Fortsæt til hovedindholdet

FÆLLES OM
det sociale ansvar

Jann Sjursen 
tidligere energiminister 
generalsekretær for Caritas 
og formand for Rådet for Socialt Udsatte 

Indlæg ved Jann Sjursen på diakonikonferencen 2022

"Sammen kan vi række ud 
til en masse,  
som vi ikke kan hver for sig"

 

FN’s verdensmål. De kan være vores fælles ramme for samarbejde på tværs af kirker, kommuner og organisationer.  

Sådan lød en af hovedkonklusionerne i Jann Sjursens oplæg, hvor han slog et slag for de 17 verdensmål, som mange har tilsluttet sig på tværs af institutioner og landegrænser.   

- Vi har en målestok for, hvad vi byder hinanden som mennesker. Brug den som en strategisk løftestang for, hvad der er vigtigt for os mennesker – også lokalt, sagde den tidligere energiminister med henvisning til verdensmålene.  

Han påpegede desuden, at kommunerne og civilsamfundet har hvert deres ansvarsområde. Ifølge Jann Sjursen er det eksempelvis kommunens ansvar at give ydelse til borgere, der for en kort eller lang periode har brug for en hjælpende hånd.  

- Det ansvar, synes jeg, er vigtigt at fastholde i kommunen. Det skal vi ikke tage fra kommunen, og kommunen skal heller ikke prøve at tørre ansvaret af på andre. Men selvfølgelig kan opgaverne løses i et samarbejde, hvor mange aktører deltager og bidrager for at sikre den bedste løsning for borgerne, sagde Jann Sjursen, der samtidig understregede civilsamfundets rolle som kritiske vagthunde over for det offentlige og kommunale.  

- Lidt firkantet kan man sige, at kommunen skal sørge for, at mennesker har noget at leve af, mens civilsamfundets opgave er, at mennesker har noget at leve for, tilføjede han.  

Ifølge Jann Sjursen skal de forskelle udnyttes til fælles gavn ved at bygge bro med hinanden:  

- Sammen kan vi række ud til en masse, som vi ikke kan hver for sig, sagde Jann Sjursen.