Sidste nytårskur med Dronning Margrethe
Landets biskopper har netop været samlet i København for at deltage i årets nytårskur hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe II. I år var det en anderledes oplevelse, for det var den sidste nytårskur med den nuværende dronning som vært.
Af Asger Nørkær Nielsen
Landets biskopper var igen i år inviteret til nytårskur hos Hendes Majestæt Dronning Margrethe på Christiansborg Slot.
Dette år var det endnu mere specielt, end det plejer at være. For i sin nytårstale havde dronningen som bekendt meddelt, at hun træder tilbage og overlader tronen til sin søn kronprins Frederik.
Dermed var det sidste gang, at biskop Henrik Stubkjær sad til bords med Dronning Margrethe - i hvert fald i egenskab af landets regent.
- Det var en helt særlig oplevelse. Det var bevægende. Dronningen har altid vist en stor omsorg for os, der arbejder i kirken, og hun har altid udvist et stort engagement i folkekirken. Det fik vi takket hende for, og vi vil savne hende. Men vi glæder os også til at tage imod det nye kongepar, siger Henrik Stubkjær, biskop i Viborg Stift.
Udover landets biskopper var blandt andet også hofjægermestre, tidligere statsministre og kammerdamer og -herrer inviteret til nytårskuren, der fandt sted torsdag eftermiddag. Typisk kommer der 700-800 mennesker til nytårskuren i alt.
Haderslev Stifts biskop holdt tale for regenten
Biskopperne ankom i samlet flok.
Ifølge traditionen er det den biskop, der har siddet længst tid i embedet, der står for at holde tale for dronningen ved nytårskuren. Det vil sige, at pilen i år pegede på Marianne Christiansen, der har været biskop i Haderslev Stift siden 2013.
I sin tale, der kan læses i fuld længde på Haderslev Stifts hjemmeside, sagde hun blandt andet:
"Den åbne horisont, De, Deres Majestæt for 52 år siden og igennem alle årene har peget hen imod, er ”solopgangen fra det høje”: Den tro, det håb og den kærlighed, som er kommet til verden med Jesus, og som vi lever i lyset af".
- Dronningen takkede Marianne for hendes fine tale, og så sluttede vi af med at synge salmen "Guds ord det er mit arvegods" for dronningen og kronprinseparret. Det blev hun rørt af, siger Henrik Stubkjær.
Næste år vil det være H.M. Kong Frederik 10. og H.M. Dronning Mary, der inviterer til nytårskur, idet tronen overdrages 14. januar 2024.