Den fortsatte inkarnation sker i menigheden

Du kan læse anmeldelsen her, som har været bragt i tidsskriftet Fønix:

Af Mogens Müller, professor emeritus, dr.theol. 
I bogen Teologien og dens fag, som blev udgivet i 1960 som introduktion 
til teologistudiet i København og Århus, skrev den århusianske professor i Ny Testamente, Johannes Munck, i kapitlet om sit fag indledningsvist: 

Muncks ord kan måske forekomme underligt virkelighedsfjerne i dag, 
hvor repræsentanter for de forskellige teologiske discipliner ofte arbejder 
uden meget blik for, hvad der foregår hos naboen. Udviklingen har virket 
atomiserende. Desto mere glædeligt er det, at Henning Kjær Thomsen i sin 
nye bog, Da åbnedes deres øjne, bestræber sig på at sammenholde, hvad andre adskiller. For i Muncks ved første blik bastante tale om, at præstens 
prædiken skal være i overensstemmelse med den videnskabelige forskning, 
ligger mulighederne for forandring netop i, at denne forskning altid er under 
stadig forandring. Og som jeg ser det, åbner eksegesen sig i dag over 
for homiletikken ved at opgive det umulige fokus på den historiske Jesus, 
som endnu prægede Muncks forståelse, for i stedet ‒ og i forlængelse af 
Paulus ‒ at læse evangelierne som teologiske tydninger af Jesus’ historiske betydning for menneskers frelse. For en prædiken, der tror at forholde sig 
til historiske kendsgerninger som en opstandelse med kød og knogler, eller 
hvad Jesus selv har sagt, åbner ikke for troen, men for grader af sandsynlighed. 

Det er også historisk-kritisk læsning at beskæftige sig med evangelieskrifterne 
som en teologisk bevidst tolkende reception af Jesus-overleveringen. 
Nu må homiletikken naturligvis respektere de tekstrækker, som kirken 
har besluttet sig for at lægge til grund for sin gudstjeneste. Selvfølgelig er 
Paulus’ breve og evangelierne skrevet for at blive læst op som sammenhængende tekster. Men på et tidspunkt fordrede opbygningen af et særligt kristent kirkeår udvalg af særligt egnede tekster til de forskellige søn- og helligdage, allerede omkring 500 den såkaldte første tekstrække, siden i 
den danske kirke i 1885 anden tekstrække. 
 

Derved opstår nye sammenhænge mellem teksterne, som i hvert fald 
delvis skaber nye betydninger og fortolkningsmuligheder. For at klargøre 
dette kunne man forsøgsvis printe hver enkelt tekstrækkes evangelielæsninger ud som en samlet fortælling. Det fastholder desuden for Jesusfortællingernes 
vedkommende en illusion om, at tilhøreren kommer til at 
stå over for Jesus selv, som om alle fire evangelieskrifter består af brikker 
til ét, samlet billede. Men evangelierne er naturligvis ikke skrevet for at 
blive brugt på den måde. De har hver især ‒ og Johannesevangeliet i særdeleshed ‒ deres distinkte teologiske profil, som truer med at gå tabt i tekstrækkelæsningen. 

Henning Kjær Thomsen har i denne sammenhæng en bunden opgave. 
Hans bog ”handler om de evangelieberetninger, der prædikes over ved højmessen i Den Danske Folkekirke i året løb” (s. 11). Han har det overordnede syn på forholdet mellem de to tekstrækker, at mens den første ”fortæller ligefremt i umiddelbar form”, udfoldet den anden ”implikationerne og konsekvenserne af samme fortælling” (s. 11). Med til historien hører, at man 
ved indførelsen af anden tekstrække i 1885 gik over til at have hele tre 
læsninger ved højmessen, hvor der ellers siden reformationen kun havde 
været to. Tredje læsning opstod, da man ikke mente at kunne undvære 
evangelielæsningen fra den gamle tekstrække, hvorfor resultatet blev, at 
der altid var to evangelielæsninger. Det var dog denne alternative evangelielæsning, der i 1992-alterbogen måtte lade livet til fordel for indførelsen af en tekstrække fra Det Gamle Testamente. Men det er en anden historie, og hele problematikken omkring Det Gamle Testamente i gudstjenesten kommer Henning Kjær Thomsen kun indirekte ind på. 
Til gengæld afsløres det allerede i indledningen, hvordan Henning Kjær 
Thomsen undgår at havne i en forståelse af evangelierne som beretninger 
om den fortid, der gik forud for opstandelsestroen. For kirkeårsfortællingen er ”slet og ret menighedens ætiologi” og handler derfor ret beset heller ikke om Gud, men er ”en beretning om menigheden som en del af 
Guds virkelighed. Den kan ikke fortælles, uden at den, der fortæller, fortæller 
sig selv” (s. 13). 
 

