Siden 1500-tallet har Den Reformerte Kirke sat et afgørende præg på det hollandske folk og dets historie. En af de markante skikkelser i kirkens historie og i Hollands historie i det hele taget er teologen, præsten, chefredaktøren og politikeren Abraham Kuyper (1837-1920). I år (2020) er det 100 år siden, han afsluttede sit lange livsløb. Hans teologi og politiske tænkning diskuteres stadig og er grundlaget i den såkaldte ”ny-calvinisme”, der har inspireret kirker i både Holland, Skotland og ikke mindst USA helt til nutiden.

Kuyper satte spor i en grad, så at man kan sammenligne ham med N.F.S.Grundtvigs rolle i Danmarks historie. Grundtvig var som Kuyper teolog og præst og fik stor betydning både folkeligt og religiøst i en lang eftertid. Grundtvigs kamp for undervisning og oplysning, for den sande kristendom og for etablering af frie valgmenigheder i et kirkeligt miljø præget af statskirkelighed har tydelige paralleller i historien om Kuyper. Der er imidlertid også betydelige forskelle mellem de to, som jeg vil vende tilbage til.

Kuypers kirkekamp

Kuyper ville tilbage til en ægte og oprindelig calvinisme, som han fandt den hos den protestantiske kirkefader Jean Calvin (1509-1563) og i Dordrecht-synodens bestemmelser. Kirkemødet i Dordrecht 1618-19 omfattede hele den daværende, internationale reformerte kristendom, og mødets bestemmelser blev toneangivende for kirken i flere hundrede år efter. Samtidig var der hos Kuyper og hans tilhængere en stærk utilfredshed med de kommissioner og bestyrelser, som havde magten i kirken og blev støttet af staten, og som i Kuypers øjne repræsenterede en liberal, modernistisk teologi. Denne statslige topstyring af kirken var i Kuypers øjne en grov krænkelse af kirkens integritet og egenart. Den hollandske kirke var siden 1500-tallet bygget op i religiøs og politisk kamp for frihed og ligeværdighed. Selve ånden i reformert kristendom stred derfor mod ethvert kirkeligt hierarki eller statsstyre. Her kunne Kuyper have et vigtigt argument.

Karel Blei har i sin artikel ”The Church: National and Universal – On the Ecumenical relevance of National Church Structures”, i bogen ”Of Alle Times and of All Places” en spændende gennemgang af opfattelsen af den reformerte kirkes rolle i Nederlandene siden reformationen. Er det en nationalkirke? Kuypers synspunkt har ikke været enerådende. Stærkt konservative reformerte begyndte i 1800-tallet at omtale den Nederlandske Reformerte Kirke som ”Den nationale kirke”, ”Folkets kirke” som ”Gud selv havde plantet i de nederlandske lande og folk”.

I løbet af 1800-tallet var den hollandske reformerte kirke ganske rigtigt blevet stadig mere statsstyret til stor fortrydelse for en del af landets calvinske menigheder. Uden de reformerte menigheders samtykke indførtes i 1816 en kirkeordning, som gav kirken en helt ny struktur. Bestyrelser på flere niveauer dominerede kirkeledelsen. Bestyrelsernes medlemmer var udpeget af staten, men havde ikke kirkelig eller teologisk indsigt til at vurdere eller træffe beslutninger om trosspørgsmål. Kirke og stat var i princippet adskilt, men staten ønskede efter 1815 i oplysningstidens ånd, at landets reformerte kirke skulle virke for statens vel og fremme idealerne om tolerance, dyd og god moral og kultivere kærlighed til konge og fædreland.

Mod 1800-tallets slutning traf regeringen bestemmelse om, at al støtte til religiøse skoler og læreanstalter skulle afvikles. Både protestantiske og katolske skoler blev frataget statslige midler. Også præsteuddannelserne skulle foregå på de ikke-religiøse universiteter. Abraham Kuyper og hans venner organiserede med stor dygtighed en folkelig protestbevægelse, som stillede krav om, at alle religiøse skoler og institutioner skulle nyde samme rettigheder og tilskud som de statslige. Kuyper var overbevist om, at calvinismen med dens formelle institutioner og sammenhængende og omfattende teologiske system tillige med dens stramme organisation havde de afgørende svar på tidens åndelige og religiøse krise. I sin kritik af statsmagten lagde Kuyper ikke fingrene imellem:

”Vores fremtidige præster skal herefter undervises i teologiens kernestof af mænd, hvis hele tilgang og grundforståelse i årevis - og målrettet - har søgt at udslette og latterliggøre vores bekendelse af troen på De hellige Skrifters autoritet, på Guds treenige væsen, på Kristi guddommelighed, på Helligåndens person og på forsoningen ved Lammets blod. Skal man blot se passivt til, mens alt dette sker?”

