Refleksioner over Grundtvig: Menigheden er troens blomsterhave
Mennesket skabt i Guds billede
”Vor Herre! Til dig må jeg ty”, skriver N.F.S. Grundtvig. De fleste kender mange af Grundtvigs salmer, og mange associerer Grundtvig med folkelighed og højskolebevægelsen. Der er en tid for alting, og akkurat i vor tid aktualiseres Grundtvigs råb fra salmen: ”Vor Herre! Til dig må jeg ty”. Gudstjenesterne på landet står model til messefald, og det spejles ikke umiddelbart i gudstjenestelivet, at folket mærkbart tyer til Vorherre, skønt hans kirkeklokker uafladelig kalder.
Mit ærinde er, at Grundtvig igen bringes ind på midterbanen. Han hører i den grad også hjemme blandt mennesker på landet. Grundtvig formidler på en folkelig måde, at der er mere i vente end den mørke grav både her og hisset. Det giver mennesket en særlig værdighed og naturligvis også et tankevækkende ansvar, at det er skabt i Guds billede jf. 1. Mosebog kp. 1, 26-27. Skabt i Guds billede kan livet ikke være den rene elendighed.
Hvad er et menneske?
Grundtvigs artikelsamling Den christelige Børnelærdom danner udgangspunkt for min research. Man finder hos Grundtvig en væksttanke, som folkekirken med succes kan præsentere for de mange, der tørster efter sammenhæng i deres liv. Det er almindeligt at frekventere psykologer, coaches og spirituelle filosofier som for eksempel mindfulness, hvor man koncentrerer sig om at vende tilbage til sig selv i stedet for at vende om til Gud. Spørger man folk, om de tror på Gud, svarer rigtig mange forbavsende hurtigt, at de opfatter sig selv som kulturkristne, men at de ikke tror på Gud. Gud er for langt væk, og han ligner ikke almindelige mennesker, der bøvler med stort og småt. Bor Gud da for langt væk fra os? Kommer han ikke på visit og drikker kaffe af de gamle, skørnede kopper? Er Jesus blot en tosse, som bilder sig ind, at han er Guds søn?
Ifølge Grundtvigs teologi, som den blandt andet er udfoldet i Den christelige Børnelærdom, er Gud ikke en fremmed herre. Grundtvig advokerer for, at der er et gran eller spire tilbage af den medfødte herlighed. Mennesket blev ikke totalt fremmed for Gud, ej heller totalt ødelagt eller udslettet ved Syndefaldet. Grundtvig skriver, “at Menneske-Livet, før og efter Syndefaldet og før og efter Gienfødelsen, er aldeles eensartet og igrunden det selvsamme, thi dersom Adams Menneske-Liv i Guds Billede var tilintetgjort ved Syndefaldet, da hverken kunde Gud tiltale den faldne Adam eller Adam svare ham”. Nok fik mennesket ved Syndefaldet en ”grundskade”, men Gud har ikke skiftet sindelag og i vrede smækket porten i. Gud giver ikke slip på os menneskebørn, og i dåben genføder han os til sin herlighed.
Grundtvig forstår det på den måde, at i dåben fødes det lille Jesusbarn i den, der døbes. Menneskelivet i Guds billede er ikke ødelagt, og det medskabte forhold mellem Gud og mennesket er ikke udslettet. Ganske vist er der sket et fald, da Adam spiste den forbudne frugt, men Grundtvig insisterer på, at Gud har oprejst det faldne menneske, ja Gud har helbredt den faldne og i dåben genfødt ham hos den kristne menighed, ja bemærk venligst, netop hos den kristne menighed.