Påsketroen siges således at have ”karakter af nybegyndelse i forhold til 
reaktionerne på den jordiske Jesus. … Jesus videreføres først som Kristus” 
(s. 14). Med andre ord: Disciplenes reaktion i form af fornægtelse og svigt 
forud for påsketroen viser, at der ikke var ‒ og er ‒ noget at komme efter 
hos den såkaldte historiske Jesus. Som det hedder siden i bogen i forbindelse 
med lidelseshistorien i en understregning af, at der ikke er nogen 
”ubrudt vej tilbage til Jesusskikkelsen som Guds”: ”En ubrudt Jesusrelation 
er derfor helt enkelt nonsens ‒ og væsensforskellig fra Kristustro” (s. 149). 
Henning Kjær Thomsens bog er ikke blot en håndbog for den, der skal 
prædike over tekster i tiden fra jul (advent) til pinse. Den har også til en vis 
grad karakter af en systematisk monografi. Det har den ved at gennemføre 
det, som jeg vil kalde en konsekvent inkarnationsteologi, hvor inkarnationen 
fra eksklusivt at handle om Jesus-figuren kommer til lige så eksklusivt 
at gælde menigheden. Den opstandne Kristus troner her ikke i himlen ved 
Guds højre side. Han er i sin menighed, eller rettere: Han er sin menighed. 
Det er en forestilling, der naturligvis ligger i forlængelse af Paulus’ tale om 
menigheden som Kristus’ legeme og Matthæusevangeliets forkyndelse af 
disciplene som jordens salt og verdens lys (Matt 5,13-16), hvor der i givet 
fald så ikke er nogen modsætning til Johannesevangeliets Jesus, når han siger:

Skulle nogen have ondt af en sådan radikal inkarnationsteologi eller - 
ekklesiologi, så henviser Henning Kjær Thomsen her undervejs flere gange 
som sin hjemmelsmand til Dietrich Bonhoeffer, især hans bog Efterfølgelse 
(tysk Nachfolge, 1937), hvor hans udgave er fra Credo Forlag (2006), min 
gamle fra Lohses Forlag (1957), forlag der borger for, at rettroenhedens 
grænser er respekteret! Således kan Bonhoeffer i Efterfølgelse skrive: ”Menigheden mellem himmelfart og genkomst er hans skikkelse, og vel at 
mærke hans eneste” (Thomsen s. 260; Bonhoeffer (1960) s. 193; jf. s. 255- 
256 og s. 269). Denne inkarnationsteologi optræder i kortform i et afsnit 
om julen med overskriften ”Den kristne teologis udspring” (s. 23-32). Der 
er kun ”én vej ind i den menneskelige historie, og det er gennem et individ. 
Dilemmaet er altså til at få øje på. På den ene side må Gud udtrykke sig i et 
individ som alle andre. På den anden side må dette ske med henblik på, at 
dette individs individualitet afvikles, uden at han af den grund forsvinder. 
For ellers må Gud enten bøje sig for individets konstitution, og så bliver 
inkarnationen ensbetydende med, at Gud går under i historien. Eller han 
må insistere på særstatus i ét menneskes skikkelse ‒ med det resultat, at 
denne figur aldrig bliver en virkelig del af historien, men snarere sammenlignelig med et nedslag fra det ydre rum” (s. 23-24). 
Således bliver det ”Jesus-fortællingen, der i kirkens forkyndelse identificerer 
Gud” (s. 24). Så med inkarnationen går Gud ”fra skjulthed til gennemsigtighed” (s. 26). ”Konsekvent er det ikke Jesus, der åbenbarer Gud; 
men Gud åbenbarer sig i Jesus, når han gør det” (s. 26). Men det fortsætter 
altså med, at det bliver menigheden, der åbenbarer Gud. Det fører hen ad 
vejen et par gange Henning Kjær Thomsen til en kritik af det gammeltestamentlige gudsbillede, en kritik, der nok kan få en anden en på den tanke, at det ikke var et fremskridt at lade Det Gamle Testamente komme umiddelbart til orde i gudstjenesten i skikkelse af sin egen tekstrække. Denne 
del af Bibelen er da også massivt til stede i kraft af den tolkende reception 
af den i Det Nye Testamente. 

