Sangark revet væk: Folk valfartede til årsmarkering af krigen i Ukraine
Langt flere kirkegængere end forventet deltog fredag i fredsgudstjeneste i Viborg Domkirke for at bede sammen og vise sympati med det ukrainske folk.
Af Anika Thorø Weber og Henrik Helms (foto)
Der var blevet printet 250 sangark forud for en helt særlig gudstjeneste i Viborg Domkirke fredag aften – men før stiftspræst Peter Fischer-Nielsen nåede at se sig om, var de allerede uddelt til de mange fremmødte kirkegængere, der havde valgt at bruge deres aften i de højtidelige rammer.
Omkring 400 kirkegængere fra nær og fjern var nemlig mødt op til en fredsgudstjeneste, der markerede årsagen for Ruslands invasion af Ukraine.
- Det er overvældende, at vi var så mange. Det er mange flere, end vi havde forventet. Men det var en stor oplevelse og en rigtig god aften præget af dyb alvor, stort sammenhold og et fælles ønske om at lægge krigen over i Guds hænder, siger Peter Fischer-Nielsen, der som stiftspræst for Kirken i Verden i Viborg Stift var med til at arrangere gudstjenesten, hvor omkring halvdelen af de fremmødte var ukrainere, mens den anden halvdel var danskere.
Og han var ikke alene om at se gudstjeneste som en stor oplevelse. Det samme gjaldt ukrainske Ivan Nychyporuk, der var mødt op for at tage del i fællesskabet:
Til fredsgudstjenesten mærkede Ivan Nychyporuk værdien af et stærkt og kærligt fællesskab på tværs af sprog og kulturer.
- Det var en fantastisk aften. Det var stort at opleve, at vi ukrainere ikke står alene om krigen. Vi får både støtte fra folkekirken, Viborg Stift og den helt almindelige dansker. Jeg mærkede en vilje til at stå sammen og lægge situationen over til Gud, siger Ivan Nychyporuk, der også deltog i fredsgudstjenesten som repræsentant for den nyoprettede ukrainsk-ortodokse kirke i Holstebro, hvor han er formand.
Bøn og sammenhold
Fredsgudstjenesten i Viborg Domkirke er langt fra det eneste sted i landet, at man 24. februar markerede årsdagen for invasionen i Ukraine i kirke-regi.
Folkekirkens Mellemkirkelige Råd havde nemlig taget initiativ til landsdækkende fredsgudstjenester, og det er på den baggrund, at også Viborg Stift valgte at markere årsdagen med en gudstjeneste:
- Som kirke er vi optaget af, hvad der sker i verden og ønsker at tale freden op og bede for fred. Derfor er det oplagt også at holde en gudstjeneste som den her. Krigen i Ukraine berører jo os alle. Den er tættere på, end vi er vant til, og samtidig har vi mange flygtninge, der er kommet til vores land. Derfor giver det mening at søge Gud sammen – og gennem bønnen at mærke, hvordan indre uro bliver erstattet af fred i hjertet, siger Peter Fischer-Nielsen.
Den fred fik kirkegængerne mulighed for at finde gennem alt fra lystænding til fælles salmesang, prædiken ved domprovst Thomas Frank, tekstlæsninger ved Tanja Korol fra Dansk Ukrainsk Forening i Viborg samt hilsner fra biskop Henrik Stubkjær og den ukrainske præst Ievgen Martyniuk.
Tanja Korol (midt) oversatte undervejs i gudstjenesten og var tekstoplæser. Som arrangør havde Peter Fischer-Nielsen (th) det store overblik.
- Med repræsentanter fra både stiftet og ukrainske fællesskaber fik vi markeret et stærkt sammenhold. Det er vigtigt at vise, at kirkens døre er åbne for alle – især i en krisetid - og at en fredsgudstjeneste ikke er noget, vi laver for ukrainerne, men sammen med ukrainerne, siger stiftspræsten, der også – sammen med de øvrige arrangører - havde sørget for, at ordene i kirken blev oversat til henholdsvis dansk og ukrainsk undervejs.
En påmindelse til ukrainere
Selvom Viborg Domkirke dannede rammerne om fredsgudstjenesten fredag aften, så bredte ønsket om fred sig også udenfor kirkemurene.
Allerede før gudstjenestens start var et stort antal danskere og ukrainere mødt op til et fredeligt lysoptog med afgang fra Hjultorvet i Viborg midtby – og med kurs mod domkirken.
Ifølge initiativtager Tanja Korol, næstformand i Dansk Ukrainsk Forening i Viborg, var det ikke tilfældigt, at årsdagen også skulle markeres udenfor kirkebygningen.
Mange deltog i et lysoptog inden gudstjenesten. Derefter deltog de i selve gudstjenesten og det efterfølgende samvær med kaffe og kage.
- Det er vigtigt, at vi kan samles i kirken, men det er også vigtigt signalere overfor de mange ukrainere i området, at vi gerne vil hjælpe dem – i bøn, men også i konkret handling, siger Tanja Korol.
- Vi skal vise dem, at vi er her. Jeg stammer selv fra Ukraine og har en stor tilknytning til landet, selvom jeg har boet i Danmark i 16 år. Jeg kæmper stadig for Ukraine og vil bede Gud om at skabe fred, tilføjer hun.