Som en konsekvens heraf oprettede Kuyper og hans venner i 1880 Amsterdams ”Frie Universitet”, bundet til en ortodoks, calvinsk kirketradition. Kuyper blev universitetets første rektor og underviste i teologiske fag. Trods sin spæde begyndelse - med kun få lærere og studenter i 1880’erne - indtager universitetet i dag en fremtrædende plads blandt de hollandske universiteter, men har i betydeligt omfang forladt sin strengt ortodoks-calvinske profil og åbnet sig for studerende med mange slags baggrunde.

Kuypers kirkekamp kan beskrives som kampen for den sande og rene kirke. Det gælder i en sådan grad, at der i hans teologiske tænkning er tilløb til donatisme, der som en skjult understrøm har præget hans bevægelse lige siden. I det hele taget er Kuypers tænkning præget af antagonismer. Hans ekklesiologi tager sit udgangspunkt i det modsætningsforhold, som han ser mellem en kristen og en ikke-kristen opfattelse af verden, som igen udspringer af den grundindstilling, hvert enkelt menneske tager. Kuyper ser et afgørende modsætningsforhold mellem klassisk, kristen tro og det spirituelle liv, der henter sit indhold i moderniteten. Kirken lever således på en kampplads og er kaldet til at sætte sit eget israelitisk-kristne antropologiske og etiske verdensbillede op imod samtidens hedenske, humanistiske og æstetiske verdenssyn. Med Guds hjælp vil kirken sejre i den kamp. Sådan trækker Kuyper bestandig grænser mellem kirken og de sande kristne på den ene side og den omgivende verden på den anden side.

Kuyper bestred med stor lidenskab, at man i det hele taget kan tale om en national kirke: Kristi kirke har en identitet, som er åndelig. International, ikke national. Kirken er først og fremmest den lokale menighed, som består af dem, der tror, af dem, der er indpodet i Kristus, som bøjer sig for ham, lever af hans ord og lyder hans bud:

”The church is the congregation of the believers. By their faith, in their confession, they are members of the Body of Christ, which is: the Church. So, the church cannot but consist of those who are incorporated in Christ, who bow to him, live with his word, obeying his orders.”

Hvert område i samfundslivet har sin egen integritet

Som en reaktion på den statslige topstyring udviklede Abraham Kuyper den teori, der på engelsk hedder ”Sphere sovereignty” på hollandsk ”Souvereiniteit in eigen kring” eller på dansk: Suverænitet på eget område. Tankegangen er følgende: Hvert område eller hver sfære i samfundslivet har sit eget ansvarsområde, autoritet eller kompetence. Og hver sfære står ligeværdig og ligestillet med alle andre områder i samfundslivet. Kuyper har en veludviklet skabelsesteologi, som han bygger sin teori på: Gud selv har designet og styret disse forskellige områder af menneskelivet, og de fremtræder som sociale fællesskaber. Som eksempler kan nævnes: uddannelsesområdet, religion, civilret, landbrug, økonomi og arbejdskraftens vilkår, ægteskab og familieliv, kunst, osv. Hvert af disse samfundsområder har sin egen historiske udvikling og fastlagte normer, som følger heraf. Princippet om suverænitet søger altså at bekræfte og respektere disse områders gudsskabte afgrænsninger og historiske egenarter, så de kan udfolde sig i frihed.

Intet af disse områder kan altså forlange overhøjhed over et andet område. Hver har sin egen gudsskabte integritet. F.eks. kan intet trossamfund som f.eks. kirker (den katolske kirke i middelalderen) eller en civil retsinstitution (=staten) forlange totalitær kontrol, men må holde sig til sit eget (begrænsede) kompetenceområde. Staten må ikke blande sig i kirkens indre anliggender.

Kuyper tog et udgangspunkt i udtrykket coram Deo. Alle områder af menneskelivet består ligeværdigt og umiddelbart for Guds ansigt. Af den grund må kirke og stat også holdes adskilt, understregede Kuyper. Man må i det hele taget værne om de forskellige livsområders egenart og ret og integritet. For det er Gudsskabte ordninger.

Familielivet er Guds ordning, ikke et produkt af statens bestemmelser og interesser. Det er hverken statens eller kirkens opgave at definere, hvad familie er, det er Guds Ord, der bestemmer på det område. Guds Ord har netop en suverænitet, uafhængig af både kirken og staten. Familien, som er grundlagt på pagten mellem én mand og én kvinde, er ikke udtænkt eller givet form af staten eller nogen anden ydre magt, men udgår fra hjemmets overhoved, som til gengæld står til ansvar for Gud.

