Fortsæt til hovedindholdet
2024
Nyheder
krydsfelt konference aarhus diakonhøjskole

Tredje gang var lykkens gang: Krydsfelt-konference blev en succes

Den bredt anlagte konference Krydsfelt blev 20. januar afholdt, efter at man to gange tidligere har måttet aflyse. Det var ventetiden og besværet værd, for da det endelig lykkedes, blev det så stor en succes, at arrangørerne nu drømmer om at lave det endnu større.

Af Asger Nørkær Nielsen

To gange stak coronavirus en kæp i hjulet for Krydsfelt – en konference for alle, der arbejder med børn og unge i kirkeligt regi. Men lørdag den 20. januar var det endelig lykkens gang, da arrangementet løb af stablen på diakonhøjskolen i Aarhus.

- Det gik helt vildt godt. Vi havde næsten dobbelt så mange deltagere, som vi havde regnet med. Der var en god stemning, og vi har fået mange positive tilbagemeldinger. Vi skal evaluere det nærmere, men mit indtryk er, at folk var super glade og følte sig godt tilpas, siger Gitte Thorsøe, stiftspræst og medlem af undervisningsudvalget i Viborg Stift, der var en af arrangørerne.

I alt 170 deltog imod et forventet tal på 100.

- Den var virkelig vellykket på alle parametre. Det var fra øverste hylde. Både hvad angår indhold, afvikling og lokation, siger Brian Krüger Iversen, provst for Herning Søndre provsti og deltager på konference.

krydsfelt konference aarhus diakonhøjskole

På konferencen var der indlagt pauser, så deltagerne havde tid til at gå på opdagelse i standene, som forskellige forlag og organisationer stod for. Foto: Brian Krüger Iversen

Tværteologisk fætter-kusine-fest

Det er meget sjældent, at en så teologisk bred vifte af arrangører går sammen om at holde et event af denne art, fortæller Gitte Thorsøe. Indbyderne til konferencen var foruden undervisningsudvalget i Viborg Stift Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler, KFUM og KFUK, FUV, Folkekirkens konfirmandcenter, Indre Missions Ungdom, FDF, De grønne pigespejdere og KFUM-spejderne.

- Selvom man kan tænke, at der teologisk kan være forskel, så var det, der samler os, heldigvis større, end det, der skiller os. Det har jeg været helt glad og høj over. At vi har formået at lave en god konference, hvor der var plads til og respekt for hinandens forskelligheder, siger Gitte Thorsøe.

Den observation har også Brian Krüger Iversen gjort sig:

- Det gør mig virkelig glad at se det her lykkes, for vi kan ikke på hverken sogneplan, provstiplan eller stiftsplan alene lave sådan noget her. Det er noget, der kan opstå, når vi går på tværs af folkekirkelige organisationer og inkluderer både frivillige og ansatte. Og hvis vi skal lykkes med at bevare kirken som en relevant medspiller i samfundet og komme i kontakt med så mange mennesker som muligt, så er vi nødt til også at få øje på hinanden internt. Hvis vi bare positionerer os i hver vores silo, så er det begrænset, hvor langt vi kan nå ud. Men går vi på tværs, ser vi nye ansigter og danner nye relationer, så opstår der nye tanker og ideer. Deri ligger energien.

På konference var både organisationsfolk og kirkeligt ansatte og frivillige dukket up.

- Det var på nogle måder lidt af en fætter-kusine-fest, hvor man mødte folk, man kendte, men ikke havde set længe. Der blev snakket meget, og selvom vi havde indlagt pauser, og arrangementet strakte sig over en hel dag, føltes tiden ikke lang nok, siger Gitte Thorsøe.

krydsfelt konference aarhus diakonhøjskole

Dagen begyndte med et foredrag, hvor standupkomiker Jakob Svendsen inspirerede til, hvordan man kan inddrage humor i sin kontakt med unge mennesker. Foto: Brian Krüger Iversen

Pres på de unge fylder

Konferencen begyndte og endte med fælles foredrag af henholdsvis standupkomiker Jakob Svendsen og højskolelærer Christian Hjortkær.

Mens Jakob Svendsen gav fif til at inddrage humor i kontakten med de unge, kunne Christian Hjortkær give en indsigt i, hvad det er for problemer, ungdommen i dag slås med.

Indimellem de to foredrag kunne den enkelte konferencegæst vælge mellem 15 forskellige såkaldte feltstudier, hvor de i mindre gruppe sammen med en oplægsholder kunne gå i dybden med udvalgte emner såsom sang, børnegudstjenester og konfirmandforløb.

I et af feltstudierne, forklarer Gitte Thorsøe, fortalte Christian Hjortkær om, hvordan unge i dag kæmper med en følelse af skam. De har en indre stemme, der fortæller dem, at de skal have 12-taller i alle fag, at de skal se godt ud og have mange venner. Men når de så ikke kan præstere, så skammer de sig og tør ikke fortælle forældrene om det. Og forældrene har det med at sige, at børnenes trivsel er det, der gør dem selv glade.

- Det er faktisk en stor byrde at lægge på de unge. Når børnene ikke er glade, fordi de ikke kan præstere, som de føler, de bør kunne, gør de også deres forældre kede af det. Og så bliver det dobbelt svært for de unge. Det var meget spændende at få sat i perspektiv på feltstudiet, siger Gitte Thorsøe, der ser det som et mål for såvel konfirmandstuer som klubber og frie organisationer, der arbejder med børn og unge, at skabe et frirum, et ”antipræstationssted”, som hun kalder det.

krydsfelt konference aarhus diakonhøjskole

I alt 170 deltagere var med på Krydsfelt-konferencen, der 20. januar blev afholdt for første gang. Foto: Brian Krüger Iversen

Med inspiration i stor norsk konference

Mellem feltstudier og foredrag var der indlagt pauser på 30 minutter, hvor deltagerne kunne gå på opdagelse i et standområde, hvor diverse forlag og foreninger stod klar til tage imod.

Konceptet minder om et, som man bruger i Norge med stor succes. Gitte Thorsøe fortæller, at man i Norge hvert år har en trosoplæringskonference, hvor deltagerne skal tælles i tusinder, der valfarter til fra hele landet. Den norske succes har været en inspiration, og Gitte Thorsøe drømmer om, at også Krydsfelt kan vokse sig stort.

- Forhåbentlig kan det vokse. Vi håber, det kan blive et tilbagevendende mødested, hvor man får ny inspiration og møder både velkendte og nye mennesker. Man skal have lyst til at rejse efter det og prioritere at tage af sted, og vi vil gerne have, at man over hele landet får lyst til at deltage. Denne gang var det flest jyder, der deltog. For at det kan blive større, vil vi gerne søge alle stifter om støtte, ikke kun Viborg Stift, siger Gitte Thorsøe.

Dette års konference var støttet med 40.000 kroner fra Viborg Stift og 50.000 kroner fra BorgFonden. Der er ikke sat dato på næste omgang af Krydsfelt, men håbet er at kunne holde konferencen igen om to år.