Dog kan Henning Kjær Thomsen positivt bruge Det Gamle Testamente 
til at vise, hvordan ”det onde gradvist udskilles fra Gud og bliver en selvstændig konkurrerende magt” (s. 28). For så er den proces tilendebragt, når vi kommer til Det Nye Testamente. Menigheden skal derfor være en manifestation af Gud som kærlighed. Dermed er det tvetydige eller ambivalente ved det gammeltestamentlige gudsbillede effektivt udelukket. 
Af opstandelsesberetningers ”åbenlyse mangel på enighed og overensstemmelse”, drager Henning Kjær Thomsen nu den slutning, ”at det er 
menigheden, der er det grundlæggende vidnesbyrd om den korsfæstedes 
oprejsning”, nemlig som hans legeme. ”Ingen opstandelse uden menighed 
altså” (s. 185). 
 

At kirkeårsfortællingen er sammensat af perikoper, der er skåret ud af 
deres oprindelige kontekst i evangelieskrifter med hver deres distinkte 
profil, sætter prædikanten over for et krydspres af loyalitet i forhold til to 
herrer. Desto mere intenst må det eksegetiske arbejde med teksten være, 
for at den ikke mister sin egenbetydning ved tvivlsomme harmoniseringer, 
eller ved at den forsvinder ind i den overordnede kirkeårsfortælling. Henning 
Kjær Thomsen kommer her i forbindelse med perikoperne fra Johannesevangeliets afskedstaler til søndagene efter påske med den mere overordnede betragtning: ”Det er i mine øjne stadig sådan, at det i gudstjenesten er kirkeårsstrukturen, der er forudsætningen for forståelsen af de enkelte evangelieperikoper, og ikke deres plads i de evangelier, de er hentet fra. Det diskvalificerer på ingen måde forståelsen af de fire evangelier på 
deres egne præmisser. Den er fortsat uundværlig; men den sættes, når det 
drejer sig om prædikenen, udtrykkeligt i en større sammenhængs tjeneste” 
(s. 226). Så bliver det altså en del af prædikekunsten at tjene to herrer! 

Men tilbage til forholdet til Det Gamle Testamente. Her skriver Henning 
Kjær Thomsen om første tekstrække til 2. søndag efter påske: ”Det er da 
også evangeliet om den videreførende inkarnation, der gør den gammeltestamentlige fortid relevant ‒ som en nu tilbagelagt vej frem mod sig og på denne måde sætter et lødigt forhold mellem Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente” (s. 234), i dette tilfælde med hyrdebilledet i henholdsvis 
Ez 34,11-16 og Joh 10,11-16. Men er det også videreførende således i gudstjenesten at få tegnet et billede af den gammeltestamentlige Gud ”som den rette hyrde på behørig afstand” som baggrund for Johannes-teksten? Bliver den gammeltestamentlige tekst så ikke til en kontrasttekst? Som det 
hedder lidt længere henne: ”I den forstand rummer Det Gamle Testamente 
en selvmodsigelse i kristen optik: Skabelsesånden borger for Guds nærvær, 
men ubestemtheden i det befordrer samtidig tanken om hans fravær. ”Gud 
iblandt os” trækker Gud af sig selv ”Gud over os” med sig! Det er derfor, 
det er fatalt at bygge en teologi på den gammeltestamentlige gudserfaring 
som grundlag” (s. 246). Siden kan det som en af konsekvenserne af ”Jesu 
plasticitet” i moderne teologi både før og efter hans inkarnation hedde: 
”Den gammeltestamentlige historie bliver da den af Gud selv tilbagelagte 
forhistorie, mens den første kirkehistorie bliver rammen om erkendelsen af 
Guds vedvarende præsens” (s. 273). Men hvorfor skal vi i gudstjenesten 
bruge tid på den tilbagelagte forhistorie? Hører den ikke hjemme i skolestuen? 
Henning Kjær Thomsens Da åbnedes deres øjne! er resultatet af mange 
års intenst arbejde med homiletikken, som også har affødt en længere række 
artikler undervejs, der mere eller mindre fungerer som forarbejder til 
denne bog. Fremstillingen lever helt op til Johannes Muncks krav om overensstemmelse med den videnskabelige eksegeses resultater, selv om de har ændret sig radikalt i de mellemliggende godt 60 år. Syntaksen er undertiden egensindig, og sprogbrugen er kreativ, så man ind imellem må læse teksten to gange. Der er selvfølgelig mange andre ting, som også kunne 
fortjene en drøftelse eller være blevet fremhævet, f.eks. nogle indsigtsfulde 
salmeanalyser. Men dette må række. Bogen er et fornemt, men også selvstændigt sidestykke til Mogens Lindhardts Trinitatis. En homiletisk rejseberetning (København: Eksistensen 2015, 2. udgave 2019), der dækker den anden del af kirkeåret. De to forhenværende kollegaer gennem mange år som rektorer for Pastoralseminariet i henholdsvis Århus og København har med deres bøger leveret vigtige bidrag, der vel må finde vej til alle præsters reoler.