Nu må åbningsprocessen for kirkerne begynde!

Af Henrik Stubkjær

For kirken har til alle tider spillet en væsentlig rolle, der hvor vi pludselig standses i den daglig dag som er vores. 

Ikke mindst i krisesituationer. Vi har set det igen og igen. Både når det har drejet sig om naturkatastrofer og politisk terror. Hvor skulle man vende sig hen, når familier rives bort af tsunami eller enkelte tilfældigt rammes af en fanatikers kugler?

Kirken har lige fra begyndelsen været stedet, hvor det ukontrollable og formålsløse kan rummes. Ikke sådan, at angst, meningsløshed eller død forsvinder. Men der er helt enkelt bygninger, ritualer og budskaber, der kan bære det ubærlige.

Det er denne rolle, kirken ikke med samme selvfølgelighed har kunnet spille i corona-tiden. Allerede af den grund, at bygningerne har været låst. Det betyder ikke, at kirken som levende fællesskab har været lige så tillukket.

Tværtimod. Kirkebygningerne har været låst, men folkekirken har i den grad været åben. En opfindsomhed uden lige, har vi været vidner til. Der er øvet sjælesorg på nettet; udført husbesøg over telefonen, streamet andagter, kommunikeret på alle sociale medier og afholdt gudstjenester gennem plejehjemmenes vinduer og åbne døre; bragt mad og blomster ud; arrangeret koncerter ”med afstand” for syge og døende og meget, meget mere.

Men stadigvæk har mange savnet netop det fysiske rum og gudstjenestefællesskab.
Allermest de sårbare og udsatte iblandt os!

Det har været helt både naturligt og afgørende for kirken at yde sit til samfundets forholdsregler for at begrænse smittespredningen under corona-krisen. Derfor blev kirkebygninger låst, gudstjenester, menighedsrådsmøder, aktiviteter i konfirmandstue og sognegårde aflyst og nødvendige kirkelige handlinger som dåb og begravelser kun gennemført under strenge restriktioner.

Til gengæld er det nu ligeså afgørende, at også kirken får del i den kontrollerede og sundhedsforsvarlige genåbning. Det vil konkret sige:
- At de fysiske kirkerum åbnes for personlig refleksion, bøn og andagt. F. eks. nogle timer dagligt under opsyn.
- At gudstjenester igen kan afholdes med et fast maksimalt deltagerantal. F.eks. svarende til de retningslinjer, der allerede gælder for begravelser og bisættelser: 1 person per 4 kvadratmeter.
- At flere får lov at deltage ved dåb, vielser og konfirmationer. Igen f. eks. svarende til retningslinjerne for begravelser. Det vil bl.a. betyde, at forårets konfirmationer kan gennemføres ved god planlægning – eventuelt med flere konfirmationsgudstjenester samme dag.

For alle ønskerne gælder naturligvis, at aktiviteterne gennemføres under overholdelse af myndighedernes sundhedsfaglige retningslinjer. Det er der til gengæld ingen tvivl om, at kirken kan. Dels er alle kirker allerede bekendt med, hvad f. eks. regelsættet til begravelser indebærer. Alle kirker er opmålt, og antallet der i forhold til Sundhedsstyrelsens anvisninger kan være i hver kirke er offentliggjort på kirkedørene. Dels har kirken landets største skare af frivillige. Der kommer ikke til at mangle personer, som vil og kan hjælpe med praktiske vejledninger.

Derfor må og skal kirken nu også åbnes igen.

Når det anses for forsvarligt at opholde sig hos tatovører og frisører, i tøjbutikker og på genbrugspladser, er det meget svært at se, hvorfor det ikke også skulle være tilfældet i kirken. Og er der elementer, som eventuelt må anses for særligt risikable, som f. eks. nadveren, kan løsningen være at finde nye former eller vente med akkurat den.

Som mennesker har vi brug for kirken – ikke mindst i en krisesituation som denne Den kan tackle vilkårligheden. Den kan tyde tilfældigheden. Den kan rumme sorgen og angsten, og formidle det eksistentielle håb. 
Og grunden er den helt enkle, som vi lige i påsken har fejret endnu engang. At Gud har identificeret sig med en korsfæstet. Og dermed gjort ensomhed, lidelse og død til en del af sit eget liv. Så intetheden nu er i Gud og ikke længere kan skille os fra ham.

Det har vi alle brug for at høre og mærke i en tid, hvor netop forladthed, angst og død truer.