Eller for at tage et andet eksempel: Hverken staten eller kirken kan diktere en forudfattet bestemmelse til en videnskabelig institution (f.eks. sundhedsmyndigheder), skole eller universitet. Hver af disse institutioner bør administreres af dem, som har ansvar, kompetence og evner på området. Tilsvarende gælder i handelslivet handelens egne regler, og de ansvarlige for styringen af handelen bør hentes fra dens egne rækker, for at den nødvendige ekspertise kan være til stede.

Hvis staten eller regeringen forsøger at bestemme og regulere uden for sit eget ansvarsområde og træder ind over en anden ”sfæres” grænser, bør de, som har ansvar i denne sfære, protestere: Staten overtræder sine grænser og blander sig i vore indre anliggender!

Kuypers teoridannelse bliver i høj grad et spørgsmål om den korrekte og velfungerende udøvelse af statslig myndighed og magt: At stat og regering kender sine grænser og respekterer dem. Og at hvert område i samfundslivet får den respekt og integritet, som det fortjener i kraft af Guds skabelsesordning.

De hollandske søjler

Abraham Kuyper fortsatte imidlertid sit virke på mange fronter med uformindsket energi. Han gjorde fælles sag med landets katolske kirke i sin kamp for at få religiøse institutioner og læreanstalter gjort ligeberettigede med de statslige. Denne kamp lykkedes og resulterede i en opdeling af det hollandske samfund i ”søjler”. Befolkningen afgrænsede sig i lukkede samfundsgrupper: En katolsk, en protestantisk, en socialistisk og en politisk-liberal gruppe eller ”søjle”. Hver gruppe opbyggede sin egen sociale organisation, som omfattede egne kirker, politiske partier, aviser, skoler, universiteter, fagforeninger, sportsklubber, spejderkorps og andre ungdomsklubber. Kuyper ses ofte som chefideologen bag denne ejendommelige, men gennemgribende udvikling i det hollandske samfund, en opdeling, som først for alvor begyndte at bryde sammen efter 2. Verdenskrig.

Abraham Kuyper var i mange år selvskreven leder af ”Det Anti-Revolutionære Parti”, som i et opgør med arven fra den franske revolution så det som en hjertesag at fremme ortodoks calvinsk tro og religiøsitet i det hollandske samfund. Han var i en årrække medlem af det hollandske parlament og nåede sin højeste politiske post som landets premierminister i årene 1901-1905. Kuypers evne til at præsentere den calvinske kristendom som et logisk og sammenhængende system har ligesom hans store evner som skribent og retoriker gjort ham til en af de mest indflydelsesrige reformerte teologer i nyere tid.

Abraham Kuyper og N.F.S. Grundtvig

Jeg indledte min artikel med at sammenligne Abraham Kuyper med N.F.S. Grundtvigs rolle i 1800-tallets Danmark. Og der er som nævnt ganske interessante fællestræk. Selvom skabelsesteologisk argumentation er afgørende for dem begge, står det klart, at de drager ret forskellige konsekvenser af den. 

Grundtvig talte konsekvent om ”Herrens lille flok”, som samles om døbefont og alterbord. Mennesket er en synder, der trænger til frelse, og det kan ikke selv gøre det allermindste dertil. I sin klassiske fremstilling ”Grundtvig” gennemgår Hal Koch i et interessant kapitel udtrykket ”Menneske først og kristen saa!” Hal Koch gør gældende, at det er et udtryk hos Grundtvig, som ofte er misforstået og misbrugt. Koch citerer bl.a. salmerne ”Klynke og klage, nætter og dage” og ”Nåden, hun er af kongeblod” for at understrege, at det oplyste menneskeliv og folkeliv hos Grundtvig bestemt ikke i sig selv er tilstrækkeligt til frelsen.

Men frelsen er en genfødelse af det skabte menneskeliv. Livets drama hedder skabelse, syndefald og frelse. Skabelsen er det første. Grundtvig vender sig med skarphed mod de teologer, der understreger syndefaldet så stærkt, at de fremstiller mennesket som et dyr eller en djævel. Selv det ringeste menneske som røveren på korset var dog af ”Gude-Æt”. Mens altså Kuyper taler om Guds ”særlige nåde” og ”almene nåde” for at markere forskellen på det genfødte og skabte menneskeliv, understreger Grundtvig gudbilledligheden. De er enige om ikke at dæmonisere det almene folkeliv, og de argumenterer begge ud fra skabelsen. Mens Kuyper lægger vægt på at trække grænserne mellem folkeliv og kirkeliv skarpt op, ser Grundtvig dybe og hemmelighedsfulde sammenhænge.

