Fortsæt til hovedindholdet
2020
Nyheder

Herning-kirker holder drop in-dåb

Fredag 13. november kan man komme direkte fra gaden og blive døbt i Hedeagerkirken i Herning

Den klassiske barnedåb søndag formiddag er stadig den mest almindelige måde at blive døbt på i den danske folkekirke.

Men flere bliver døbt under andre former og på andre tidspunkter i livet. Det kan for eksempel være konfirmanden, der ikke blev døbt som lille – eller den voksne, der igennem livet har fået et andet syn på tro og kirke. For at imødekomme nogle af dem holder kirkerne i og omkring Herning drop in-dåb fredag 13. november. Her kan man komme direkte ind fra gaden uden nogen forudgående aftale og lade sig døbe.

- Jeg synes, at drop in-dåben er et godt initiativ, og det er godt, at vi som kirke har lavet en åbning og sænket tærsklen for folk, der ville finde det grænseoverskridende at lade sig døbe en søndag formiddag for en fyldt kirke. Jeg kan godt forstå, at man som voksen kan være lidt blufærdig omkring det at lade sig døbe, og det skal vi som kirke respektere, siger Anne Linde Førgaard, der er sognepræst i Grove, Ilskov og Simmelkær sogne. Hun er én af de fire præster, der medvirker ved dåben.

Anne Linde Førgaard, er sognepræst i Grove, Ilskov og Simmelkær sogne. Hun er én af de fire præster, der medvirker ved dåben.

Syv blev døbt sidste år

I november sidste år var der for første gang drop in-dåb i Herning, og her blev syv personer døbt. Det har vist, at der er et behov for en anderledes slags dåb, og derfor står fire lokale præster i år bag drop in-dåben, som foregår i Hedeagerkirken i Herning, men er for alle uanset bopæl eller alder.

Man skal medbringe ID for at blive døbt. Hvis man er under 18 år, skal man desuden tage sine forældre med. Når man kommer til Hedeagerkirken, får man en kort samtale med en præst, og der bliver taget hånd om papirarbejdet, inden man bliver døbt i kirkerummet. Dåben har præcis samme indhold som en almindelig dåb i en kirke, så man bliver også ved en drop in-dåb døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn.

Ved en almindelig dåb i en kirke er der vidner til stede som en del af dåbsfølget. Ved en drop in-dåb skal der også være vidner, men man behøver ikke at tage sine egne pårørende med, hvis man gerne vil holde sin dåb som en diskret begivenhed. I Hedeagerkirken er der nemlig frivillige, som kan fungere som vidner.

Det tager alt i alt omkring en time at blive døbt ved en drop in-dåb.

Fakta

DROP IN-DÅB I HERNING

Fredag 13 november klokken 15-17 i Hedeagerkirken
Gl. Kirkevej i Herning.

 

Hvad er drop in-dåb?

Drop in-dåb er som en almindelig dåb. Inden selve dåben taler du med en præst om dåbens betydning, og om hvordan dåbens foretages.

Du skal ikke tilmelde dig på forhånd. Du møder bare op.

 

Hvem kan blive døbt?

Alle kan blive døbt – uanset alder.

Du bliver døbt i den treenige Guds navn, og ved dåben bliver du medlem af folkekirken.

Du behøver ikke at bo i Herning.

 

Hvad skal du have med?

Hvis du er over 18 år, skal du medbringe legitimation med foto – for eksempel pas eller kørekort.

Hvis du er under 18 år, skal dine forældre komme med.

Du må gerne tage familie eller venner med, som kan være vidner til din dåb. Kommer du alene, vil nogle frivillige være vidner for dig. 

 

Følgende præster deltager i drop in-dåben: 

  • Anne Linde Førgaard
  • Annette Birk-Sørensen
  • Bo Gimm
  • Kirsten Thyssen.