'Kirkeåret i nye klæder' bringer gudstjenesterne tættere på dem, der ikke kan møde op
En række præster her fra Viborg Stift medvirker i ny podcastserie om gudstjenester.
Af Henrik Helms
Det hele startede i Aabenraa hos Karina Jensens farmor. Hun har altid været en engageret kirkegænger. Hun nyder at deltage i sin lokale kirkes gudstjenester og de mange arrangementer, som kirken tilbyder. Men der opstår ofte en udfordring, når hun skal vælge mellem f.eks. et familiearrangement og kirkens gudstjeneste – for hun vil gerne begge dele.
Det satte Karina sig for at ændre – og præster fra hele Danmark samt fra Sydslesvig, Calgary, Paris og Tórshavn deltager i projektet.
Resultatet udkommer 1. november 2024. For sammen med præst Lone Marie Lundsgaard har hun skabt og samlet 62 podcastgudstjenester, én for hver søndag i kirkeåret. Og det er samlet i bogen ’Kirkeåret i nye klæder’, hvor det med QR-koder er muligt at tilgå alle gudstjenester, og hvor hver præst deler billeder og indblik i sin præstegerning og sit sogn.
Et supplement, ikke en erstatning
Der er ikke noget digitalt, der kan erstatte det at gå i sin lokale kirke. Men det er et supplement til dem, der af den ene eller anden grund er forhindret eller udfordret i den fysiske kirkegang. Så med podcasten og bogen kan kirken nu komme lidt tættere på dem, der ikke kan komme til kirken.
Bogen er mere end blot en praktisk løsning for dem, der har svært ved at komme til kirke. Den tilbyder også et bredt indblik i kirkens mange forskellige lokalsamfund. De 62 præster i bogen kommer fra meget forskellige egne af Danmark og verden, og hver af dem deler deres tanker om deres præstegerning og den lokale kirke. Hvert kapitel ledsages af smukke billeder, der illustrerer både kirkerne og det kirkelige liv i de enkelte menigheder.
Bogen udkommer 1. november 2024 og vil være klar til brug fra 1. december 2024, når det nye kirkeår starter.
LÆS MERE