I krigens skygge samles kristne om enhed og forsoning 

Af Stiftspræst Peter Fischer-Nielsen

”Kristi kærlighed bevæger verden mod forsoning og enhed” er temaet for generalforsamlingen, der samler omkring 5000 mennesker fra hundredvis af kirkesamfund og lande i hele verden.

Temaet står som en trodsig overskrift for en generalforsamling, der bliver holdt i skyggen af krigen i Ukraine, men også i skyggen af mange andre krige og konflikter over alt i verden, hvilketdelegerede fra blandt andet afrikanske lande minder forsamlingen om.

For første gang siden 1968 bliver generalforsamlingen afholdt i en europæisk by. Den tyske forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier trak i sin velkomsttale tråde fra sit eget lands dystre fortid og frem til i dag, hvor der igen er krig i Europa. I klare vendinger fordømte han den russisk-ortodokse kirkes rolle ikrigen.

- Den russisk-ortodokse kirkes lederskab har sluttet sig til krigsforbrydelserne mod Ukraine. Denne totalitære ideologi forklædt som teologi har ført til fuldstændig eller delvis ødelæggelse af så mange religiøse steder på ukrainsk territorium – kirker, moskeer, synagoger, uddannelsessteder og administrative bygninger, der tilhører religiøse trossamfund. Ingen kristen, som stadig er i besiddelse af sin tro og sin fornuft, vil være i stand til at se Guds vilje i det.

Dialog er ikke målet

Steinmeier kom også ind på det kontroversielle faktum, at den russisk-ortodokse kirke fortsat er medlem af Kirkernes Verdensråd og også er til stede på generalforsamlingen med en delegation. Der kan være gode grunde til at bevare en dialogplatform i en tid, hvor afstanden mellem krigens parter bliver stadig større. Samtidig mindede Steinmeier om, at dialogen kan blive misbrugt.

- Dialog er ikke et mål i sig selv. Dialog må kaste lys på, hvad der sker. Dialog må skabe opmærksomhed omkring uretfærdighed, må identificere både ofre og gerningsmænd – og deres håndlangere. Dialog der ikke bevæger sig videre fra fromme ønsker og vage generaliseringer kan i værste fald blive en platform for retfærdiggørelse og propaganda. Hvilken slags dialog vil vi engagere os i her?

Ukrainske røster

På nuværende tidspunkt er der ingen ukrainske medlemmer af Kirkernes Verdensråd. Men en delegation fra landets forskellige kirker er blevet inviteret med og fik på generalforsamlingens tredje dag mulighed for at fortælle om deres situation. Landets to ortodokse kirker har begge søgt om optagelse i Kirkernes Verdensråd og talte begge til forsamlingen.

De takkede for de europæiske kirkers hjælp og forbøn og bad om fortsat opbakning. Med reference til lignelsen om den barmhjertige samaritaner sammenlignede ærkebiskop Yevstratiyden ukrainske befolkning med manden, der blev efterladt halvdød i grøften:

- I dag er ukrainerne dem, som bliver angrebet af røvere. Mange af jer kender os ikke, og vi er fremmede, som samaritanerne var det for jøderne. Men vi, Ukraines kristne og den ukrainske befolkning i det hele taget, har brug for barmhjertighed, forbøn og praktisk hjælp fra jer alle. Gå ikke forbi vores lidelse og vores smerte, som præsten og levitten i lignelsen!

Der er ingen tvivl om, at generalforsamlingen bakker op om kirkerne i Ukraine. Samtidig peger flere på, at især de europæiske kirker har et ansvar for at behandle alle flygtninge ens og minde landenes regeringer og befolkninger om, at der ikke findes første- og andenrangs flygtninge. En ukrainsk flygtning er ikke mere værd end en syrisk.

Klimakrise og antisemitisme

Mange andre temaer bliver behandlet på generalforsamlingen. Den stigende antisemitisme og kristnes situation i Mellemøsten er to af disse. Og mange – særligt blandt de unge delegerede – tager  klimadagsordenen op og opfordrer til langt mere handling fra kirkernes side.

Der bliver næppe enighed om alle emner. Men midt i de mange forskellige synspunkter og mærkesager fornemmer man trods alt et fælles ønske om, at generalforsamlingens overskrift bliver til mere end bare flotte ord. Enhed og forsoning når man ikke i mål med i Karlsruhe, men må forfølges hver eneste dag, når generalforsamlingens deltagere igen vender tilbage til hverdagen – om det så er en hverdag i et krigshærget Ukraine eller i en fredelig dansk virkelighed.