Grundtvig taler om, at mennesket må være levende, have livslængslen i sig, for at det kan nytte noget at tale til det om det evige liv. Oplysningen skal vække til liv ved mødet med virkeligheden, og det er den forberedelse, som må gå forud for al tale om det evige liv. Kristenlivet er helt igennem et åndeligt folkeliv i levende vekselvirkning med hovedfolkenes ejendommelige udvikling og modersmål. Derfor bliver der en nøje indre forbindelse mellem folkeliv og kristenliv.

Nu i Nord forstaar vi bedre

end et Kvad af vore fædre

Østens høje Billedsprog

Modersmålet dybt sig bøjer,

let og lifligt det sig føjer,

efter Herrens Tankegang.

Men troen er netop noget meget specifikt, ikke blot oplyst folkelighed:

Herrens Ord og Pinsedagen,

ikkun de forklarer Sagen

gav Jer alle Tungers Aand:

Aanden, som kan alt udvirke,

som i Jesu Kristi Kirke

løser alle Tungebaand.*

*Citeret efter Hal Koch 1943:167

Folkeliv og kristenliv hænger for Grundtvig nøje sammen. Derfor vil Grundtvig ikke som Kuyper sætte de skarpe skel mellem folkeliv og kirkeliv. Om Grundtvigs forhold til det danske og det kristelige hedder det hos Hal Koch:

”Grundtvig bestræbte sig i høj Grad for at holde det danske og det kristelige ude fra hinanden, ikke som to uforligelige Ting, men dog som noget højst forskelligt. For det første har Danskheden jo eksisteret, førend Kristendommen kom til Landet. Dernæst drejer det danske sig kun om det timelige Velfærd, mens Kristendommen sigter på Frelsen og det evige Liv. Endvidere staar det fast, at Danskhed kun har Gyldighed i en lille Krog af Norden, Kristendommen over hele Verden, Danskhed kun for en Tid, Kristendommen baade for Tid og Evighed. Men det kristelige svæver jo ikke frit i Luften og taler ikke et himmelsk, umenneskeligt Sprog – det var vel netop en af de Ting, der skilte Grundtvig fra Pietisterne, at deres Kristenliv for ham var et Skinliv og deres Tale et Kanaans Sprog. Den levende Kristendom fører intet med sig uden Herren selv i Aanden, og som en Gæst fæster den bo hos Folkene og låner deres Modersmål. Derfor har Kirken skønt fremmed af oprindelse formået at blive dansk af Tanke og Mæle, er blevet et Arnested gennem Aarhundreder for folkeligt Liv.”

Man kan forestille sig, at hvad der her er udtrykt, kunne være en væsentlig del af Grundtvigs svar til Abraham Kuyper i en dialog mellem dem om kristendom og folkelighed.

Kuypers ”søjletænkning” var imidlertid også at finde i den grundtvigske bevægelses storhedstid: Højskoler, friskoler, mejerier, ungdomsforeninger, skytteforeninger, valg- og frimenigheder. Også et politisk parti, nemlig Venstre. Samtidig var det en ret åben ”søjle”, idet man lagde vægt på det nationale og det fælles danske, og derfor kunne alle være med.

Donatisme

Beskyldningen mod Kuyper og hans bevægelse for tilløb til det donatistiske kætteri kan synes hård. Det er imidlertid professor Leo Koffeman og Karel Blei, tidligere generalsekretær i Nederlands Reformerte Kirke (NRK), som sagligt og upolemisk gør gældende, at der findes denne understrøm i Kuypers teologi og bevægelse. Koffeman og Blei er nøglefigurer i de senere årtiers teologiske drøftelse af hollandsk reformert kirkehistorie og teologi samt fortalere for økumeniske bestræbelser. Leo Koffeman har i øvrigt selv personlig baggrund i Kuypers kirke.

En understrøm er vel mere en tendens, end den er en udtalt og klar beskaffenhed. Et eksempel på en donatistisk tendens er vel den, at Kuyper og hans folk frakendte de liberale præster ved Niewe Kerk retten til at konfirmere. Akkurat samtidig var Kuyper rektor ved det nyoprettede frie universitet i Amsterdam, der uddannede rettroende calvinske præster, og som var oprettet i et skarpt opgør med nationalkirkens præsteuddannelse. Dr. Harm Dane gør i en vigtig artikel gældende, at Kuypers kirke blev etableret ”as a result shared by those who left the NRK that the denomination was no longer proclaiming the true gospel.” 

Billeder hentet fra lookandlearn.com.