Saligheden fra Paradisets have er en perle; en spire, der vokser i hjertes dyb, akkurat som det mindste sennepsfrø, der vokser sig til en stor plante til glæde for Himlens fugle. Som sennepsfrøet, der har en latent kraft i sig til at vokse, bevirker dåben kvit og frit genfødelse, fornyelse og helliggørelse
Saligheden fra Paradisets have er en perle; en spire, der vokser i hjertes dyb, akkurat som det mindste sennepsfrø, der vokser sig til en stor plante til glæde for Himlens fugle. Som sennepsfrøet, der har en latent kraft i sig til at vokse, bevirker dåben kvit og frit genfødelse, fornyelse og helliggørelse. Dåben er til frelse, og der fordres ingen gode gerninger for at opretholde dåbens frelse. Mennesket er med andre ord ikke dømt til altid at spise af det forkerte træ. Tværtom insisterer Grundtvig på, at mennesket er født til at kunne vokse i herlighed her på jorden, eftersom det gemmer en reminiscens af gudbilledligheden i hjertet.
Kontinuitet mellem skabelse og genfødelse
Ifølge Grundtvig må der nødvendigvis være sammenhæng mellem Paradisets evige glæde og menneskelivet på Jorden med dets vekslen mellem sorg og glæde. Grundtvig udtrykker det blandt andet med den sætning, at ”Salighedens Sag umulig kan være det evige Livs Sag, uden at have kjendelig Indflydelse på det timelige Menneske – Liv.” Han ser det som en absurd tanke, at mennesket billedlig talt kan gå afblomstret omkring på Jorden, hvorefter det i Evighedens Have spiller på harpe og synger jubelsange, mens englene akkompagnerer med vidunderlige himmeltoner. Grundtvig pointerer, at Guds spire i hjertet afføder, ”at det kristelige Liv bestandig kraftigere og klarere kan og maa aabenbare sig.” Nok adlød Adam og Eva ikke Gud. De spiste af det forkerte træ, og derfor smed Gud dem på porten; dog glemte de aldrig den herlighed, de oplevede i den levende Guds blomsterhave. Derfor blev de blev ved med at drømme om haven. Gud gemte selv i deres hjerter et gran, en spire af Guds herlighed, og denne spire er også gemt i dit og mit hjerte.
Treklangen tro, håb og kærlighed
Læser man Grundtvigs salmer, finder man her, at troens kilde også springer fra hjertet. For Grundtvig udtrykker treklangen tro, håb og kærlighed ”hele den menneskelige indvortes Billed-Lighed med Gud”. I Paradisets have erfarede Adam og Eva tro, håb og kærlighed. Derfor er treklangen lagt som en guddommelig perle i menneskets hjerte. En perle, som Adam og Eva bragte med sig til Jorden, endskønt de traf det forkerte valg i haven og blev smidt udenfor. ”Grundskaden” var indtruffet, men sagligheden i Paradis ikke glemt.
Det gamle menneskes tro, håb og kærlighed må ifølge Grundtvig være analoge til det ny menneskes tro, håb og kærlighed. Han skriver i den sammenhæng: ”det gamle Menneskes Tro og Haab og Kjærlighed maa være ensartede med det ny Menneskes, da det ellers var umuligt, at det gamle Menneske kunde ved nogen som helst Aabenbaring faa en rigtig Forestilling om det ny Menneskes Tro, Haab og Kjærlighed, som han dog nødvendig maa have, for at eftertragte dem og gjenkjende den hos sig”.
Mennesket har i sit hjerte bevaret en genlyd af Guds skaberord. Da mennesket rakte ud efter den forbudne frugt, tabte det Guds lighed, men en spire af Guds billede blev bevaret i hjertets dyb. Mennesket har ikke glemt Guds røst, som den lød, da han kaldte lyset frem af mørket skabelsens morgen. Derfor kan vi høre genlydsordet, ja en efterklang af Guds skaberord i hjertet. Man har et dunkelt minde i sit bryst, en erindring, som aldrig viskes bort. Det er spild af tid at rende forvildet
Mennesket har ikke glemt Guds røst, som den lød, da han kaldte lyset frem af mørket skabelsens morgen. Derfor kan vi høre genlydsordet, ja en efterklang af Guds skaberord i hjertet
hid og did for at søge efter guldet. Det er overflødigt at gå over åen efter vand. Den guddommelige spire i hjertet giver os den tætte relation til Gud. Man kan tale til ham, som man taler til sine kære, der sidder omkring middagsbordet. Vi har efterklangen af Gud i vores bagage, evnen til at høre og tale, og menneskets tale er en genlyd af Guds tale – men hvor gemmer sig selve gudbilledligheden? I det blodrøde hjerte, eller hvad?
