Venø Kirke
Gravlæggelsen
Og da det nu var blevet aften, og det var forberedelsesdag, det vil sige dagen før sabbat, kom Josef fra Arimatæa, et fornemt rådsmedlem, som også ventede Guds rige. Han dristede sig til at gå ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Pilatus undrede sig over, at Jesus allerede var død, og tilkaldte officeren og spurgte ham, om Jesus havde været død længe. Da han havde fået det bekræftet af officeren, overlod han liget til Josef. Han købte et lagen og tog ham ned, svøbte ham i lagnet og lagde ham i en grav, som var hugget ud i klippen. Og han væltede en sten for indgangen til graven. Men Maria Magdalene og Maria, Joses' mor, så, hvor han blev lagt.
Markus Evangeliet kapitel 15 vers 42-48
Knud Agger
1895 -1973
var en dansk autodidakt maler. Han har bl.a. malet et tredelt oliemaleri (triptykon) til Struer Gymnasiums indvielse i 1938.
Han var skildrer af det hverdagslige i almindelighed, men han blev med årene mere og mere optaget af intimsfæren: Familien, huset, sommerhuset og haven. Hans kunst bevægede sig i første omgang fra det saglige mod det impressionistiske. Med tiden skaber Knud Agger også billeder, der tolker virkeligheden visionært med stærke eksistentielle undertoner. Og parallelt med disse udtryksformer udfolder Knud Agger i de såkaldte stenbilleder fra de senere år sin virkelighedstolkning på en ganske ny og anderledes måde, der for den udenforstående forekommer at være ren abstrakt kunst. Hans hustru, Ingeborg Agger spiller i øvrigt en ikke ubetydelig rolle i denne for dansk kunst så forholdsvis usædvanlige kunstneriske forløb og udvikling. Og i 1946 købte de sommerhus på Venø i Limfjorden, hvor han tilbragte mange somre og her fandt inspiration til nogle af sine betydeligste malerier.
Om serien 'Glæden findes mange steder'
Præst og kunstanmelder Troels Laursen tager os med til forstæder, små byer og alternative kirkerum i fængsler, hospicer og hospitaler, der alle gemmer på kirkekunst. Værker, som kan fortælle historien om, at Glæden - findes mange steder.