Fortsæt til hovedindholdet
6. januar 2020

Præstemangel

Procedure for ansøgning i henhold til § 2 i Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., når man ikke har teologisk kandidateksamen eller godkendelse til at søge præstestillinger fra Kirkeministeriet

Viborg Stift har på baggrund af den artikel, der blev bragt i diverse dagblade den 24. december 2019, fået rigtig mange henvendelser og forespørgsler omkring muligheden for at komme i betragtning til en såkaldt "§ 2 uddannelse".

I artiklen nævner biskop Henrik Stubkjær i enighed med øvrige biskopper muligheden for at komme den nuværende præstemangel på sognepræster til livs ved evt. at ansætte præster, der ikke er uddannede teologer, eksempelvis lærere, sygeplejersker m.v. 

Det er dog ikke "bare lige sådan" at blive godkendt til et § 2 forløb, idet der er en række forudsætninger / krav, der skal være opfyldt.

Nedenfor kan man læse betingelserne for et sådant forløb samt proceduren for ansøgning efter § 2, når man ikke har teologisk kandidateksamen eller godkendelse til at søge præstestillinger fra Kirkeministeriet.

Procedure for ansøgning efter § 2 i Bekendtgørelse af lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., når man ikke har teologisk kandidateksamen eller godkendelse til at søge præstestillinger fra Kirkeministeriet

§ 2 er i sin tid blevet formuleret på den præmis, at den kan søges af personer, som i fremtrædende grad har vist sig i besiddelse af egenskaber, der har væsentlig betydning for varetagelse af præstestillinger. Det ligger i forudsætningerne at man regner med at godkende ca. 2 om året.

For at komme i betragtning til et eventuelt § 2 forløb er det en betingelse, at man er fyldt 35 år og består fastsat prøve / eksamen.

Man skal søge i eget stift – check evt. dit tilhørsforhold på www.sogn.dk.

Man skal som hovedregel bo i det stift, man tilhører. Ansøgningen sendes derfor til biskoppen i eget stift, vedlagt et CV.

Man skal have en interesse for og kende til kirkeligt arbejde, evt. via frivilligt arbejde inden for kirken, spejderbevægelsen, menighedsrådsarbejde eller via ansættelse i kirken.

Endvidere er det en betingelse for en efterfølgende ansættelse, at man har gennemført et kursus på Pastoralseminariet af en varighed på ½ år.

Hvis det ud fra ansøgerens CV findes sandsynligt, at der kan være en mulighed, startes der med en indledende samtale med biskoppen og stiftskontorchefen, hvor ansøgeren vurderes overordnet.

Hvis biskoppen skønner, at der kan være mulighed for et § 2 forløb, afholdes der et nyt møde mellem biskop og ansøger, hvor der på baggrund af udleveret materiale/artikler drøftes teologiske perspektiver i teksten.

Hvis biskoppen stadig skønner, at der er muligheder, iværksættes et såkaldt § 2 forløb.

Forløbet indeholder en opgivelse af litteratur til selvstudie. Omfanget er ca. 2500 sider. Drøftelse af hvilke enkeltfag på teologi, kandidaten skal gennemføre. Et manuduktions forløb med en teologisk konsulent. Det kan være en præst, en udefra eller hvad der bruges lokalt. Et sådan forløb vil være over en periode på 1½ - 2 år.

Hvis det efter dette forløb stadig skønnes at være forsvarligt, skal der besvares 3 eksamens opgaver, hvor tre censorer i forskellige discipliner efter konkret skøn anmodes om at stille opgaver til ansøgeren. Censorerne får ansøgerens CV m.v. fremsendt.

Biskoppen sender ansøgning om tilladelse til at gennemføre eksamen til Kirkeministeriet. Denne ansøgning er bilagt de tre opgaver og ansøgerens CV samt en beskrivelse af, hvorfor vedkommende er egnet, samt en beskrivelse af det forløb, der har været.

Når godkendelsen kommer fra Ministeriet gennemføres eksamen, der holdes hos biskoppen med deltagelse af ansøgeren, biskoppen og de 3 censorer.

Biskoppen skriver herefter til ministeriet om forløbet af eksamen.

Kirkeministeriet meddeler ud fra dette tilladelse til at søge stilling som præst.

Har du bopæl i Viborg Stift og iøvrigt opfylder betingelserne som beskrevet ovenfor, er du naturligvis altid velkommen til at kontakte biskop Henrik Stubkjær på kmvib@km.dk med samtidig fremsendelse af CV, hvorefter du vil høre nærmere, såfremt biskoppen vurderer, at det vil være relevant