Gudbilledligheden manifesterer sig i Ordet
Gudbilledligheden, den væsentlige lighed med Gud, er indlejret i Ordet. Grundtvig skriver, at ”Mennesket i Ordet beholdt sin kjendelige Lighed med Gud”. Har mennesket for travlt, er det uopmærksomt, rører Gud med sin Ånd vor tunge og siger: “Effata”. Gud vækker med sit ord efterklangen i vort hjerte, og tungen begynder at tale. For Grundtvig er Menneske-Ordet ikke Guds ord selv, men en genlyd, som afbilder Guds-Ordet med større eller mindre præcision; indeholder forskellige doser af den kraft, sandhed og kærlighed, der i et vist mål er i al mennesketale. Altså alene Ordet bevirker, at man som et ganske almindeligt menneske kan skabe samklang med Guds evighed. Det er såmænd ”ved Herrens eget Munds-Ord, som det lyder ved Daaben og Nadveren efter hans egen Indstiftelse, og ikke ved noget andet, at baade hans Aand og hans Livs-Kraft meddeles.” Efterdi mennesket er skabt i Guds billede, forstår vi Ordet, der lyder til os ved dåben og ved bordet. Ordet skaber en tovejskommunikation mellem Gud og menneske. Mennesket lever alene af Ordet, som Gud taler. Ordet fra Gud bevirker, at troen vokser, som det lille sennepsfrø vokser.
Kan troen vokse, mens man løber marathon?
Nuvel, så kan man vel nøjes med at slå sig ned i sofaen med Bibelen på bordet eller gå en tur i enge og lytte til fuglene? I givet fald var det måske også på tide at nedjustere antallet af gudstjenester?
Men nej, Grundtvig ved præcis, hvor Guds ord lyder. Gud lægger Ordet i sin menigheds mund. Når menigheden er forsamlet til gudstjenester, lyder Guds genlydsord i salmesang, bøn og læsning. Det er et ord, han ”lægger sin Menighed i Munden”, et ord, som Ånden ”taler til Menigheden”. Vi fornyes kristeligt, når vi forsamles til lovsang i Guds eget hus. Vor kristelighed udvikles i gudstjenestens fællesskab. Det
Det er skønt at rejse Jorden rundt, men næring fra eksotiske rejser, nye køkkener og en aften i Det Kongelige Teater får ikke troen til at vokse i det genfødte dåbsbarn. Mennesket vokser alene i troen i fællesskab med andre troende
enkelte menneskes tro vokser som det lille sennepsfrø, mens det synger salmer, beder og lytter. Troen gødes ikke, når man går på pilgrimsvandring. Troen gødes alene i menighedens fællesskab. Grundtvig siger altså, at troen alene gødes, når man sætter sig på kirkebænken sammen med de andre.
Det er skønt at rejse Jorden rundt, men næring fra eksotiske rejser, nye køkkener og en aften i Det Kongelige Teater får ikke troen til at vokse i det genfødte dåbsbarn. Mennesket vokser alene i troen i fællesskab med andre troende. Menigheden er troens blomsterhave, hvori Grundtvig skriver, ”at det kristelige Liv bestandig kraftigere og klarere kan og maa aabenbare sig”. Med dette indlæg vil jeg med Grundtvig advokere for, at det er livsnødvendigt at gå i kirke. I menighedens fælles bekendelse til Gud inkarnerer ordet sig. Ordet bliver kød, det skal være ”højrøstet” og ”sanseligt”. Ordet fungerer som himmelstige for Gud og mennesker, idet det skaber kontinuiteten mellem det evige og det timelige liv. Ordet ved bordet og i badet etablerer et fælles rum mellem Gud og mennesket, en samtalesalon for lyd og genlyd. Man slipper ikke udenom at gå i kirke. Menighedens blomsterhave findes i Guds hus. Gud ske lov.
Billeder hentet fra unsplash.com og kbhbilleder.dk