Et åndeligt fyrtårn i en verden i store forandringer
Det var med sorg jeg modtog beskeden om Pave Frans død i går 2. påskedag.

Pave Frans og biskop og præsident Henrik Stubkjær (privatfoto)
Af Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift og præsident for Det Lutherske Verdensfobund
Pave Frans var en stærk kirkelig leder og et åndeligt fyrtårn i en verden i store forandringer.
Han tog pavenavnet Frans efter Frans af Assis og signalerede allerede dermed, sit stærke blik for verdens fattige og udskudte. Han kæmpede til det sidste for frihed og retfærdighed og menneskelig værdighed for alle. Han gik op imod uretfærdigheden, og var ikke bange for at tale verdens statsledere imod, når de handlede imod kristne værdier som næstekærlighed og vores fælles ansvar for skaberværket. Han udsendte i 2015 et Hyrdebrev omkring klimakrisen, hvor han ser det som en menneskelig pligt at værne om den gudskabte natur.
Personligt var han både karismatisk, venlig og meget nærværende.
Da jeg besøgte ham for 4 år siden, talte vi om de mange forandringer som sker i verden i dag – forandringer som kan virke både voldsomme og skræmmende. Pave Frans standsede og sagde så: ”Men husk at det er i forandringstider at Helligånden har størst mulighed for at ommøblere” En stærk insisteren på det kristne håb, midt i alt det foranderlige og skræmmende.
Da jeg og resten af det nye lederskab i Det Lutherske Verdensforbund besøgte ham i juli sidste år talte vi både fred og kirkernes fælles arbejde for kristen enhed. Også her var han en foregangsmand. Han deltog i markeringerne omkring 500-året for den lutherske reformation ved gudstjenester i Lund og Malmø, og manede til enhed, og efter besøget i juli har vi nu sat et dialog arbejde i gang mellem Den katolske Kirke og Det Lutherske Verdensforbund, hvor vi sammen læser Den Augsburgske Bekendelse fra år 1530, for at se om ikke vi her 500 år efter faktisk har nærmet os hinanden og ser ens på mange af de centrale trossætninger.
Da vi modtog nyheden om pavens forværrede tilstand, var jeg til 100 års konvents jubilæum i Den Evangelisk Lutherske Krist kirke i Nigeria. Sammen med de 50.000 deltagere bad vi der for Paven.
I dag siger vi tak for pavens stærke kristne vidnesbyrd og beder til at han nu må være i Guds stærke hænder.
Mine tanker går til alle i Den katolske kirke. Med Pave Frans’ død har vi mistet en sand kristi stridsmand.
Æret være Pave Frans’ minde!