Global kirkeligt fællesskab
Omkring 75.000 medlemmer af Kristi Lutherske Kirke i Nigeria er i disse dage samlet i anledning af kirkens hundred års jubilæumskonvent.
Af Henrik Helms, Peter Fischer-Nielsen og LWF/Foto: Foto: Albin Hillert
Biskop Henrik Stubkjær er sammen med stiftspræst Peter Fischer-Nielsen til stede ved festlighederne for at repræsentere Viborg Stift, som har en venskabsforbindelse til kirken i Nigeria.
- Det er meget inspirerende at være her og lære kirkens liv bedre at kende. Det er en kirke, der er i vækst og har et stort fokus på mission og diakoni. Nigeria har mange udfordringer, og kirken vælger aktivt at bidrage til at løse dem i stedet for at lukke sig om sig selv, fortæller stiftspræst for kirken i verden Peter Fischer-Nielsen.

Præsident og biskop Henrik Stubkjær holder tale.
Overvældende modtagelse
Henrik Stubkjær deltager også som præsident for Det Lutherske Verdensforbund, som også den lutherske kirke i Nigeria er en del af.
- Vores modtagelse her har været overvældende. At blive budt velkommen af ærkebiskop Musa og at være her med en international delegation viser, hvad det vil sige at være et global kirkeligt fællesskab, fortæller Henrik Stubkjær.
- Kristendommen er ikke lokal – den er global. Troen kender ingen grænser, og vi kan alle lære af hinanden.

Præsident og biskop Henrik Stubkjær og ærkebiskop Panti Filibus Musa fra Kristi Lutherske Kirke i Nigeria taler sammen mens folk samles til åbningsgudstjenesten.
Den Lutherske Kristi Kirke i Nigeria´s ærkebiskop Panti Filibus Musa åbnede konventionen på kirkens Covenant Ground nær Numan:
- Når vi fejrer dette jubilæum, reflekterer vi ikke kun over vores fortid, men også over, hvordan Gud har opretholdt os. Vi ærer dem, der lagde fundamentet for vores kirke, sagde ærkebiskoppen.

Kvindekor optræder, mens folk samles til den 100. årlige konvent for Kristi Lutherske Kirke i Nigeria.
Stiftspræst Peter Fischer-Nielsen tager også inspiration med hjem til Danmark.
- Statistik viser, at kun 6-7 procent af den danske befolkning med migrantbaggrund bliver medlem af folkekirken. Skal vi være attraktiv for mennesker med andre kulturelle, sproglige og nationale baggrund, er vi nødt til at åbne vores øjne for, at man kan være kirke på mange forskellige måder, og kirke kan iklæde sig mange forskellige kulturelle klædedragter. Det er noget af det, vi får øje på hernede i disse dage.
En levende kirke
På åbningsdagen sagde Henrik Stubkjær:
-Jeg ser en kirke, der vokser, hvor Helligånden virkelig arbejder. En kirke, der ønsker at bringe evangeliet ud i samfundet – ikke kun med ord, men også gennem diakonalt arbejde og hjælp til mennesker i nød. Det er en levende kirke, som ønsker at være relevant i samfundet.