Fortsæt til hovedindholdet

Klosterkirken

21. december
Aalborg Stift

I dagens afsnit er vi på Klosterkirken i Aalborg Stift. Her kan du høre Troels Laursens tanker om glæden med afsæt i Dorte Dahlins kunstværk.

Tekst fra Bibelen, der passer til dagens afsnit

De vise mænd

Da Jesus var født i Betlehem i Judæa i kong Herodes' dage, se, da kom der nogle vise mænd fra Østerland til Jerusalem og spurgte: »Hvor er jødernes nyfødte konge? For vi har set hans stjerne gå op og er kommet for at tilbede ham.« Da kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele Jerusalem med ham. Og han sammenkaldte alle ypperstepræsterne og folkets skriftkloge og spurgte dem, hvor Kristus skulle fødes. De svarede ham: »I Betlehem i Judæa. For således er der skrevet ved profeten:

Du, Betlehem i Judas land,

du er på ingen måde den mindste blandt Judas fyrster.

Fra dig skal der udgå en hersker,

som skal vogte mit folk, Israel.«

Så tilkaldte Herodes i al hemmelighed de vise mænd og forhørte dem indgående om, hvornår stjernen havde vist sig. Og han sendte dem til Betlehem og sagde: »Gå hen og spørg jer nøje for om barnet; og når I har fundet det, så giv mig besked, for at også jeg kan komme og tilbede det.« Da de havde hørt på kongen, tog de af sted, og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var. Da de så stjernen, var deres glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra. Men i drømme fik de en åbenbaring om ikke at tage tilbage til Herodes, og de vendte hjem til deres land ad en anden vej.

Mattæus Evangeliet kapitel 2 vers 1-12

Kunstneren

Dorte Dahlin
1955

er en dansk maler og grafiker. Hun er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi fra 1978 til 1985 hos Sven Dalsgaard, Freddie A. Lerche og Hein Heinsen. Hun deltog i gennembruddet Det Vilde Maleri i Danmark. Hendes arbejder er repræsenteret på mange danske kunstmuseer og i private samlinger. 

Siden begyndelsen af 1990'erne har hun arbejdet med kunst i det offentlige rum - i ordets udvidede betydning - fra værker og byplanlægning i Hirtshals (1993-2008-?) til kulturudveksling med Sharjah, De Forenede Arabiske Emirater (1999-2010). Hun har modtaget flere hædersbevisninger og legater, bl.a. Statens Kunstfonds treårige stipendium og legat fra Einar Hansens Fond. Siden 1996 har hun været medlem af Akademirådets udvalg for kunst i det offentlige rum.

Om serien 'Glæden findes mange steder'

Præst og kunstanmelder Troels Laursen tager os med til forstæder, små byer og alternative kirkerum i fængsler, hospicer og hospitaler, der alle gemmer på kirkekunst. Værker, som kan fortælle historien om, at Glæden - findes mange steder. 

Årets julekalender bringer os rundt i 26 danske kirker hvor vi er på jagt efter Glæden - som findes mange steder.