (Grevbo s. 503). Ifølge Grevbo er sjælesørgeren både medvandrer og budbærer, og dette billede fortæller, at en sjælesørger altid er undervejs, han/hun er en del af en proces. Det vil sige, at sjælesørgeren går sammen med, er nærværende hos og lytter sil sit vandringsfølge på lige netop det vejstykke som her og nu tilbagelægges, altså udvirkes sjælesorgen under hele vandringen, om den er konkret (som i mit projekt) eller i samtaleform. Den forståelse er ikke svær at hente frem, når man kender ”Vandringen til Emmaus” (Luk.24,15), og netop det billede
At yde kristen sjælesorg er vel en af præstens spidskompetencer i kraft af præstefunktionen, nemlig bevidstheden om, at Gud er med som medvandrer i sit præstevirke? Jeg ser det i hvert fald som et meget værdifuldt redskab at yde kristen sjælesorg i mit arbejde både som sognepræst og fængselspræst
synes jeg er med til at inddrage den kristne tilgang i sjælesorgsarbejdet. At yde kristen sjælesorg er vel en af præstens spidskompetencer i kraft af præstefunktionen, nemlig bevidstheden om, at Gud er med som medvandrer i sit præstevirke? Jeg ser det i hvert fald som et meget værdifuldt redskab at yde kristen sjælesorg i mit arbejde både som sognepræst og fængselspræst.
Vandring eller fængsel
En anden inspirerende kilde til mit vandreprojekt har været beskrivelsen af en fransk forening ”Seuil” som journalist og forfatter Bernard Ollivier har været initiativtager til med det hovedformål at genintegrere unge kriminelle i samfundet igen til en kriminalitetsfri tilværelse. Seuils metode består i at tilbyde individuel pleje og omsorg for unge, der har været i kontakt med det kriminelle miljø sammen med ’en følger’. Den unge tilbydes en længerevarende vandretur sammen med en voksen vejleder og støtte. Vandringen foregår fortrinsvis i Spanien og Portugal ad de gamle middelalderveje, caminoerne, der fører til Santiago de Compostela. Vandringen kan eks. være af tre måneders varighed, hvor der så vandres mellem 1600-1800 km, men også kortere ture tilbydes.
Foreningen Seuil har siden dens oprettelse i 2003 sendt mere end 220 unge afsted, som gennemsnitligt har vandret ca. 800 km, hvilket vil sige o. 30-40 dages vandring. Hvert år sendes o. 35 unge mennesker afsted, og o. 95 % kommer tilbage med et projekt, der kan føre til reintegration, og 76 % af de unge har fået positive resultater ud af vandringen.
”Marche et invente ta vie” af Bernarrd Ollivier. Bogen er kun udkommet på fransk, og da jeg ikke selv behersker det franske sprog, har jeg fået en ven til at læse bogen for mig. Det er derfor med forbehold, jeg gengiver uddrag af hans referat og oversættelse.
Konklusion
Alt i alt har jeg nydt min orlovsperiode med plads til fordybelse i litteratur og praksis på trods af de forskellige strabadser undervejs, og på trods af, at det ikke lykkedes mig at afprøve min målsætning med at få ekskriminelle med ud at vandre. Netop derfor føler jeg heller ikke, at jeg er færdig med projektet. Jeg har stor lyst til at forsætte arbejdet med at praktisere sjælesorg med konkret vandring mod forandring med henblik på nyt livsmod. Det er mit håb, at det lykkes for mig at få sat et projekt i værk med hjælp fra andre instanser, så de mennesker, der eks. er bundet af forpligtelser af det offentlige systems præmisser kan få mulighed for i en kortere periode at prøve kræfter med de udfordringer,
Min overbevisning er, at erfaringerne på en længere vandretur kan give robusthed, ro og eftertænksomhed til også at fordybe sig i den måde, man lever sit liv på. Vandringen kan dermed bidrage som hjælp til selvhjælp i en fremtidig tilværelse med de udfordringer, den enkeltes tilværelse byder på
som en længere vandretur byder på. Min overbevisning er, at erfaringerne på en længere vandretur kan give robusthed, ro og eftertænksomhed til også at fordybe sig i den måde, man lever sit liv på. Vandringen kan dermed bidrage som hjælp til selvhjælp i en fremtidig tilværelse med de udfordringer, den enkeltes tilværelse byder på. Og den erfaring vil jeg gerne hjælpe med til at skabe mulighed for og derved eventuelt inspirere andre til at videreudvikle lignende projekter.
Billeder hentet fra unsplash.com